Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen

For Romantik og Historie Maanedsskrift. Udgivet af H.P. Holst, 1868-90.

Om indholdet på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p104811.htm

Udarbejdet 2023 af Niels ]ensen

Opdateret den 7. oktober 2023 af Niels ]ensen

K. z TSK ASE SR e

* 2 — 5: vw ” = 2 in * * & ss 2 Es 5 8 X -

b

H. P. Holst:

Bor Vomantik og Pistorie. Tyvende Bind.

Kjøbenhavn. J. Cohens Bogtrykkeri. 1878.

-

Bd INS

| 8 ceNTO TE Nosstese 8 EK * 7 .

Indhold.

Side Nytaarspreſeut til en Dame. Af H. P. Holst 3 „Tante Guttraud“. Efter S. Moſenthal, ved Be: rendt Salomooe n eN 5 Fangen paa Hohen-Urach. Ved Adjunkt Chr. Rams⸗ ga ard Bx 0 28 Biſpen paa Holum. Af Georg H. Madſen 58 La vernice fa tutto. Af H. C. Stil ling 68 En hiſtoriſk Forudſigelſ m „ 86 Pſalme. Af H. C. Anderſren 95 Julenat. Af Chriſtian Juul nn. 9⁵ To Verdener. Af Miſs ThackeraB hkk 99 En ſollys Erind ring. 166 Et Brev af Beethoverrnnn . 188 Johanne, Dronning af Neapel og Grevinde af Provence. 195 Af en forhenværende Upfalaſangers Optegnelfſer 214 André Maubert. EnFortælling af George Bautier. 255 Digte af Chriſtopher Boe ck. 299 Den forſte Sky. Ved Th. Scheelund 307 Ella Wilſon En Forteellin aqa. 521 Fra to Kunſtnerfeſter: 1) Cantate, af H. P. Hole. 584

2) En Skaal for Kvartetten, af Chr. K. F. Molbech. 388 5) Ved Feſten for Chr. Hanſen, af Carl An⸗

derſen e 00 SYNES RA NNE 589

Side.

Den ſidſte Roverridder i Krain. Ved - aͤͤů 2 395 Ella Wilſon. En Fortælling efter C. de Variguy ved rr »RØBELGE SSP EGER MERRESERERR 120 Foraarsdigte af Emanuel Geibel, overſ. af A. Zin ck. 491 Hpiere end Kirken. En Fortælling... aaa. 494 Marie Thereſias Død. Overſ. af Ann 539 Sneeſtormen. En Fortelling af Alexander Puſchkin 547 Sarah Bernhardt. Af H. P. Hola. 504 Kun fire Oord! Af Karl Emil Franzos 575 Portraiter:

Fr. Spielhagen: Paul Lindau. Giufeppe Verdi.

Joh. Ludv. Runeberg. Nicolaus Lenau. F. N. Clanſen.

—— —

É

Fr. Spielhagen.

. —

—— ESTERE HEE

Aytaarspresent

til en Dume. Af 5. P. Holst.

Man har mig ſagt, at Alt, hvad ſelv De fager, Paa Sieblikket De igjen bortſkjcenker —

Med de to Smaating, Talen her er om,

Jeg haaber dog, at lidt De Dem betenker.

Den ene er en Kurv — giv den kun frit Til Den, der ei fortjener Deres Hjerte; Den anden er et Hjerte — giv det heelt Til Den, der deler Deres Lyſt og Smerte.

Men tenk Dem on og giv ei Hjertet Den,

For hvem en Kurv bor ſtaae parat og ferdig, 1*

4 Nytaarspreſent til en Dame.

Og lad for Guds Skyld Den ei Kurven fage, Der fremfor Alt er Deres Hjerte værdig.

Dog ſkader det juſt ei, han fager en Kurv, Og at ved Kurven han fortvivlet ſukker, Naar Hjertet ligger ſmukt derindeni, Saadau ſom her, ſaaſnart han den oplukker!

” e ieee elle

„Tante Guttrand“

Efter S. Moſenthal.

Jeg mindes endnu den Dag idag, at i min Fodeby, ſom talte en overveiende proteſtantiſk, en ringe katholſk, men en betpdelig jodiſt Befolkning, falbod Omegnens Fiſkere udelukkende for de Sidſt⸗ nævnte hver Fredag deres Barer ved den ſaakaldte „Fiſkeſteen“. Jodiſte Kokkepiger med mere eller mindre rene Haaruet, jodiſke Husfcedre med mere eller mindre rene Lommetorkleder bare derfra et ſtort Contingent uf „Sabbathsfiſke“ til deres Hjem. Fiſkeretten havde et feſtligt Preg. Fiſkens Kvalitet holdt Skridt med Feſtens Storrelſe. Laxen havde Eneret til at ſerveres ved de tre hoie Feſter; de mindre Feſtdage maatte tage til Takke med Karper i ſpartanſk Sauce; de ugent⸗ lige Sabbather med Barber og Skaller. Dog uden Henſyn til denne Rangforordning tilberedte min Moder dem egenhændig, og min Fader paaſtod, at Ingen

6 „Tante Guttraud“.

paa Jorden kunde lave en Fiſkeſauce „à la Mo'er“. Selvbevidſt og det ikke uden Grund, tog min Moder det hvide Forklæde hver Fredag Formiddag paa, og. jeg og min Soſter klyngede os faſt op til hende, hol— dende ved Forkledels Ender for at være Vidne til hendes Kogekunſts underfulde Virkning. Hvergang min Moder tog de forud ſkaarne Fiſkeſtykker ud af den blauke Mesſingkjedel og ordnede dem ſymmetriſk pan et langt Fad, lagde hun det pregtigſte Hoved— ſtykke til Side paa en ſerlig Tallerken, garnerede det med Log og Citronſtiver, heeldte det over med den kryddrede, vellugtende Sauce og ſtillede det hen paa det rent ſkurede Anretningsbord, ſtedſe med de ſamme Ord: „til Tante Guttraud“.

Hver Uge nod vi det lidet misundelſesveerdige Skueſpil roligt at fee pan den Tribut, min Moder ydede, uden at kunne begribe den Tvang, der paalagdes os, ſtedſe at have at gjore med hovedloſe Fiſke. Tante Gut— traud var Bedſtemoders Soſter, ſom boede med fin ſyge Mand og to ældre Dottre i en lille Gyde neer— ved den gamle Synagoge, i en faldefærdig Hytte, ſom hun aldrig forlod. Saa ofte Moder omtalte hende. ſkete det med den ſtorſte Pietet, til hvilken vi Born ogſaa bleve holdte uden at forſtage det eller at udfritte hende om Sagens ſande Grund. Ja, den hellige Asrbodighed blev endog til Frygt, naar vi med Moder efter Gudstjeneſten klattrede op ad den gamle, vak— lende Trappe, ſom iſtedetfor Rekvcerk kun havde et

„Tante Guttrand“. 7

Toug, til Tante Guttraud, for at hun, efter Moders Opfordring, kunde give os ſin Velſignelſe.

Endnu den Dag idag ſtager den Erindring liv— ligt for min Sjæl, ja, jeg ſporer endog den Lugt, der fyldte Verelſet, ſom vi ikke betraadte uden Modbyde— lighed. Lugteſandſen har en merkelig tro Hukommelſe. Idet jeg nedſkriver disſe Linier, indaander jeg igjen hin Atmoſpheere af Kuldamp, Lampeos og Kamferlugt, ſom dengang, — det er nu 50 Aar ſiden —, faldt mig for Bryſtet, og ſom, ſaa ofte jeg gjeſter Fattig⸗ dommens Bolig, uvilkaarlig tilbagekalder i min Er⸗ indring Tante Guttrauds Billede. Verelſet var lavt og dybt. Fra Loftets fværtede Tværbjelfer hang en ſyvgrenet Mesſinglampe ned; fra to af dens Mun— dinger dampede en Olieflamme, ſom kaſtede et grelt Lys ned paa det med en hvid Dug dekkede Bord, medens den ovrige Deel af Verelſet fortonede fig i et dem— rende Halvmorke. Over det ormſtukne Gulv var der ſtroet Sand, ſom uhyggeligt knirkede under vore Fodder. J det ene Hjørne af det ſtore Verelſe blusſede en Stenkulsild, og ud af Ovnens Aſkedor ſtodte Vinden nu og da kvelende Rogſkyer; i det andet Hjørne ſtod en Himmelſeng, behengt med Kattunsgardiner, i rode og blaa Tærninger, i hvilken Tantes Mand, — vi kaldte ham aldrig Onkel — fan ſyg af Gigtſmerter, Hender og Fodder indſvobte i Kamferpuder. J en polſtret Lœderſtol fad Tante, ikke langt fra Sengen. En tyk, i fort Leder indbunden Bonnebog holdt hun i fine

8 „Tante Guttraud“.

Hender, og medens hun endnu mumlede ſin Bon, reiſte hun ſig for at hilſe pan os. Moder gav hende Haanden med en Bevegelſe, ſom om hun boiede ſig dybt for den gamle Kvinde, der blidt lagde min Moders Hoved paa ſin Skulder og foer gjentagne Gange med Jin Haand hen over hendes Bande, „Velſign un mine Born, Tante Guttraud,“ ſagde hun hvergang, thi den nedboiede gamle Kvinde ſyntes at vente paa denne Opfordring. Hun adlod og traadte hen til os til den lyſere Del af Verelſet og velſignede os, medens vi frygtſomme holdt os til Bordranden.

Tante Guttraud havde en middelſtor og flant Figur, ſom dog ſyntes lidt krummet eller ſnarere ned— brudt. En mork Kattunskjole ſluttede fig faſt til hendes Legeme. Over Bryſtet ſlyngede ſig uden Kunſt et hvidt Torklœede, ſom gav hendes blege Anſigt et vor: gult Anſtrog. Et fort Pandebaand omfluttede om⸗ hyggeligt Haaret, og en hvid Tyllskappe indrammede det ſkarpttegnede, fornemme Anſigt. Neſens Linia⸗ menter vare fan, fine, at den lignede gjennemſigtigt Elfenbeen, og de ſmalle Læber viſte, naar hun talte, ſkjontformede Tænder. Under hendes ſtolt hvælvede morke Oiebryn lyſte et Par dunkelbrune Sine, duggede, ligeſom af Taarer. To magre, voxgule Herder hvi⸗ lede nu paa vore Hoveder. Hjerteligt og ſjelfuldt loftede hun ſine Bine til Himlen. Hendes Leber be⸗ vegede fig fan ſagte under Velſignelſen, at vi kun horte Fluernes Surren omkring Lampeblusſet

—

„Tante Guttraud“. 9

og det monotone Suk fra den Syge, hvem Senge— draperierne ſkjulte. Saa trykkede hun et Kys paa vor Pande, medens vi med barnlig Undſeelſe forte hendes knoglede Haand til vore Læber. Med neſten lyͤdloſe Skridt gik den gamle. Kvinde hen til et Glas⸗ ſkab, gjennem hvis dunkle Ruder man ſkimtede et Par farvede Kaffekopper, og fremtog til os fra en gammel Skuffe to Borsdorfer Wbler, med hvilfe vi forſloge Tiden, medens min Moder, tvungen til at tage Plads, begyndte en halv hviſkende Converſation med min Tante.

„Hvorledes har De det, kjere Tante?“

„Gud være lovet, ikke værre. Den ſlemme Gigt er haardnakket, iſer ved Efteraaret, men Gud hjælper nok!“

„Har De ſovet noget i Nat?“

„Kun lidt; gamle Folk trænge ikke til megen Søvn. „Han“ ſover ogſag kun lidt, men han har Appetit, Gud vere lovet, og Fiſkene ſmager ham. Der er jo heller Ingen, der koger dem faa godt, ſom min Betty.“

„Kjœre Tante, ſpis nu engang hos os; De har allerede lovet mig det faa længe.”

„Ja, engang, naar jeg kun kan komme bort fra „ham“. Jeg ſender Dig hellere et af Pigebornene; de ſye fig blinde, — vakkre Born. Gud velſigne dem!“

„Hvorledes befinder De Dem, Tante Guttraud?“

10 „Tante Guttraud“.

„Jeg? Gud være lovet, at det ikke ſtager værre til med „ham“. Velſignet være de Syges Lege og velſignet været Den, ſom opliver den Syge og ſtotter den Svage!” Og hun hævede fin udtorrede Haand over min Moders Hoved, ſom ydmygt ſenkede fig for den gamle Kvindes taarefyldte Blik.

Det banker paa Doren, Moder reiſer ſig. Wblerne ere ſpiſte. Vi aande friere, da vi gjennem den ſnevre Dor træde ud i Gyden. „Born! Tante Guttraud er helgenkronet blandt Israels Kvinder,“ ſagde min Moder.

Vi feſtede Lid til hendes Ord. Man tilbeder jo Helgener, uden at ſporge om Grunden dertil! Born forlange heller ingen Beviſer. Grandtante fik og kun Betydning for vort Barndomsliv, naar det gjaldt Fiſkehovedets eller Wblets Storrelſe; ellers ſtod hun vore barnlige Interesſer meget fjernt. Men ſelv dette gik i Glemmebogen, ſaaſnart Moder tildeelte os en rigelig Portion, — ikke af den med faa mange Been opfyldte Fiſk —, men af Saucen „à la Mober“.

Hvor fandt jeg ikke Alt forandret og fremmed, da jeg efter 20 Aars Fraverelſe fra Univerſitetet vendte tilbage til min Fodeby. Døden havde, ledfaget af fin tjenſtvillige Haandlanger Choleraen, gjort en rigelig Hoſt. Min elſkede Fader hvilede derude paa

. 2

„Tante Guttraud“. 11

Kirkegaarden; mange Andre havde omſfiftet det Time— lige med det Evige, men deres Navne havde min Hukommelſe neppe bevaret. Mit Feddrehus ſtod for- ladt; mine Brodre vare dragne ud til fremmede Lande, min Soſter gift. Dog virkede min Moder, afholdt af Alle, paa denne nu faa ode Plet; thi hendes Hjerte ſlog for hele Menneſkeheden. Hun var bleven Brend— punktet for hele Familiens ſpredte Straaler, et Forſyn for de Undertrykte og Nodlidende i hele Menigheden. Det var et tungt Sieblik. Taus kaſtede jeg mig i hendes Arme. Vi ſorgede indbyrdes for ikke at fane de gamle Saar igjen til at blode. Men Tausheden voldede kun ſtorre Smerte og gjorde Luften i den lille Hytte endnu mere trykkende og kvelende.

„Lad os gage til Vore!” ſagde Moder. Jeg onſkede dog ikke, at hun fulgte med, — men hun ſmilede.

„Det er min ſeedvanlige Spadſeretour,“ ſagde hun, „Kirkegaarden er min Have, mit Perſepolis.“

En Times Vei fra Byen ligger den jodiſke Kirke⸗ gaard paa en Hoi, bekrandſet af en Egeſkov. Naar man ikke agter at gjore Routen gjennem den ſmudſige Landsby, kan man ogſaa nage den ved at gane over en Eng, omgiven af gamle Poppeltræer. Engen var overſaget med utallige Blomſter. Moder bar ſtedſe hos fig Noglen til Kirkegaardens Port tilligemed den til hendes Have. Vi vare mellem Bekjendte. Fra alle Gravminder lyſte bekjendte Navne os imode.

12 „Tante Guttraud“.

Bed min Faders Grav fældede vi rigelige Taarer og gik nu med lettet Sind gjennem en Rakke af Grave, idet vi hiſt og her opſankede en lille Sten, for at lægge den til Minde paa en eller anden Slegtnings og Bens Grapſted. Endelig ſtandſede min Moder ved en liggende Mindeſten, hvis hebraiſke Inſkription Tidens Tand havde medtaget jaa ſterkt, at det ikke var mig muligt at læfe den, indtil min Moder med taarekvalt Stemme ſagde: „Tante Guttraud“.

Pludſeligt vaktes i mig en Erindring fra min Barndom, og den gamle Kvindes Billede i det hemmelig— hedsfulde Slor traadte atter frem for min Sjæl. Ligeoverfor Dødens uoploſte Gaade følte jeg for forſte Gang i mit Hjerte en Trang til at fritte om Aar⸗ ſagen til Forherligelſen af denne „Helgenkvinde i Israel“. Jeg fatte mig ved Grapſtenens Rand og drog min Moder til mig ned i Skyggen af en Grede— pil, ſom hun ſelv havde plantet der.

„Hvad er det med Tante Guttraud og din fromme Hengivenhed, ſom ſelv nager ud over hendes Grav? Hvor ophoiet maa ikke denne Kvinde have været, naar en Sjæl ſom din boier fig [aa erbodigt for hende?“

Ganſke forffræffet foer min Moder ſammen, da hun horte denne Sammenligning. „Jeg kan ikke ſammenlignes, mit Barn, med denne Helgenkvinde. Guds Naade har forundt mig ſjelden Glæde af mine Born, og min Smerte var ſtedſe kun en ſaadan, ſom treffer fan Mange. Men hun! Hun var den meſt

„Tante Guttrand”. 13

taalmodige Lidende og Trofaſthedens Heltinde. Et Offer, ſom Kjarligheden forlanger, forſtage vi let, fordi vi troe os ſterke nok til at udove den. Tante Guttrand er eneſtagende; hun har ſelv offret fig paa Trofaſthedens Alter. Jeg har aldrig fortalt Eder, Born, om hendes Skjœbne, thi hendes Helgeuglorie dekker vor Families Skamplet; et Barneſind ſkal ikke bedroves ved Skildringer af menneſkelige Vildfarelſer og Misgjerninger. Men da Du nu har bedre Blik pan Livets Lys⸗ og Skyggeſider, vil jeg roligt for— tælle Dig hendes Lidelſeshiſtorie. Tante Guttraud, ſom var en ældre Soſter til min Moder, — din ſalige Bedſtemoder —, velſignet vere hendes Minde! — blev gift i en lille Landsby, ikke langt fra Hoved⸗ ſtaden. Kun af og til horte vi fra hende, og da hendes Mand dode, boſatte hun ſig her med ſine to Dottre. Hun eiede Jan meget, at det netop var nok til at fore et tarveligt Liv. Hun var meget ferm i Alt, hvad. der hedder Perleſtikkeri, og Pigebornene ſogte deres Erhverv ved at ſye for fremmede Folk. Hun var, trods ſine 40 Aar, en ſmuk Kvinde. Hendes majeſtetiſte Gang mindes jeg endnu.

Det var nu pan den Tid, da Kong Jerôme her holdt ſit Hof, at en Mengde Eventyrere fra Frankrig og Elſaß boſatte ſig her. J den nye Deel af Byen aabnedes Boutiker, fan glimrende, at de kunde kappes med dem paa „Frankfurter Zeil“, — naturligviis var

14 „Tante Guttraud“.

det Alt Gjogl og Svindel. To jodiſke Brodre fra Elſaß havde aabnet den ſkjonneſte Forretning, og det vakte ſtor Opſigt i Menigheden, at den Ene af dem forlovede ſig med Tante Guttraud. Det var ham viſtnok meſt om at gjore, at komme ind i vor Familie, ſom, ſkjondt uformuende, alligevel horte til de meſt agtede i hele Menigheden. Ogſaa var Tante Gut— traud, med ſin hvide Bryllupshue, en ſtadſelig Kvinde. Dengang var jeg endnu en ung Pige og daudſede paa Bryllupet, ſom holdtes paa Raadhuusſalen; min Moder, — velſignet være hendes Minde, — kom be— drovet og hovedryſtende hjem fra Bryllupet. Den pompoſe Feſt havde nedſtemt hendes muntre Sind, og Brudgommens Væfen behagede hende ikke. „Det var ikke ſunget for hans Vugge,“ ſagde hun, for dermed at betegne Parvenuen. Og desverre havde hun ſpaget altfor rigtigt. Tantes ægteffabelige Liv var ikke lykkeligt. Hendes blide, ſtolte Hjerte ſaaredes ofte af hans Raahed, ja, man fortalte endog, — ſkjondt hun haardnakket nægtede det, — at han haandgribeligt mishandlede hende. Steddottrene troſtede ſig med deres ſmukke Kjoler og med, at de ikke behovede at ſye for Andre. Tante beholdt fit ligefremme Veſen ſom ellers, men den nye Onkel faldt ikke i vor Smag, og vi gjeeſtede dem kun meget ſjelden.

Den „franſke Tid“ var forbi. Churfyrſten blev igjen ved de Allieredes Hjælp indſat i ſine gamle Rettigheder. Jeg var blandt de „hvide Piger“, ſom

„Tante Guttrand“. 15

modtoge ham ved „Weſerporten“. Men Tiderne havde efter Datidens Mening forandret ſig til det Verre. Det weſtphalſke Hof havde bragt mange Penge i Om— lob. Da Odſelheden horte op, ſtandſedes ogſaa Vel⸗ ſtandskilden; den ene ſtore Boutik efter den anden lukkedes lidt efter lidt. Den ſamme Skjebne ramte Elſaßerne; den ene af Brødrene gjorde fig uſynlig, medens den anden forarmedes mere og mere, og jo fattigere han blev, deſto brutalere behandlede han Tante, ſom med from Hengivenhed underkaſtede ſig den haarde Skjcbne. Hun ſtikkede atter Roſenguir— lander af Perler i Silkepunge, ſom hun ſelv bar tilfals, og Dottrene oprettede en Syſkole og ſyede igjen for fremmede Folk. Bilde En af Familien ræffe hende en Almisſe, da viſte hun Giveren beſkeden og fornem tilbage. „Han“ ſorgede tilſtrekkeligt for Sine.

Allerede et heelt Aar havde jeg været gift, og din gode Fader tillod gjerne, at jeg ydede hende nogen Hjeelp. Naar „han“ var fraværende, og det hendtes nu hele Uger, beſogte jeg ſtakkels Tante, hvis runde Anſigt den indre Sorg terede og blegede; men aldrig kom der et Klageſuk over hendes Leber. Kun i Smug vovede jeg i Kjokkenet at putte de ſmaa For⸗ raad af Kaffe og Sukker, jeg medbragte, i hendes Dottres Lommer, i hvis varme Underkjoler jeg gjen⸗ kjendte Moderens Kleder. Derfor bar hun ſagtens ſelv ved Vintertid en tynd Kattunskjole. Naar man ſpurgte hende, hvor hendes Mand var, ſagde hun, at

16 „Tante Guttraud“.

han var reiſt „ind i Landet“ for Forretningers Skyld. Det troede hun nu ſikkert jelv, men med denne „Reiſen ind i Landet“ ſtod det anderledes til, og den Ene tilhviſtede den Anden Noget om, at han vendte hjem med Penge i Lommen og med Guldkjede og Signet. Du veed nu, mit Barn, at dengang havde hver tydſk Landſtrimmel fit eget Toldveſen; ſaavel fra Hannover ſom fra Frankfurt vare vi afſperrede, og Varerne, ſom rigeligt kom til os fra Hamborg, maatte ved Grendſen i Landwehrhagen fortoldes meget haoit. Da gaves der en Mængde Sfjulejteder, hvorhen Smuglerne ved Nattetid bragte deres Forraad og op— hobede dem i underjordiſke Magaſiner, hvorfra de ad Smugveie bleve forte til Byen. Grendſejcgerne vare Dag og Nat pan Benene, for at fane Fingre i disſe Fyre og at opdage deres Gjemmeſteder, og det ſaa— meget ivrigere, ſom Tyvekoſter ſammeſteds fandt ud⸗ merket Afſœetning. Straffen mod Smuglere og Helere blev ſtedſe ſtrengere haandheevet, og der gaves ingen Pardon for den Paagrebne.

Da rygtedes det en Dag, — det var juſt Ugen forend de ſtore Feſtdage, — at Politiet ved Landwehr⸗ hagen havde opſnuſet en Smuglerbande, og at Hoved— mændene lenkede bleve forte til Byen. Det var mig nu ligegyldigt, og da en huuslig Kvinde ikke fager megen Tid til at ſee ud pan Gaden, fan vilde det Skue, der frembod fig, fuldſteendigt have undgaget min Opmaerkſomhed, hvis jeg ikke tilfældigt havde

„Tante Guttraud“. 17

poleret Vinduerne. Paa en Fjellevogn, eskorteret af Grendſepoliti, bleve Fangerne transporterede over Torvet til Caſematterne. Men Pobelens Skrig og Gadedrengenes Hylen, hvorigjennem Udraabet „Jidde, Jidde“ trængte til mine Oren, bevægede mig til at kaſte et Blik paa de Fangne, og havde jeg dengang ikke holdt mig ved Vindueskarmen, faa vilde jeg af Skrak været ſunken ſammen, thi paa Vognens forreſte Benk fad „han“ med korslagte Hender, bundne med et Reb — min ſtakkels Tante Guttrauds ulykkelige Mand.

Jeg behover ikke at ſige Dig, at jeg var fuld— ſtendig ſom lamſlaaet. Der blev en Allarm i Byen, værre end ved den frygteligſte Ildsvaade. Udenfor Dorene og fra Vinduerne udſlyngede Naboerne Skjelds⸗ ord mod „ham“ og Joderne. Jeg rullede Gardinerne ned, da din Fader vendte hjem fra Contoiret, ſaa bleg ſom et Lig. Hele Menigheden var ligeſom lynſlagen, thi naar en Jode hos os har begaget en Forbrydelſe, fan maa ſtrax hele Menigheden undgjelde derfor. Din Fader fortalte mig, at „han“ i længere Tid havde været Hovedet for denne Smuglercomplot. „Stak⸗ kels Tante Guttraud!“ var Alt, hvad jeg kunde ſige.

„Gaa over til hende,“ ſagde din godmodige Fader til mig. Jeg gik, og, ſaavidt jeg mindes, var det den forſte Gang, at jeg gik barhovedet over Gaden. Paa Veien derhen overtenkte jeg, hvad jeg ſkulde ſige, for

2

18 „Tante Guttraud“.

at troſte hende, men der faldt mig intet Andet ind, end: „Stakkels Tante Guttraud“.

Da jeg kom op, fandt jeg Pigerne i Fortvivlelſe; modbydeligt klang deres bittre Ord og Forbandelſer i mit Øre. Moderen var gaaet bort, hvorhen? til Poli— tiet, til Fængflet eller til Menighedens Forſtander, det vidſte de ikke. De havde allerede længe mærket Uraad, ſtiondt han vortodſlede paa fin egen Perſon disſe uredeligt erhvervede Penge og aldrig bragte Noget med fig til Hjemmet; et dybt Had havde de altid baaret til ham. Men Moderen var forblindet; hun taalte ikke, at der ſagdes noget Ondt om ham, ikke fordi hun elſkede ham eller anfaae ham for bedre, end han var, men hendes blinde Underkaſtelſe og Troſkab var bleven til en taabelig Lideuſkab. Nu vare de Alle vancrede, og det Fornuftigſte, de kunde gjøre, var at drukne fig i Fulda! — Med ſtor Au- ſtrengelſe lagde jeg Baand paa deres uhyggelige Skri— gen; Doren aabnedes, og Tante traadte ind.

Jeg var forbauſet over at ſee hende ſaa modig og neeſten uforandret; hendes Anſigt var kun blevet lidt blegere; under de ſtore, brune Sine havde der lagt fig en morkeblaa Ring, og Vienlaagene ſyntes ligeſom ſtadig at ſittre. Gredende faldt jeg hende om Halſen; Pigerne forſtummede pludſelig.

„Min gode Betty,“ ſagde hun med rolig Stemme, „Gud prøver mig [vært, men hvad Gud gjør, det er

„Taute Guttraud“. 19

velgjort.“ „Har Gud gjort det?“ ſtreg den Leldſte med krampagtig, hjerteſkerende Latter,

Moderen reiſte ſig i ſin fulde Hoide. „Fordommer Du ham, inden vore Fjender ſelv have fordomt ham? Er det allerede afgjort, at han har forbrudt ſig? Og ſelv om han har gjort det, for hvem har han da ſtyrtet fig i Ulykkfe? For at ſkaffe os gode Dage. Fordi han var bedrovet over at ſee Eders ved Syning forſtukne Fingre, har han — jeg vil ikke udtale det, Gud være ham naadig! Men naar Menneſkene ikke have Barmhjertighed og naar de Andre, — Gud for— barme ſig, — fordomme og lade ham i Stikken, ſaa, — jeg er hans Huſtru og har ſvoret ham Trofkab. Jeg vil ikke høre et ondt Ord om ham, eller, ſaa ſandt der lever en Gud, jeg lader mig indeſperre i Caſematterne hos ham.“

„Tante Guttraud,“ udraabte jeg, og mine Taarer flod af Beundring for hendrs Trofaſthed; jeg vilde gribe hendes Haand, men hun trak den heftigt ud af min.

„Hvorover undrer Du Dig? ſagde hun overraſfet, „ſom om der var noget Stort deri? Ere vi Hed— ninger, ſom kaſte Steen paa deres eget Afkom? Jeg, er, Gud være lovet, en jodiſk Kvinde og veed, hvad der ſtaaer ſkrevet. Tal dog med din Mand, Bettyleb! Han er afholdt af Borgermeſteren. Hos Menighedens Forſtander har jeg ſelv været, — men forgjaæves; han ſiger, at de ikke tor blande ſig i Sagen, men at

2*

20 „Tante Guttraud“.

de ere glade over, naar man kun lader dem gaae i Ro; men Feegſelscommisſairen, ſom gaaer for at være en ſtor Jodefjende, han horte roligt pan mig og har tilladt, at jeg tor bringe ham Suppe, ſaa længe han ſidder; ſaa behøver han dog i det mindſte ikke at ſpiſe forbudte Ting. Og nu undſkyld, Betty- leb! Jeg maa ud i Kjokkenet og koge Suppen.“

Hun gik ud, og da jeg forlod dem, ſaae jeg, hvorledes hun i det morke Kjokken omhyggelig ſatte Gryden paa, ſom om det gjaldt at koge Suppe til et ſygt Barn.

Moder ſtandſede med fin Fortælling; men efter en fort Stund vedblev hun: „Du maa ikke troe, Barn, at det er forbi dermed; det Frygteligſte, men ogſaa det Skjonneſte, kommer forſt nu.“

Procesſen varede hele Uger; Intet hjalp mod Indicierne og Arreſtanternes egen Tilſtagelſe. Der opdagedes ſlemme Ting, ſom onde Menneſker for— ſtorrede ved egne Tilſcetninger og bragte i Omlob, jaa at de ſnart nagede til den ſtakkels Kvindes Oren Dog forandrede det aldeles ikke hendes Voeſen. Daglig bragte hun ham Maden og fik endog af Commis⸗ ſairen Tilladelſe til at ſee ham og til at tale med ham i Vidners Paahor. Men hun talte kun Troſte⸗ ord; mild og forſonende indgjod hun ham Mod, og hun havde visſelig heller ikke talt anderledes, ſelv om der havde været Vidner tilſtede. Ellers veg hun ikke fra Hjemmet, modtog ingen Beſog og falbod heller

„Tante Guttraud“. 21

ikke mere ſelv de broderede Punge, ſom havde foftet hende ligeſaa mange Taarer ſom Perler. Kun Nytaars⸗ aften gik hun ſom ellers til Synagogen. De fromme, pyntede Koner vege vel af Veien for hende, men hun lagde ikke Merke. dertil, og hun ſtod ſom ſedvanligt pan fin Plads, uden at fee op fra Bonnebogen. Kun ved de Ord i Bøn: og Bodslitanien: „Fader og Konge, hufk paa, at vi kun ere af Støv”, løftede hun fine Øjne faa ſjelfuldt og indtrængende op til Himlen, ſom om hun vilde nedbede Guds Barmhjertighed over alle Stovets Born.

Kort efter Lovhyttefeſten faldt Dommen. De Fleſte, ſom anſaaes for „Forforte“, flap med en let Straf derfra; Ophavsmendene bleve idømte 10 Aars ſtrengt Zængjel og — jeg gruer endnu ved at udtale det — i 3 Timer at ftaae paa aaben Gade i „Gabe— ſtokken“.

Denne Dom gjorde et frygteligt Indtryk paa Menigheden. Havde han ikke været Jode, — ſaaledes hed det overalt, — faa vilde denne Skjendſel, ſom man i de ſidſte 10 Aar ikke havde oplevet, ikke have truffet ham. Men Regjeringen fang dengang fit „Te Deum“ for den friſkvundne „tydſke Frihed”, og den var bleven ſaa bigot, at den ikke blot feirede den 18de October med Gledesblus paa „Kratzenberg“, men ogſaa gjerne havde brændt alle Joder paa Baalet. Din gode Fader lob atter hen til Borgermeſter Schom⸗ burg, en friſindet Mand, tog to Deputerede fra Menig⸗

22 „Tante Guttraud“.

heden med ſig og tiggede Borgermeſteren om at befrie Menigheden for denne Skjendſel. Pobelen kunde be— nytte den til Opror og ſlaage Ruderne ind hos Jo— derne. Borgermeſteren traf pan Skulderen; han vidſte altfor godt, fra hvad Side Vinden bleeſte; „der var Intet at gjøre, og for de Andres Sikkerhed fkulde der nok ſorges.“ Iblandt Slegtningene "blev der ſamlet 100 Daler, ſom man gav til Churfyrſtens indflydelſesrige Kammertjener, for at han ſkulde lægge et godt Ord ind for ham. Pengene ſtak han vel i Lommen, men det blev ved den afſkyelige Dom.

Ingen Ord formaage at udmale de Lidelſer, jeg udſtod i denne Tid; timeviis fad jeg om Natten og græd i min Seng, og kun et Blik hen paa min Mand og mine Born ſkjenkede mig atter lidt Ro, faa at jeg faldt i Søvn. Tante Guttraud vakte min ſtorſte Be⸗ undring, naar det lykkedes mig at mode hende og at faae hende i Tale pan hendes Gang til Caſematterne. Hun var ſaa rolig og gudhengiven, ligeſom om kun et Lyn eller Dødsfald eller en uforſkyldt Tilfkikkelſe af-den Almægtige havde truffet hende. Pigerne vifte ſig ikte for Nogen. Maden, ſom vi dagligen efter Tour ſendte til dem, kom ſtedſe urort tilbage i Wad: kurven.

Forſtkommende Fredag Eftermiddag fkulde det frygtelige Skueſpil gaae for fig. Dengang ſtod det gamle Raad⸗ og Domhus med fit hoie Skifertag og med fit lille, ſpidſe Taarn endnu paa Torvet paa

„Tante Guttraud“. 23

Hjørnet af „Fiſkergaden“. Under Uhrfkiven ſtod det ſmukke Ordſprog: „Een Mands Ord ere kun halve Ord”. Jeg veed ikke, om Du endnu mindes bette, men det laa ligeoverfor det Sted, hvor dine ſalige Bedſteforceldre levede. Og juſt der paa Hjørnet var der et Taarn, ſom udenfor var tilgittret og indvendig forſynet med en Væg, ſom kunde vendes; bunden til denne, blev da den ſtakkels Synder med blottet Bryſt ſtudt frem, givet til Pris for Maengdens Ukvemsord og udſat for Pobelens Steenkaſt. Denne afffyelige Fremgangsmaade, ſom oprorer de menneſkelige Folelſer og ophidſer de dyriſke Lidenſkaber, havde den fromme evangeliſke Regjering atter indfort, efterat de guds— fornegtende Franſkmeend hapde affkaffet den. Og der ſkulde „han“ nu udſtilles, han, ſom desværre horte til vor Familie, der aldrig havde kjendt til nogen Skamplet. Den Dag fvinder aldrig af min Erindring, den var for hele Menigheden verre end ſelve Dagen, paa hvilken vi mindes Jeruſalems Odelceggelſe. Jo⸗ dernes Butikker vare lukkede; Ingen viſte ſig paa Gaden; ſelv Børnene holdt man hjemme af Frygt for, at de paa Veien fra Skolen ſkulde lide nogen Overlaſt af Gadedrengene. Jeg maa tilſtaage, Barn, at det forekom mig uværdigt at blive hjemme og kun tænke paa min egen Sikkerhed, medens den ſtakkels Tante Guttraud visſelig pintes af Kummer og Lidelſer. Naar det er et gudbehageligt Vork at gage til den Doende, — hvor tor man da overlade En til ſig

24 „Tante Guttraud“.

ſelv, hvis Sjæl doer en tuſindfoldig Dod. Jeg ſagde det til din Fader. „Gjor ſom Du vil,“ ſagde han, „jeg ffal nok imidlertid pasſe pan Bornene.“ Jeg kaſtede mit Shawl om mig, lob over Gaden, uden at ſee mig om, men Doren var tillaaſet, jeg bankede og tog i den forgjeves. Naboerſken, Skredermadamen Engelbrecht, kom ud paa Trappen og ſagde, at Pige⸗ børnene havde ſkudt Slaaen for indenfra, og den ſtakkels Kone var gaaet bort. — Bort! Bort! hvorhen? Veed man det? „Et fortvivlet Menneſke er utilregne⸗ ligt og veed ikke, Hvad det gjør,” ſagde Md. Engel: brecht, idet hun traf paa Skuldren. „Ak Gud! det gjør mig ondt for den ſtakkels Kone.“ Med uforrettet Sag gik jeg med endnu tungere Hjerte derfra. Vil Du troe det, Barn, jeg frygtede ſelv for, at denne Helgeninde kunde have gjort en Ulykke paa fig ſelv. Men hvor flammede jeg mig, da jeg fif at vide, hvad hun havde gjort.

Timen flog; en ſtor Mtængde Menneſker bølgede pan Torvet; den brutale Hob glædede fig til det bru— tale Skueſpil og fang Smedeviſer om Jøderne. Politi og Militair holdt Orden, og Veien til Raad— huſet var ſperret. Fra et ſtort Vindue opleſte en Retsbetjent Dommen, og Mengden jublede; nu dreiede den ſkjcebneſvangre Væg lig i fine Herngſler, og med blottet Bryſt, Hovedet ſcenket til Jorden og med et Anſigt, ſom det i Fengflet vildtvoxede Skjceg endnu mere vanſirede, traadte den Ulykkelige frem. Paany

„Tante Guttraud“. 25

udſtodte Mængden et endnu vildere Hyl. Allerede boiede Nogle fig ned for at tage Steen og fafte dem paa Forbryderen, — da aabnede fig Raadhuſets lille Dor og Tante Guttraud traadte ud i det med Sol— dater afſperrede Rum, men iſtedetfor at pasſere igjennem det, blev hun ſtaaende ved „Gabeſtokken“, løftede fig med den torre og knoglede Haand iveiret paa Jern⸗ gittret og ſtod nu paa Skampladſen, ſynlig for Alle, tæt ved Siden af fin Mand, hvem hun havde til- ſvoret Troffab under Brudehimlen. Saaledes ſtod hun i flere Timer, men ikke fortvivlet, nei, ganffe rolig, ſom om det var det Naturligſte af Verden. Saaledes ſtod hun med Dinene feſtede paa ham, der Jaae hen til hende, medens tunge Taarer, ſom han ikke formaacde at aftorre, trillede ned i hans Stjæg.

Det var, ſom om et Lyn eller rettere ſom om en Lysſtraale fra Gud havde truffet Mengden. Skjeeldsordene og Hylet forſtummede pludſeligt. „Hans Kone! Hans Kone! Hans uſkyldige Kone!“ tilhviſkede den Ene den Anden, og faa mange luſfkede fig bort, at Soldaterne ikke mere havde nogen Uleilighed med at holde Pladſen ryddelig.

Preſten Matthias, ſom paa Veien til Aftenmesſen i „Broderkirken“ horte, hvad der var pasſeret, traadte nærmere til og tog Hatten dybt af.

Som en Lobeild gjennemfloi det hele Menigheden, og lidt efter lidt ſtrommede Alle ſammen paa Torvet. Man følte ikke længer nogen Skam, og man var ſtolt

26 „Tante Guttraud“.

af denne Adfærd. Lignende Forbrydelſer havde man hort overalt og til alle Tider; men uhort var et ſaa— dant Martyrium af den ecgteſkabelige Troſkab. Der blev en ſtille Beundring; man ryſtede med Hovedet, den Ene nikkede til den Anden, der hørtes dybe Suk, og den gamle Rabbiner loftede ſine Hender iveiret og udraabte: „Nu er jeg dog bleven faa gammel, men alligevel veed jeg ikke, hvilken Velſignelſesformel jeg ffal udtale over denne Handling.“ Jeg troer endnu paa, at det ſkete paa Borgermeſter Schomburgs Forlangende, at Tiden blev afkortet, og at Staklen forſvandt for Mengdens Sine. Nu vilde Mængden gjennembryde Spalieret. De havde visſeligen baaret Tante Guttraud hjem paa Henderne, men hun var forſvunden gjennem den ſamme Dor, ad hvilken hun var traadt ud.

Manu ſogte hende forgjeves, ſkjendt Forſtander og Menighed nu paa engang kunde finde Veien til hende. Hun var hos „ham“ i Cellen eller indeluk⸗ kede ſig med Sine. Engang fandt jeg hende efter mange frugtesloſe Forſog, og jeg ſank uvilkaarligt ned paa Knef, ligeſom ved Knefaldet paa Forſoningsdagen, men hun ſendte mig et haardt Blik og ſagde: „Betty, Du forſynder Dig fvært! Hvad vilde din Moder, — Fred være med hende, — tænke? hun var ti Gange bedre end jeg!“

Da Churfyrſtinden blev fodt, bleve Mange be⸗ naadigede, og Straffetiden afkortedes. Da kom „han“

„Tante Guttraud“. 27

ogſaa fri. Men i de fugtige Caſematter vare hans Hender og Fodder blevne veerkbrudne, og ſaaledes henlaa han den øvrige Deel af fit Liv, ſom Du jo ſaae, indhyllet i Kamferpuder og pleiet, ligeſom et ſygt Barn, af ſin trofaſte Kone. De levede af eu Aarsrente, ſom Familien havde ſkudt ſammen.

Kort efterat Du forlod vor By, endte „han“ ſine Lidelſer. Men ogſaa den taalmodige Lidendes Livsopgave var fuldendt; og da hun ikke havde mere at virke for her paa Jorden, kaldte Gud hende tilbage til fit faderlige Skjod. Den eldſte Datter er Lerer⸗ inde. i en Arbeidsſkole, den yngre gift med en Skole— lærer.

See! der har Du Hiſtorien om den Helgeninde, der hviler under denne Sten.“

Moder reiſte ſig; bagved Egeſkoven gik Solen ned, og dens Affkedsſtraaler ſpeilede fig i min Moders vaade Sine. „Gives der endnu ſaadanne Kvinder i Israel?“ ſpurgte hun.

Jeg ſaae taus op til hende og trykkede varmt hendes kjerlige Hender.

Ved Berendt Salomon.

28

Fangen pan Mohen⸗Arach. Ved Adjunkt Chr. - Ramsgaard.

Natten imellem Langfredag og Paaſke Loverdag 1590 red fer ſterke Karle under Fakkelſtin op ad den ſteile Vei til Borgen Hohen-Urach. Føreren for Toget red foran; efter ham fulgte fire Karle, der havde en Mand imellem fig, hvis mægtige Skikkelſe var ind⸗ hyllet i en lang Kappe af ſort Taft, ſaaledes ſom lærde Mend dengang havde for Skik at bære dem; den ſjette Rytter fulgte efter i en Heſtelcengdes Af⸗ ſtand med et blankt tveægget Sværd i den ene Haand og en Fakkel i den anden. Af den hele Maade, hvor⸗ paa Toget var ordnet, og af den Omſteendighed, at den Mand, Rytterne havde imellem fig, ikke alene havde Hænderne bundne, men tillige Sinene tildekkede af en ſaakaldet ſpanſk Hætte, var det let at forſtage, at det var en Fange, der blev bragt til Hohen-Urach,

Fangen paa Hohen⸗Urach. 29

og det en Fange af Betydning, da man ellers neppe havde valgt en faa uſedvanlig Tid til Reiſen eller truffet fan omfattende Forholdsregler for at hindre en Flugt.

Det var i Virkeligheden en betydelig Mand, man paa den Maade bragte op til den gamle, ftærfe Borg. Det var den keiſerlige Pfalzgreve Nicodemus Friſchlin, den for faa beromte Doctor i Medicinen og Philoſo⸗ phien, den lærde Aſtronom og Profesſor i Tübingen, den hoit priſte, med Laurbær kronede Digter, tidligere Hertug Ludvig af Würtembergs Yndling, Hofdigter og Drikkebroder. Alt dette havde Friſchlin, den würtem⸗ bergſke Virgil, ſom han med Rette kaldes, været, men nu var han ſtyrtet ned fra fit hoie Stade. Længe havde han, forviiſt fra Würtemberg, vanket om fra Sted til Sted og kjempet med Nod og Elendighed, og tilſidſt var han paa Befaling af den ſamme Hertug, der tidligere i jaa hoi Grad havde ſkjenket ham fin Gunſt, bleven faengflet i Mainz og foreløbig bragt ſom Fange til Borgen Hohen-Würtemberg. Hin Lang⸗ fredag Nat blev den ulykkelige Digter afleveret i den frygtelige würtembergſke Feſtuing Hohen-Urach.

Den forſte Anledning til den berømte Lærdes og høit ſkattede Digters Fald gav en Strid, der var op⸗ ſtaaet mellem ham og den adelige Overfoged i Tü— bingen, Fritz Herter von Herteneck, af hvem Friſchlin var bleven dodelig fornermet ved et Gjeſtebud. Dybt krenket over denne Medfart havde den lærde Pro⸗

30 Fangen paa Hohen⸗Urach.

fesſor i en latinſk Tale til Bondeſtandens Roes, ſom han ovenikjobet lod trykke, tilladt fig nogle heftige Angreb paa Adelſtanden i Almindelighed; han havde faldt Adelsmendene Bondeplagere og Tyranner og bvændemærfet dem ſom ugudelige, uvidende og troloſe Menneſker, der vare iſtaud til at ove enhver Kjeltringe⸗ ſtreg, Synd og Laſt. Disſe Udfald fremkaldte en ſand Forbittrelſesſtorm hos Landets Adel og navnlig blandt de Adelsmænd, der vare boſatte i Tübingen og den nermeſte Omegn; i Spidſen for dem ſtod Hofdommeren Burchard von Anweil og den allerede nævnte Fritz Herter von Herteneck. Forſt ſogte de at gjendrive Friſchlins Angreb ved et Moͤdſkrift af en ſachſiſt Theolog, Marcus Wagner, der mod et glimrende Vederlag paa deres Vegne forfattede en Opſats med Titelen: „Kort, enfoldigt, bondeagtigt Svar paa den unyttige, bagvaſkende og forncermelige Snak og Kvekken af en usſel Fro, der falder fig Nic. Friſchlin, laurbeer⸗ kronet Digter, keiſerlig Pfalzgreve og Profesſor ved en berømt Hoiſkole i Tydſkland“. Dette Skrift, hvori Friſchlin ligefrem blev ſigtet for Opror og ſtkildret ſom en anden Thomas Münzer, havde kun tilfolge, at der kom endnu mere ud af Sagen. Triſchlin be⸗ ſvarede det imod ham rettede Smadeſkrift ganſke i hin Tidsalders uparlamentariſke Polemiks Aand med et ikke mindre hadſk „Grundfaſt, ſandfcerdigt og nodven⸗ digt Svar paa en ære= og ſkamlos Opfkrift af Marx Waguer, en Præjt, der falder fig Theolog og Hiſtoriker“.

Fangen pan Hohen⸗Urach. 31

J dette Skrift betegnede han Marx Wagner ſom en „forloben Knægt, der pan Grund af Kirkeran, og fordi han i Skotland havde klippet Blade ud af gamle Bøger i forſtjellige Kloſtre, ſtulde have været hængt”, og han gav ſin Modſtander en fan grov Medfart, at han forſtummede for beſtandig.

Ved dette Moͤdſkrift var det imidlertid ikke lyk— kedes Friſchlin at gjore godt igjen, hvad han havde forbrudt ved fine Angreb paa Adelen. Han ſogte rigtignok at forſone Adelsmendene ved et færligt Forſvarsſkrift, hvori han ftræbte at tage Braadden fra det, han havde ſagt i fin Tale til Bondeſtandens Roes, idet han paaſtod, at han altid kun havde figtet til Enkeltmand, ikke til hele Standen; men han kunde heller ikke nu afholde fig fra fornermelige Yttringer, idet han f. Ex. haanligt lod ſig forſtaage med, at Adels⸗ mændene aabenbart havde misforſtaaet hans Tale, da kun de ferreſte af dem forſtod Latin. Fremdeles an⸗ vendte han ogſaa i dette Skrift endeel Kraftudtryk, der aldeles umuliggjorde den tilſigtede Forſoning og endnu mere opbragte Adelen. Adelsmendene i de tydſke Kredſe, i Serdeleshed det ſchwabiſke og fran⸗ kiſke Ridderſkab tilligemed Ridderne i Wetterau og Rhinkredſen, henvendte fig nu med ſpulſtige Klage⸗ ſkrivelſer til Hertugen af Würtemberg og fordrede, at han ſkulde tvinge „den lognagtige Wreſkjcœnder, der havde angrebet, forhaanet og kaſtet Snavs paa hele det tydſte Ridderſkab“, til at falde ſine Udtalelſer

32 Fangen pan Hoheu⸗Urach.

tilbage og ſtraffe ham, ſom han fortjente, pan Wre og Liv.“

Hertug Ludvig blev i hoi Grad ubehagelig berørt ved denne Anmodning om at træde op mod hans kjere Digter. Han afviſte de indgivne Klager, men ſaage fig dog nødt til at gjøre Adelen enkelte Ind— rommelſer. Han tog ikke mere, ſom Tilfeldet tid— ligere hyppig havde været, Friſchlin med paa Jagt, indbød ham ikke til Hoffet, men gav tvertimod Be- faling til at nægte ham Adgang, og da han ilede til Stuttgart for at forſone Hertugen, blev han afviiſt af Dorvogteren paa Slottet. De trykte Eremplarer af hans Tale til Bondeſtandens Priis bleve paa Her: tugens Befaling beſlaglagte, og det blev paalagt Se— natet for Univerſitetet i Tübingen „med Alvor og Iver at arbeide hen til, at Friſchlin for Fremtiden holdt fin uforſkammede Mund og ikke ſkrev, udgav eller lod trykke Nogetſomhelſt uden Hertugens og Se— natets Vidende.

Ved disſe Forholdsregler kom den lidenſkabelige Digter og Lerde i ſtort Opror. Uden at endſe Her⸗ tugens Forbud, indgav han et Klageſfrift til den tydſke Keiſer og ſendte et Exemplar af den beſlaglagte Tale og Forſvarsſkriftet med, og i ſin Egenſkab ſom laurbeer⸗ kronet Digter og Pfalzgreve anraabte han den keiſer⸗ lige Majeſtckt om Ret og Retfærdighed ſamt om Be⸗ ſkyttelſe mod Adelens Angreb og Forfolgelſer. Dette Skridt blev ſtjcebneſvangert for Friſchlin. Hertug

Fangen paa Hohen-Urad). 33

Ludvig blev meget forbittret, da han fik at vide, at Friſchlin havde handlet mod hans klare og beſtemte Befalinger. Han lod ham ufortovet ſtevne for Senatet i Tübingen og fordrede, at han ydmyg fulde bede om Forladelſe og erklære, at han fremdeles „vilde være Hertugen og Senatet lydig ſom en underdanig Tjener“. Friſchlin var for ſtolt til at gage ind der⸗ paa, og han bad Hertugen om Afſked for at kunne „ſoge Tilflugt under den keiſerlige Majeſtets og det romerſte Riges udſpendte Ornevinger“, ſom han ſlut⸗ tede fit Svar til Hertugen. Han afgav ligeoverfor Senatet en lignende trodſig Erklæring, da det i en hertugelig Afſendings Nœrverelſe kaldte ham til Regn⸗ ſkab. Friſchlin ſkal desuden have yttret, at „Orne⸗ vingerne ere ſterkere end Hjortetakkerne“, det paaſtaae hans Fjender ialfald, og denne Hentydning til det würtembergſke Vaaben kunde ikke undlade at ophidſe Hertugen yderligere, ſaameget mere ſom Friſchlins Embedsbrodre ved Univerſitetet, iſeer den hadſke Pro⸗ fesſor Martin Cruſius, nu ogſaa lode ſig henrive af lav Misundelſe og holdt paa, at den dem langt over⸗ legne Digter og Lærde ſkulde fjernes fra fin Stilling. Endſkjondt Friſchlin ſenere angrede fin Hidſighed og erklærede fig villig til at opfylde Hertugens Forlan⸗ gende ſamt undertegnede et i den nævnte Aand affattet Document, gik Hertug Ludvig dog ind paa at meddele fin forhenværende Yudling Afſked, da Stenderne i

Krain kaldte den hoileerde Doctor Nicodemus Friſchlin 3

34 Fangen pan Hohen-Urad).

til Rector for deres Hoiſkole i Laibach. J Sommeren 1582 forlod den beromte Mand Univerſitetet i Tü⸗ bingen, hvis Bryd han under fin fjortenaarige Virk⸗ ſomhed havde været, og dermed gjorde han det forſte Skridt henimod Ulykken.

J Laibach blev han modtaget med ſtor Hader, og den mye Rectors Ry ſkaffede Hoiſkolen en meget forøget Frekvents, men det varede ikke længe, for det paa Grund af Forholdene blev umuligt for Friſchlin at udfolde der en gavnlig og velſignelſesrig Virkſomhed, og Opholdet i Laibach blev ſnart gjort aldeles umuligt for ham. Ridderſkaberne i de tre Kredſe Schwaben, Franken og Rhin ſamt i Wetterau, ſom vare i hoieſte Grad forbittrede over, at Hertugen af Würtemberg havde afviiſt deres Klager, rettede til Stenderne i Krain et fælles Andragende, Hvori de fordrede, at „Krainerne ikke maatte taale Friſchlin i deres Land, men at de ſkulde bortviſe ham fra deres Enemeerker, da de ellers vilde henvende fig til Keiſeren“. Steen⸗ derne i Krain afviſte vel denne Henvendelſe, men den ſkaffede dog Friſchlin mange Fjender blandt Landets Adel, og disſe bagvaſkede og forfulgte ham uophorlig, ſaa at han tilſidſt i Harme over den Uretferdighed, man vifte imod ham, forlangte fin Affked, der ogſaa blev ham tilſtaaet, ſkjondt med ſtor Beklagelſe fra de Myndigheders Side, der vare ham overordnede.

Efter et næften toaarigt Ophold i Laibach greb Friſchlin Vandringsſtaven og drog tilbage til. fit

Fangen paa Hohen⸗Urach. 35

Hjemſted Tübingen, hvor han haabede at fage fin tid— ligere Lœreſtol tilbage. Han rettede ſtrax efter fin Ankomſt en underdanig Bon til Hertugen om atter at faae Anſcttelſe, men der var for Sieblikket ingen Profesſorpoſt ledig, og Hertugen bad ham haabe paa Fremtiden. Friſchlin offrede ſig da af Nod og Trang til anden Virkſomhed og ſyslede ifær med Udgivelſen af fine i det latinſke Sprog affattede dramatiſke Verker. Der var fem Skueſpil: Rebecca, Suſanna, Hildegard, Priscian og Julius, der allerede tidligere vare blevne opforte i Stuttgart ved Hertug Ludvigs Hof og havde vundet ſtort Bifald. De bleve trykte i Straßburg hos Bernhard Jobin, ſom det dengang var Skik og Brug, paa Forfatterens egen Bekoſtning. Skjondt han ikke led noget Tab ved dette Foretagende, blev han dog ſkuffet i fin Forventning derved at fortjene det Fornodne til Underhold for ſig ſelv og ſin talrige Familie. Han kom i ſtor Nod, Hvorfor han gjorde Forſog pan at fane Auſettelſe ved Skolen i Straßburg, Hvor han havde taget Ophold. Men uagtet han havde varme Anbefalinger fra høit anſete Skolemend, navnlig fra den udmærkede Rector for Gymnaſiet i Straß⸗ burg, Johann Sturm, nagede han dog ikke fit Maal. J ſin Fortvivlelſe henvendte han ſig atter til Hertugen af Würtemberg og bad ham endnu en Gang om en Anſcettelſe i Tübingen ſamt om et Laan pan 100 Gylden. Nu yukedes Hertugen over fin ulykkelige

Digter; han lod ham ikke blot udbetale den forlangte 3 *

36 Fangen paa Hohen⸗Urach.

Sum, men udnævnte ham til extraordinair Profesſor ved Univerſitetet i Tübingen, ſkjondt de af Cruſius bearbeidede Profesſorer proteſterede derimod. Hans Lon var ringe, men dog tilſtreekkelig til et anſtendigt Udkomme, og Hertugen udnævnte ham desuden fort efter tillige til würtembergſk Hofdigter, hvilken Stil⸗ ling paa Grund af hans Jernflid og ualmindelige Skaberevne gav ham rig Leilighed til at foroge ſine Indtegter. Det fane nu ud, ſom om han atter kunde fane Lov til at fore en rolig og nyttig Tilvœrelſe, men hans Fjender undte ham ingen Ro. Adelen forfulgte ham med dobbelt Had, fordi han ſom for ſtod i Naade ved Hoffet. Ligeledes maatte han lide under Cruſius' og nogle andre Embedsbrodres Misundelſe, da de laane deres Indtegter formindſkede for den aandrige Lerdes Skyld, ſaaſom Studenterne kempede for at faae Plads ved hans Forelæsninger, medens de ſelv talte for tomme Benke. Adelen og Profesſorerne ffyede Derfor intet Middel til at fortrænge ham af Hertugens Gunſt og fra hans Embede, og da de ingen hederlig Udvei kunde finde, greb de til Bag⸗ vaſkelſe og falffe Beſkyldninger.

Den 4de Januar 1586 indgav Univerſitetets Senat, rigtignok efter en ſterk Oppoſition fra et Mindretals Side, et Andragende til Hertugen om, at Friſchlin maatte blive fat under Tiltale for et Mord, han for⸗ meentlig havde begaaet pan en Tjeneſtepige. For at give denne Sigtelſe et Skin af Sandſynlighed, frem⸗

Fangen paa Hohen⸗Urach. 37

forte man endeel uſandferdige og opdigtede Bi⸗ omſtendigheder og urene Beveggrunde fra Friſchlins Side.

Denne Anklage bragte naturligvis den lidenſkabe⸗ lige Friſchlin i voldſomt Opror. Han fandt det under fin Verdighed at forſvare fig mod en ſaadan Be⸗ ſtyldning, og da man meddeelte ham, at han ſnart vilde blive belagt med Arreſt, ſeirede hans opblus⸗ ſende Vrede over hans ellers fan rolige Overleg, og for forſt og fremmeſt at værne om ſin perſonlige Frihed, flygtede han den 4de Marts fra Tübingen og begav fig til Frankfurt. Derpaa havde hans Fjender netop gjort Regning, og den fortrolige Meddelelſe om Udſigten til Fengſling var ſandſynligviis given ham paa Foranſtaltning af dem. Hans Flugt, ſom han ſenere kaldte en af de taabeligſte Streger i hans Liv, blev nu anſeet for et farligt Vidnesbyrd om hans Brode, og endſtjondt han ſtrax fra Frankfurt tilſtillede Hertugen en ſkriftlig Retferdiggjorelſe, var det ham umuligt derved at udviſke det flette Indtryk, hans overilede Flugt havde gjort. Han gjorde lige⸗ ledes kun Ondt verre ved en glimrende latinſk Elegi, han nogle Dage ſenere udſendte mod fine Anklagere, og ſom indeholdt en Mengde af de groveſte Forner⸗ melſer mod mange hoitſtaagende Perſoner, men iſeer mod Profesſorerne og Senatet i Tübingen. Dette Skridt havde nemlig til Folge, at Senatet indgav en Klage over Friſchlin for Fornermelſer i Ord, og at

38 Fangen paa Hohen⸗Urach.

Hertug Ludvig paany blev forbittret paa ſin Hofdigter, der atter havde ſyndet ſaa haandgribeligt mod det ham givne Tilhold at holde ſin „uſtyrlige Mund“ i Tomme. Hertugen anſaae ham nu for uforbederlig og unddrog ham den ſidſte Reſt af ſin Bevaagenhed, og Friſchlin var ikke iſtand til at forſone ham, da han kort Tid efter bad Hertugen om Tilgivelſe og tillige, dreven af Nod og Armod, bonfaldt ham om Tilladelſe til med Sikkerhed for ſin Perſon at vende tilbage til Tübingen. Hertugens Vrede tog tvertimod endnu mere til, da man underrettede ham om, at Friſchlin, uden at oppebie Svaret paa ſit Andragende, ſtolt og trodſig var vendt tilbage til ſit Hus i Tü⸗ bingen, og at han der opførte fig, ſom om hau i Virkeligheden havde faaet frit og ſikkert Leide. Dig⸗ teren blev derfor paa Hertugens Befaling af Under⸗ fogden Daicker og Borgermeſteren Kienlen affordret Ord og Haandſlag paa at holde fig rolig i fit Hus, indtil Underſogelſen imod ham var affluttet.

J tre Uger fad Friſchlin arreſteret. Den 7de Juli indfandt Underfogden og Byſkriveren fig med to Vidner i hans Huus, for at meddele ham Hertugens Beſlutninger. De forelæfte ham et vidtloftigt Akt⸗ ſtykke, der, uden at gage nærmere ind pan den egent⸗ lige Gjenſtand for Underſogelſen, indeholdt en fuld⸗ ſtendig Fortegnelſe over alle de Synder, han havde begaget eller ſkulde have begaaet. J Spidſen ſtod hans Fornermelſer mod den hoie Adel, ſom indeholdtes

Fangen paa Hohen⸗Urach. 39

i hans Tale til Bondeſtandens Priis, derneſt hans ſtadige Stridigheder med Profesſorerne og Senatet og tilſidſt haus gjentagne Opſctſighed mod Hertugens udtrykkelige Forbud imod at udgive og offentliggjore Nogetſomhelſt paa Tryk uden hans Bidende. Hertugen havde dog ikke iſinde at fare frem mod ham med al den Strenghed, ſom han fortjente for alle disſe For⸗ ſeelſers Skyld, men paa Grund af fin medfødte Mildhed ſtillede han ham de tvende Vilkaar „enten at under⸗ kaſte ſig en Underſogelſe efter alle Rettens ſtrenge Former og den deraf folgende Straf eller at udſtede en Forſkrivning, hvori han lovede for beſtandig at forlade Hertugdommet ſamt forpligtede ſig til hverken i Tale eller Skrift at angribe eller bagvaſke Hertugen eller hans Raader og Tjenere eller ſine egne tidligere Univerſitetsfeeller“.

Paa de nævnte Ovrighedsperſoners Sporgsmaal om, hvilken Lod han valgte, erklerede Friſchlin, at han beſtemte ſig for den ſidſte, efterſom han nok kunde indſee, at han under en retslig Forfolgelſe af Sagen hverken vilde nyde Ret eller Retfærdighed, da Her⸗ tugen faa beſtemt Havde ſtillet fig paa hans Mod⸗ ſtanderes Side.

Det blev derneſt kundgjort Friſchlin, at Hertugen, hvis han paa nogenſomhelſt Maade handlede mod den Forpligtelſe, han nylig havde indgaaget, forbeholdt fig Ret til „at fare frem mod ham ſom mod en Meen⸗ eder, der havde brudt fit Ord og fit Segl, og til at

40 Fangen paa Hohen⸗Urach.

anvende alle loymeesſige Midler mod ham, hvor han end maatte opholde fig”.

Den beklagelſesverdige Digter og Lærde gik og⸗ faa ind paa denne Betingelſe, og han underſkrev denne Erklæring og forſynede den med fit Segl, uden at tenke paa, at han ved dette Skridt berovede ſig ſelv al Magt og Ret ligeoverfor fine Modſtandere, og uden at ane, hvilke Folger der kunde flyde af denne Handling. Faa Dage efter drog den ulykkelige Mand bort fra Tübingen og ſit Hjem i Schwaben, uden at vide, hvorhen han fkulde vende fig. Efter et fort Ophold hos Biſkoppen af Speier, der ſkattede baade ham og hans Lærdom hoit, begav han fig over Worms og Mainz til Frankfurt, for udelukkende at ſysle med poetiſke Arbeider og deres Udgivelſe. Men ſkjondt det var herlige Aandsproducter, han ſendte ud i Verden, bragte de ham kun ringe Indtægt; hans Midler til fit Underhold ſmeltede mere og mere ſam- men, og han ſank ſnart ned i den dybeſte Armod. Han prøvede da paa at faae Anſettelſe i Marburg, Casſel, Erfurt, Leipzig og tilſidſt i Dresden, men forgjeves, da hans Fjenders Had allevegne fulgte ham i Helene og tilintetgjorde hans Beftræbelfer. J ſin Fortvivlelſe begav han ſig endelig til Prag, hvor han haabede at hæve fin faldne Lykkeſtjerne paa Grund af hans Stil⸗ ling ſom keiſerlig Pfalzgreve; men han havde heller ikke Held med fig der, uagtet han fandt en god Mod⸗

Fangen paa Hohen-Urad. 41

tagelſe ved Keiſerhoffet og i et Brev til den würtem⸗ bergſke Kantsler Melchior Jäger undertegnede. fig „Hs. K. K. Majeſtcts bohmiſke Hiſtoriograf og Bib⸗ liothekar“. Dette Embede haabede han nemlig at fage, men uagtet alle hans Anſtrengelſer og Intriguer mod den lærde Hugo Clotius, der bekledte denne Poſt, blev det ved Haabet. Da hans Stilling i Prag blev mere og mere ſorgelig, tog han ſin Tilflugt til Witten⸗ berg, hvor Lykken endelig atter ſyntes at ſmile til ham. Her lykkedes det ham at opnaage en Poſt ſom Privatdocent, og det varede ikke længe, for han havde den Glede at ſee fine Forelæsninger over Rhetorik og Poeſi beſogte af en talrig og glimrende Kreds af Tilhorere.

Friſchlins Vilkaar bleve dog ikke bedre; da han ikke havde nogenſomhelſt faſt Indteegt, ſank han ſtadig dybere i Nod og Elendighed, faa at hans Huſtru, hvis det gaaer an at feſte Lid til hans arrige Fjende Cruſius's Optegnelſer, fane fig mødt til lidt efter lidt at bantfætte eller ſelge fine ſidſte Smykker og Koſt⸗ barheder. Friſchlin efterkom derfor med Glæde en Kaldelſe til Staden Braunſchweig, for hvilken han kunde takke ſin Ven Dr. Polycarpus Leyſer, der ſam⸗ tidig med ham havde ſtuderet i Tübingen, havde været hans Embedsbroder i Wittenberg og nu var Super⸗ intendent i Braunſchweig. J Marts 1588 forlod han Wittenberg, for at overtage Styrelſen af den ſaakaldte Martinsſkole i Braunſchweig, og denne Lereanſtalt

42 Fangen paa Hohen ⸗Urach.

tog ſnart et meget ſterkt Opſving i Elevtal paa Grund af den nye Rectors ſtore Lœrergaver. Uagtet han i faſt Lon kun havde den ringe Sum af omtrent 300 Kroner og desuden Halvdelen af Skolepengene af omtrent 600 Elever, havde han dog her atter opnaaet en agtet og ſikker Stilling, i hvilken hans Formues⸗ omſtendigheder ogſaa kunde have forbedret ſig, hvis han Havde kunnet lægge Baand paa fin rappe og uſtyrlige Tunge, og ijær hvis det havde været ham muligt af tæmme fin Stridbarhed og Spottelyſt. Man havde allerede i Tiibingen lagt ham til Laft, at han var altfor kaad og uſtyrlig ved Bægeret og ved Gilde⸗ bordet, og denne Svaghed flæbede endnu ved ham og blev en bekjendt Sag, for han endnu ret var bleven hjemme i Braunſchweig. Han var ved et Gjeſtebud faa uforſigtig at foreleſe nogle af ham ſelv forfattede Smedeviſer, der indeholdt en aaben og ufordulgt Forncermelſe mod en af Tydſklands regjerende Fyrſter. For at undgaae at blive fat faſt i den Anledning, ſaae Friſchlin fig nodſaget til i Mulm og Morke at flygte bort fra Braunſchweig, og Cruſius havde den Fornoielſe at kunne indføre i fine Optegnelſer om Friſchlin: „umulig i Braunſchweig“.

Nu var den udmerket begavede Lærde atter uden Embede og Udkomme, og han vankede om i nogle Maaneder og friſtede Livet paa en mere end kum⸗ merlig Maade, faa at han, hvis man kan ſtole paa Cruſius's Optegnelſer, endog maatte gribe til Bettel⸗

Fangen paa Hohen⸗Urach. 43

ſtaven. Gan blev tilſidſt faa ydmyget og knuſt, at han fane fig foranlediget til at henvende fig til fin tidligere Velynder, Hertugen af Würtemberg, med Bøn om en naadig Hjælp, „den være end nok ſaa ringe“.

Hans ydmyge Begjering fandt ikke blot intet naadigt Øre, men den blev endog afviift i en faa frænfende Form, at den ulykkelige Digter blev. i hoieſte Grad opbragt og forbittret. Uden at tage mindſte Henſyn til den Forpligtelſe, han havde indgaget til „hverken at angribe eller bagvaſke Hertugen eller hans Raader“, ſtilede han fra Speier den 20de Marts 1590 til det hertugelig würtembergſke Cancelli, hvor⸗ fra han havde modtaget den ſaarende Afvisning, et lynende Svar, hvori han fremforte de masſiveſte Grov⸗ heder mod dem, der havde undertegnet den unaadige Skrivelſe til ham (det til ham udfærdigede „deoretum“ kaldte han ſaaledes et „Drecketum“), og beſkyldte dem for Stolthed, Overmod og Letfeerdighed.

Denne Skrivelſe afgjorde Friſchlins Skjebne. Efter ſine Raaders Tilſkyndelſe befalede Hertugen Underfogden i Vaihingen, Endriß Schmidt, ſom den Mand, der formeentlig var bedſt ſkikket til et ſaadant Hverv, da han ſaavel udmærkede fig ved Kempe⸗ krœefter ſom ved Snuhed og Henſynsloshed, „at lægge Haand paa Nicodemus Friſchlin og bemægtige fig hans Perſon, hvor han kunde treffe ham“.

Endriß Schmidt udforte den ham meddeelte Ordre

44 Fangen pan Hohen⸗Urach.

paa en ſaadan Maade, at han i fuldt Maal retferdig⸗ gjorde den Mening, Hertugen og hans Raader nærede om ham. Han gay fig ſtrax med nogle beredne Karle paa Vei til Mainz, hvorhen Digteren haade begivet fig fra Speier, og da han hos Churfyrſten havde er— holdt Tilladelſe til at jætte Friſchlin faſt, red han en Tirsdag Morgen i Slutningen af Marts til Friſchlins Bopæl og forelceſte den intet Ondt anende Digter fin Herres Befaling til at fore ham tilbage med fig til Wiirtemberg, for at han der finde lide fin Straf for at have krenket de af ham indgaaede Forpligtelſer. Friſchlin foer heftigt op og beraabte fig paa fit Pfalz⸗ grevediplom og de Dermed forbundne Rettigheder. Men Endriß Schmidt brod ſig ikke i mindſte Maade om haus Privilegier og Diplomer; han lod ſine Svende gribe ham og ſatte ham forſt i Forvaring i Jern⸗ taarnet. (Dette ſtaaer endnu tæt ved Rhinen og er i den nyere Tid overladt Foreningen for Hiſtorie- og Oldtidsgranſkning, efterat det i længere Tid havde tjent til Militairfcengſel.) Efterat Underfogden havde indhentet nye Inſtructioner, tog han efter tolv Dages Forlob fin Fange ud af Fængflet og tiltraadte med ham Reiſen over Höchſt, Stockſtadt, Amosbach, Buchen og Möckmühl til Feſtningen Würtemberg, hvor han indtraf ved Aftentid Palmeſondag den I2te April. Borgfogden paa Hohen-Würtemberg, Lorenz Mar⸗ ſchalk, der nu fik den ulykkelige Digter under ſin Op⸗ ſigt, behandlede ſin Fange med ſtor Henſynsfuldhed.

Fangen paa Gohen=Urad. 45

Han anviſte ham et anftændigt Verelſe, lod ham ſpiſe ved fit Bord, ja gav ham endog Lov til at modtage Beſog og om Dagen at bevæge fig frit paa Borgens Omraade. En faa menneſkekjerlig Fremgangsmaade ſtred imidlertid baade imod Hertugens og hans Raa⸗ ders Anſkuelſer; disſe vilde tvertimod have „den raſende Poet“ Holdt i ſtram Toile. Borgfogden fit derfor efter faa Dages Forlob Befaling til at lade Fangen under ſikker Bedekning bringe til Hohen⸗ Urach, og denne Ordre lod Marſchalk oieblikkelig bringe i Udforelſe Langfredag Aften Klokken 10, endſkjondt Friſchlin befandt ſig ilde, og et frygteligt Tordenveir brød los i det Sieblik, Toget ſatte ſig i Bevegelſe. Hohen⸗Urach, hvoraf der nu kun er Ruiner til overs, var en mægtig Borg, ſom laa ban eu frit ſtaaende, omtrent halvtredie tuſinde Jod hoi Klippe ovenfor den eldgamle By Urach. Den beſtod af tre over hinanden liggende og hinanden indeſluttende Af⸗ delinger, den ſaakaldte nedre, ovre og indre Borg, der hver enkelt vare omgivne af en Ringmur, medens den yderſte tillige var omgiven og vernet af en Vold med Grave. Kun mod Veſt, i Retning af det ſaa⸗ kaldte Brühl, var der kun en enkelt Mur, da Naturen her værnede bedre om Borgen, end Menneſkeheender kunde have formaaet det. Her fandtes nemlig den⸗ gang og findes endnu neſten lodrette taarnhoie Klippe⸗ vægge, ſom umuliggjorde enhver fjendtlig Fremrykning paa denne Side. Hohen-Urach var ſaaledes i lige

46 Fangen paa Hohen⸗Urach.

Grad ſterk ved Natur og Kunſt og en af de faſteſte Klippefeſtninger paa den Tid, Hvorfor den ligeſom den nærliggende Borg Hohen-Neuffen blev benyttet ſom Statsfengſel for færlig vigtige Fanger.

Klokken 3 om Morgenen ankom Fangen under ſterk Bevogtning, ſom tidligere fortalt, til Hohen— Urach, og naar Hertugen gjorde Regning paa, at den der befalende Borgfoged, Hans Wilhelm von Wildnau, kaldet Vol, vilde behandle den fangne Digter mindre lemfeldigt end den flinke Marſchalk, tog han ikke feil deri. Uagtet det var faa tidligt paa Morgenen, ſtod Vol vieblikkelig op, da han fif Melding om, at Ade- lens forhadte Fjende var kommen, og begav ſig ned til den yderſte Port for i egen Perſon at tage ſin Fange i Beſiddelſe.

„Saa har jeg Jer da endelig, J kvekkende Fro!“ udbrød han ved Synet af den fængjlede Digter. (Med Ogenavnet „Fröſchlein“ blev Digteren ofte benevnet af ſine Fjender paa Grund af dette Ords Lighed med Navnet Friſchlin.) „Jeg velſigner den Dag, der gav Eder i min Vold, J letferdige Gabflab! Jeg fkal ordentlig ſole Eder i Eders Tale til Bondeſtandens Priis her paa Hohen-Urach og ſorge for, at J under Eders, ſom jeg haaber, langvarige Fangenſkab ſkal befinde Eder faa flet ſom muligt!” ah

Friſchlin loftede ſit Hoved og tilkaſtede den Mand, der ſaaledes vovede at ſpotte hans Ulykke, et lynende Blik. „Jeg kan vel forſtaae,“ ſvarede han, „at J

Fangen ban Hohen⸗Urach. 47

efter Evne vil ftræbe i den antydede Retning; men netop ved at ſpotte en Ulykkelig og ffjælde en Fange ud beviſer J, Hr. Hans von Wildnau, Sandheden af det, jeg paaſtod i den nævnte Tale, at enhver Skjendſels⸗ daad kan ventes af en Adelsmand!“

„Hund!“ ſvarede Borgfogden purpurrod af Vrede, „usle, bjeffende Koter! Vover Du at fornærme mig paa det Sted, hvor jeg raader? Vent, jeg ſkal vænne Dig af dermed! Skrub Dig ind i dit Hul; der ſkal Du blive ſaa mor, at Du ikke mere kan gjoe, men blot pibe!“

Derpaa bod han Friſchlin at folge efter og forte ham over tvende Gaardspladſer og gjennem mat op⸗ lyſte Gange til en tung, jernbeſlaaet Dor, ſom en Slutter aabnede for ham. Et lidet, omtrent fire Skridt langt og ligeſaa bredt, af en oſende Lampe oplyſt Rum kom tilſyne, og en Steentrappe paa tre Trin forte derned. Vol ſtrakte Armen ud og betydede Friſchlin, at han ſkulde ſtige ned.

„Derned?“ ſpurgte Digteren baade forbauſet og forbittret. „Skal det være min Bolig?”

Med et Skuldertrœk ſvarede Vol: „Fanger faae Arreſter, ikke Boliger.“

Friſchlin dæmpede fin Harme og gik derned. „Jeg feer ingen Seng,“ ſagde han og tilkaſtede den haanligt ſmilende Borgfoged et ſporgende Blik.

„IJ ſkal fane et Knippe Halm,“ ſvarede denne med Armene korslagte over Bryſtet, „ja for min

48 Fangen paa Hohen⸗Urach.

Skyld gjerne hele to; dem maa J tage Plads paa, naar J foler Lyſt til at ſove.“

„Min Herre!“ foer Friſchlin nu op, „et ſaadant Fangehul vilde vere usſelt for en Rover og Morder, og jeg er ingen af Delene. Jeg fordrer en anſtendig Bolig, et ridderligt Fængfel, ſom det tilkommer en Fange af min Stand!“ ;

»Anftændig Bolig, ridderligt Fcengſel?“ udbrød Borgfogden med et Haanſmiil. „Med hvilken Ret kan J fordre et ridderligt Fernngſel?“

„Keiſeren har ſmykket mig med Digterens Laurbeer⸗ krands, og jeg er keiſerlig Pfalzgreve!“ raabte Friſchlin, idet han ſtolt og ſelvbevidſt loftede ſit Hoved.

„J er et Menneſke, ſom har fornærmet min naa⸗ dige Herre og hans fornemſte Raader og bagvaſket hele den hoie Adel,“ ſvarede Vol med Eftertryk, „mere er J ikke i mine Dine!“

„Jeg gaaer ikke ned i dette Fangehul,“ ſkreg den i hoieſte Grad forbittrede Digter. „Jeg ſtotter mig paa de Privilegier, mit Pfalsgrevediplom har fkaffet mig!“

„Hans fyrſtelige Naade Hertugens Befalinger have hos mig Overvegten over Eders Privilegier!“ var Vols kolde Svar. „De ere klare og tydelige nok: jeg ſkal kaſte Eder i Fengſel, og J er her for at lide Straf, ikke for Jornoielſens Skyld!“

„Det er ikke,“ raabte Friſchlin ryſtende af Harme, „og kan ikke være Hertugens Mening, at jeg fkal

Fangen paa Hohen⸗Urach. 49

mishandles her paa en faa oprorende Maade, jeg, ſom ſaalenge har været hædret med hans Venſkab! Vogt Jer for at overſkride hans Ordre!“

„Det er Hertugens Sag at bedomme, hvorvidt jeg gjør det!“ ſvarede Vol, „men J praler forgjæves af min naadige Herres Veuſkab; det er forbi dermed, thi han ſender ikke ſine Venner til Hohen⸗Urach. Derfor fremad, ned med Jer!“ foiede han til med barſkt Stemme og pegede atter med fin udſtrakte Arm ned i det fugtige og morke Hul.

„Jeg gaaer ikke ned i dette Feengſel!“ ſvarede Friſchlin beſtemt og vendte fig om for at træde tilbage.

J ſamme Sieblik gav den ophidſede Borgfoged imidlertid Digteren et Stod for Bryſtet, faa at han tumlede ned ad Trappen ind i Cellen og ſtyrtede omkuld paa det haarde Leergulv. Raſende reiſte han fig op, men Doren blev med ſtor Larm flaaet i og ftænget.

Friſchlin havde allerede vanfmægtet i tre Uger i fit usle Fangehul uden Luft, Lys og Seng, da „den godmodige Soldebroder“ Hertug Wilhelm endelig for- barmede fig over fin forhenværende Ven og gav Be⸗ faling til, at Borgfogden pan Hohen⸗Urach ſkulde bringe fin Fange til et bedre Verelſe, give ham en Seng og give ham Lov at bruge Skrivetoi og Papir, for at han pan ſedvanlig Viis kunde hengive fig til aandelige Sysler. Men han befalede tillige, at Alt, hvad Friſchlin ſkrev, ſkulde forelægges ham, „for at

4

50 Fangen paa Hohen⸗Urach.

man kunde lere hans Sindelag og Tenkemaade at kjende.“

Vol adlod ugjerne ſin Herres Befaling. Ifolge Cruſius's Beretning bragte han ſin Fange hen i en file Stue over Borgporten, ſom ialfald udmærkede fig fremfor hans hidtilvoerende Fangehul derved, at det hverken manglede Lys eller Luft. Det eneſte Vindue var tet tilgittret, og den tunge Dor var for: fynet med tre ſtore Slaaer. Borgfogden var oven— ikjobet ſaa forſigtig at forſyne Kakkelovsaabningen med en Jerndor, der blev lukket med en Tverſtang og en Hengelaas.

Friſchlin vaagnede ligeſom til nyt Liv, da han efter faa lang Tids Forlob atter kunde nyde friff Luft og glæde fig ved Dagslyſet. Han fattede nyt Mod og Haab og ventede, at hans Skjebne atter vilde vende ſig til det Bedre; Hertugen vilde nok ſnart ikke blot ſkjcenke ham Friheden, men ogſaa igjen unde ham fin Naade ſom i gamle Dage. Han gjorde derfor efter en ſtor Maaleſtok Brug af det Skrive— materiale, man havde forundt ham, og ſyslede fra den tidlige Morgen til den ſildige Aften med Jernflid med Udforelſen af en Tanke, han havde fattet i Be⸗ gyndelſen af ſit enſomme Fangenſkab, nemlig med et vældigt latinſt Epos om Israels Folks Kongehiſtorie efter Samuels, Kongernes og Kronikernes Bøger. Affattelſen af dette Digt, det ſkjonneſte af Friſchlins Arbeider, ſom han gav Navnet Hebraeis, og hvis tolv

Fangen paa Hohen⸗Urach. 51

Boger med ikke mindre end 12,500 Hexametre han fuldendte i den utrolig korte Tid af ikke fuldt fire Maaneder, udgjorde i denne Tid Fangens eneſte Tids⸗ fordriv, hans eneſte Troſt i hans Ulykke. Fordybelſen i hans Tankers Rigdom og Fylde lettede ham hans enſomme Tilverelſe, og Bevidſtheden om ved denne Virkſomhed at have ffabt et ſtort og udodeligt Veerk loftede ham op over de Lidelſer, hans Fangenſkab voldte ham. Denne Bevidſthed var mægtig og levende hos ham, og i en Henvendelſe til ſin Velynder Lands⸗ hovmeſter Melchior Jäger yttrede hau blandt Andet, at „dette Vært vilde beſtage fan længe ſom Himlen og Jorden, medens de dalevende Menneſkers Been vilde ſmuldre hen til Stov og Aſke.“

Dette ſit ſidſte Arbeide tilegnede Friſchlin Hertug Ludvig i det Haab, at Fyrſten af Glæde derover ſkulde jætte Skaberen af et fan betydeligt Veerk i Frihed. Denne Fortroſtning udtalte han i nogle Vers, han i den Anledning rettede til ſin Landsherre. Han bad den naadige Fyrſte ikke at nægte at modtage det ſtore Digt i tolv Boger af „den würtembergſke Maro“ og ikke at glemme ſin fangne Digter, men have den Naade at loſe „ſin Virgils“ Lenker.

Digtet vandt Hertugens hoieſte Bifald, men Friſchlin blev dog ſtuffet i fine Forventninger. Hertug

Ludvig lettede hans Fangenſkab i enkelte Henſeender,

men han blev ikke fat i Frihed. Da ſank den ulßykke⸗ lige Digter ned i mat Fortvivlelſe, en uovervindelig 4*

— — SR

52 Fangen paa Hohen⸗Urach.

Lengſel efter Huſtru og Born greb ham, og han nærede en grundet Frygt for aldrig mere at gjenſee dem. Fra dette Sieblik modnedes den Beflutning hos ham at befrie ſig ſelv, en Beſlutning, der ſtulde gjore en brat Ende paa hans Liv.

Sondagen den 29de November 1590 beſluttede Friſchlin at udfore ſin Plan. Der var kommen en ny Borgfoged til Hohen-Urach, og von Wildnau var bleven forfremmet til Commandant pan Hohen-Aſperg. Denne Begivenhed blev naturligviis feiret ved et vældigt Drikkelag paa Feſtningen. Fra fin enſomme Celle kunde Friſchlin hore den glade Begerklang ſaavel i Hoienloftet ſom fra Svendenes og Tyendets Stuer; han horte lyſtige Drikkeviſer paa alle Kanter og haabede at kunne iveerkſctte fin Flugt i Nattens Morke, naar den beruſede Befætning laa i dyb Sovn. Der kom rigtignok noiagtig til den foreſkrevne Tid, Klokken fem om Eftermiddagen, da det begyndte at blive morkt, en Karl af Vagtmandſkabet ind i Fangens Celle, for at foretage det regelmesſige Efterſyn og endnu en Gang lægge til Ilden i den kempemesſige Kakkelovn. Fra den Tid af havde Friſchlin ingen Forſtyrrelſe at frygte fra den allerede ſterkt beruſede Karls Side. Han tog derfor i Haſt Lagenerne og Tepperne af Sengen og begyndte at ffjære dem i ſmalle Strimler med ſin Pennekniv. Disſe ſnoede han ſammen og knyttede Stykkerne til hinanden, ſaa at han fit fig gjort et Toug af tilſtrœkkelig Styrke og Længde til at

Fangen paa Hohen:Urad). 53

fire fig ned over Borgmuren og derved fætte fig i Frihed, hvorefter han følte den heftigſte Længfel. Da Klokken ſlog ni, var han netop ferdig med fit Arbeide. Det var ham paalagt ved dette Klokkeſlet at flukke fin Lampe, men han behovede ved denne Leilighed nogen Belysning, om den end var nok ſaa mat, hvorfor han ſtillede Lampen under den eneſte Stol, han Havde i Verelſet, og hængte fin lange Kappe over den, faa at der herſkede fuldſteendigt Morke i det lille Rum. Han fatte fig derpaa, ryſtende af Bevegelſe, paa fin Seng og lyttede med fpændt Opmeerkſomhed til Larmen i den ſtore Sal paa Borgen, der tog mere af, efter⸗ ſom Deeltagerne i Gildet en efter anden bleve ſterkere og ſterkere betyngede af Drikkevarerne.

Endelig ſvandt den ſidſte Tone af Dritkkeviſerne, og der indtraadte dyb Stilhed; Friſchlin ſtod op. Die⸗ bliklet var kommet til at vove et Forſog paa Flugt. Med ſtor Forſigtighed trak han ſin Kappe lidt bort fra Stolen, hvorunder han havde ſtillet Lampen, faa at en Lysſtribe kunde falde paa Kakkelovnen, hvor⸗ igjennem han havde tænkt paa at iværffætte fin Flugt Han lagde raſk fin Haand paa den overſte Deel af Kakkelovnen, og med et voldſomt Ryk rev han den af. Ilden var allerede fuldſteendig gaaet ud, men Jernet var varmt endnu; Friſchlin lod ſig imidlertid ikke ved denne Omſtendighed forſtyrre i ſit Arbeide. Stykke for Stykke tog han Kakkelovnen ned med fan liden Støj ſom mulig, og fart var den rigtignok meget

54 Fangen paa Hohen⸗Urach.

ſmalle Aabning ind til Skorſtenen fri. Forſt ſtak han ſit Toug gjennem Aabningen, og derpaa lykkedes det ham at trænge derind med fit [være Legeme. Han kunde ikke undgaae at ſaare fig paa Murværket, men derpaa agtede han ikke; han naaede længere og længere frem, og endelig ſtod han paa den anden Side af det ſmalle Hul.

Han ſtandſede nu et Sieblik for at ſamle Kræfter efter den uhyre Anſtrengelſe og lytte efter, om der nærmede fig Nogen. Alt blev ved at vaere dodſtille. Saa lavede han fig til at klavre op igjennem Skor— ſtenen, og han folte ſig for, om der var noget Holde— punkt at fane fat paa for Hender og Fodder; derved kom han til at ſtode mod Kamindoren, og den aab— nede ſig mærfværbdigt nok. Den beruſede Karl havde om Eftermiddagen glemt at ſette Jernſtangen for, eller han havde maaſke anſeet det for overflødigt ſtadig at anvende denne Forſigtighed, ſom han faa ofte havde brudt fit Hoved med at huſke til ingen Nytte. J ſtor Haſt greb Friſchlin ſit Toug og traadte ſagte ud af Kaminen ind i den beelmorke Gang. Forſigtig folte han ſig for ved Enden af den, hvor et mat Lysſkin tydede paa Tilſtedevcœrelſen af et Vindue. Han aabnede det, og det var ikke tilgittret.

J det neſte Sieblik ſad Friſchlin i Vindues⸗ karmen. Mork og ſtille laa Borggaarden under ham, og den eneſte Lyd, der trængte fig frem til hans Øre, var de af en heftig Storm ryſtede Grantrœers Suſen,

Fangen paa Hohen⸗Urach. 55

ſom lod til ham fra Bjergſkoven rundt om Borgen. Friſchlin overveiede, om han ſkulde offre en Deel af ſit Toug og fire fig ned i Gaarden eller lade fig falde, og han valgte den ſidſte Udvei, da Vinduet efter hans Beregning neppe kunde ligge meget hoit over Gaardspladſen, medens Ringmuren, ſom han ſkulde ſtige over, efter hvad han kunde ſlutte fig til, maatte være af en meget betydelig Hoide, hvorfor han ikke mente at kunne undvære noget Stykke af fit Toug. Han fattede derfor hurtig den Beſlutning, at fvinge fig ned fra Vindueskarmen, og lod fig falde ned i Gaardsrummet.

Det var et Spring paa Liv og Dod, da Hoiden var langt betydeligere, end Friſchlin havde ventet; men han var dog jaa heldig at komme uſkadt derfra. Uden Toven ilede han nu over Borggaarden hen til Ring⸗ muren, hvor han efter nogen Sogen i Nærheden af Heſteſtalden fandt en Trappe, der forte til et Galleri, ſom fandtes bagved Murkronen. Han ſteg raſk op. Han boiede fig over Murtinden og ſogte med et hur⸗ tigt Blik at gjennemtreenge det dybe Morke, der laa under ham, for om muligt at danne ſig en Foreſtilling om Murens Hoide. Al hans Stirren var imidlertid forgjæves,, Dybet gabede kulſort under ham, og kun Toppene af Grantrœerne, ſom han horte ſuſe neden⸗ under fig, bragte ham paa den Formodning, at Dybden maatte være: meget betydelig. Alligevel beſluttede Friſchlin at vove Flugten netop pan bette Sted. Han

56 Fangen paa Hohen:Urad).

ſlyngede fit Toug faſt om Murtinden, befalede fin Sjæl Gud i Bold og ſvang fig op paa Murkronen. J dette Oieblik horte han Lyden af Skridt, der ſyntes at nærme fig hurtigt; en pan Galleriet opſtillet Skild— vagt, der under Indflydelſe af Trætheden og Vinen var falden i Søvn, vaagnede netop nu ved et reent Tilfælde og horte Larm i Nerheden, uden at ane, at den var Folge af et Flugtforſog.

„Hpem der?“ raabte Soldaten, da han kom nærmere.

Uden at give noget Spar, tog Friſchlin med et faſt Tag Touget imellem ſine Hender og ſtyrtede ſig ned fra Muren. Det Ryk, han gjorde i Touget, var for ſtœrkt, og Friſchlins Legeme var for tungt for Touget. Dette gik itu umiddelbart under Murtinden, og den ulykkelige Digter ſtyrtede ned i den gruelige Afgrund, der netop paa dette Sted, ſom vendte ud imod Brühl, var allerdybeſt.

Neſte Morgen fandt man Friſchlins frygteligt lemleſtede Liig hængende paa Klippen. Han maa være dod dieblikkelig; thi foruden flere Brud paa Arme og Ribbeen og fvære Saar paa Hoved og Bryſt, havde den ulykkelige Mand knekket Nakkebenet. Han opnaaede kun en Alder af 43 Aar.

Von Wildnau indgav ſtrax til Hertugen en Be⸗ retning om denne ſorgelige Begivenhed, og ifolge hoieſte Befaling blev Nicodemus Friſchlins jordiſke

Fangen baa Hohen⸗Urach. 57

Levninger den 4de December jordede paa Urachs Kirkegaard „paa en ſerlig Plads ved Muren“.

For længe ſiden er hans Grav forſvunden, og intet Menneſte i Urach er mere iſtand til at viſe Nogen det Sted, hvor den ulykkeligſte af alle ſchwabiſke Dig⸗ tere endelig fandt Ro og Hvile efter ſit Livs mange Omſkiftelſer. J flere Aarhundreder var denne betyde⸗ lige Digters Navn nedſunket i Glemſel, og forſt i den nyere Tid ere Nicodemus Friſchlins Værter atter komne til Wre og Verdighed. Chriſtian Friederich Daniel Schubart, Hohen-Aſpergs Friſchlin, var den forſte, der vakte Mindet tillive om den glemte Digter, idet han fra fit Fengſel ſpurgte, hvor Friſchlin, hans Broder i Mand og Sfjæbne, laa begraven. Senere forher⸗ ligede Juſtinus Kerner de ſchwabiſke Digteres Older⸗ mand ved et ſfjont Digt, og fra den Tid af er Friſchlin ikke alene opſtanden fra de Døde, men han har end- ogſaa vundet den ÜUdodelighed, hans Verker have fortjent.

58

Bispen paa Polum.

Af Georg H. Madſen.

Saa afſides end Island er beliggende, undergik denne O, der af Naturen ſynes at være bejtemt til at ſtage udenfor alle Verdensbegivenheder, dog ikke at blive berort af den ſamme Strid mellem Stat og Kirke, ſom i Middelalderen herſkede i det øvrige katholſfe Europa. Vel vare Islands Geiſtlige ikke Fremmede, men Indfodte og dertil Mend af Landets fornemſte Slægter, men alligevel udeblev ikke Kampen; den blev kun ſaameget heftigere, ſom den ofte antog Charakteer af Familieſtridigheder. Saalcenge Island bevarede fin Selvpſtendighed, lykkedes det imidlertid ikke Prœſteſtanden at beſeire de mægtige Stormend. Ei af de meſt charakteriſtiſfe Epiſoder i denne Kamp er det Forſog, Gudmund Areſen, den femte Biſkop paa Holum, Islands nordligſte Biſpeſtol, gjorde paa

Biſpen paa Holum. 59

at hæve fig over Hopdingerne, et Forſog, der blev til hans egen Fordervelſe.

Gudmund blev fodt 1160 paa Gaarden Grjota i Horgaadal paa Nordlandet. Hau var ikke ret gammel, da han miſtede fin Fader, og da den Arv, der ved denne Leilighed tilfaldt ham, var hoiſt ube⸗ tydelig, mente hans Frender, at det var bedſt for ham, at han blev holdt til Bogen. Hans Farbroder, en Prœſt ved Navn Ingemund, tog fig da af hans Opdragelſe og Uddannelſe. Men ſkjondt der fortælles flere Træf fra hans tidligſte Barndom, ſom fkulle varſle om den vordende Biſkop, var Gudmund dog mere for verdslig end for geiſtlig re. Længere Tids Sygdom bragte ham dog paa andre Tanker, og da han var 25 Aar gammel, lod han fig præftevie. Snart meldte allehaande Jærtegn om den unge Preſts Hellighed. Herved tiltog naturligviis hans Anſeelſe, ſaagat hans Sognefolk engang, da han vilde forlade fit Preœſtekald og drage et andet Sted hen, fik Bi ffoppen til at holde ham tilbage, uagtet han allerede havde givet ham Tilladelſe til at reiſe.

J Aaret 1201 døde Biſkop Brand paa Holum. Hine mange Jertegn og ikke mindſt Gudmunds Ven⸗ ſkab med Nordlandets megtigſte Hovdinger bevirkede, at man vilde vælge ham til Brands Efterfolger. Men det faldt ligeſaa vanſkeligt nu at fane ham til at ville være Biſkop ſom for til at være Prœſt. Da Tidenden om hans Valg blev bragt ham, blev han

60 Bifpen paa Holum.

greben af en ſaadan Ræbfel, fortælles der, at han hverken kunde ſove eller ſpiſe af lutter Forfeerdelſe. Da der var en anden Preſt, [om Enkelte onſkede valgt, ſogte han endog ſelv at formage denne til at modtage Valget. Men netop nu forkyndte nogle nye Jertegn det ſom Forſynets faſte Beſlutning, at han ſtulde være Biſkop, og da den indflydelſesrige Kolbein Tumeſen, ſom havde den afgjorende Stemme, havde taget den ſamme Beſlutning, lod Gudmund fig tilſidſt overtale. Den Dag, han gav fit Samthykke, blev der holdt ſtort Gilde hos Kolbein paa hans Gaard Vide— myre. Gudmund fad i Hoiſedet, og Kolbein bar ſelv Maden frem og bredte Dugen for ham. Ved et Uheld blev Dugen reven i Stykker. Kolbein gjorde ſtrax en Undſkyldning, fordi han lagde en faa flet Dug for faa hoicerverdig en Herre, hvortil Gudmund ſmilende bemeerkede, at det vilde ſikkert gage hans Biſpedomme ligeſom Dugen.

Denne Spaadom ſkulde ſunart begynde at gage i Opfyldelſe. Gudmund var i Aaret 1203 ikke ſaa⸗ ſnart kommen hjem fra Norge, Hvor han havde mod— taget Indvielſen, for det viſte ſig, at Biſpen „var mere herſkeſyhg og mindre eftergivende, end Kolbein havde ventet“. Denne mente at have gyldigt Krav paa en Pengeſum hos en Præft i Holum Stift. Preſten havde imidlertid ikke ſamme Mening om Fordringens Lovlighed og tog fin Tilflugt til Bi⸗ ſkoppen, der frikjendee ham. Det var en Kraeenkelſe,

Biſpen paa Holum. 61

ſom Kolbein ikke havde ventet; Folgen blev, at nu vilde han have Praſten ſtraffet og bragte Sagen under Forhandling paa Althinget. Her modte Bi— ſkoppen i fuldt Ornat og nedlagde et hoitideligt For- bud mod, at den verdslige Magt gav fig af med at domme en Geiſtlig. Thinget brod ſig imidlertid ikke om hans Forbud, men fældede alligevel Dom over Bræften. Den folgende Dag negtede da Biſkoppen Kolbein og Alle, der havde deeltaget i Domfeldelſen, Adgang til Gudstjeneſten. Det gjorde imidlertid ikke ſynderlig Virkning paa Kolbein; forelobig gjorde han dog intet Videre ved Sagen og drog hjem. Men ud paa Hoſten kom han med ſine Folk til Holum og erklerede de Mænd fredloſe, ſom havde Omgang med den domte Preſt, der havde ſogt Beſkyttelſe paa Biſpeſceedet. Gudmund lod fig imidlertid ikke forknytte deraf, men beſvarede Kolbeins Erklæring med at lyſe ham i Ban. For denne Gang lykkedes det dog begges Venner forelobig at hindre alvorlig Strid, idet de fik Kolbein bevæget til at overgive Sagen til Bi⸗ ſkoppens Dom. Gudmund idømte da fin Modſtander en temmelig ſtor Bode, for hvis Betaling flere Bonder gik i Borgen.

Kolbein betalte dog ingen Bode, tvertimod varede det ikke længe, for han paany tilligemed et Par andre Hopdinger. Hall Klappjärnsſon og Preſten Sigurd Ornesſon, begik flere Voldſomheder i Stiftet. Den truende Feide blev dog ogſaa denne Gang forebygget.

62 Biſpen paa Holum.

Hidtil havde Gudmund faa nogenlunde bevaret Over⸗ magten og begyndte nu at troe fig ſikker. Han var Islœender faa godt ſom ſine Modſtandere og kjendte derfor ikke til at fare med Lempe. Mod Bonderne viſte han ſtor Strenghed; jevnlig anklagede han dem for mere eller mindre betydelige Forſeelſer, hvilket tilſidſt gjorde hans Herredomme reent utaaleligt for dem. Som Biſpen opforte ogſaa hans Mænd fig. En Klerk forforte en Kvinde, og da hendes Broder ikke fane anden Udvei til Hevn, henvendte han ſig til Kolbein, der naturligviis ſtrax antog ſig hans Sag. Dennegang var dog Gudmund villig til Forlig og tilbod Bod, men Kolbein vilde ikke modtage Tilbudet; „thi, ſagde han, det nytter intet at forlige fig med Biſkoppen; han bryder ethvert Forlig.“

Flere af Biſkoppens Mænd bleve domfeldte paa Thinge, men det frugtede ligeſaa lidt ſom de Ban— ſtraaler, Gudmund udſlyngede mod Kolbein og hans Feller. De Domfældte Havde Tilhold paa Holum, og de Banlyſte gik i Kirke og bleve ſom hidtil be— tjente af deres Preſter; flere af disſe vilde eller turde nemlig ikke rette ſig efter Biſkoppens Befalinger. Striden var ſaaledes ſtagende i nogen Tid. Da blev der en Dag Møre i Holum Biſpegaard. Et Rygte var kommet Gudmund for Ore, at Kolbein agtede at gjeſte Holum med en betydelig Styrke. Biſkoppen, der i Vieblikket havde flere Klœerke end Krigere hos ſig, fandt det raadeligſt at komme bort i Tide og

Biſpen paa Holum. 63

drog nordpaa. Men Kolbein kom ikke, og Gudmund vendte ſnart tilbage. Underveis havde hans Folk rovet og plyndret flere Steder, ſelv beſogte han Sigurd paa Modruvellir og tog flere Reliquier og Hellig— Domme med fig, forat de ikke ſkulde beſmittes ved at være hos de vanhellige Fjender. Sigurd og Arnor Tumeſen ſendte Budſkab til Kolbein om Biſpens Feerd, og nu blev det til Alvor med Toget til Holum.

En Sommerdag 1208 drog da to ſtore Skarer, den ene anført af Arnor og Sigurd, den anden af Kolbein, op imod Holum. Flere Mænd, ſom Ogmund Sneis, havde Venner pan begge Sider og ſogte at mægle Fred. Herpaa vilde Kolbein ikke indlade fig, for han fif de Mend udleverede, ſom vare blevne domfeeldte, hvortil Gudmund lod ſvare, „at han ikke vilde ſende fine Folk under Oxen“. Kolbein vilde ikke engang lade Biſkoppen ſelv drage bort; ikke des⸗ mindre forſogte denne dog at undſlippe fulgt af 360 Mand, hvoriblandt 3 Abbeder, 2 Munke og neſten 40 Preſter foruden mange Klerke; der var vel des⸗ uden ikke faa kampdygtige Mænd i Skaren, men for det meſte beſtod den af Drenge og Betlere.

„See, Kolbein, der rider Bifkoppen bort med din Wre“, raabte een af Kolbeins Mænd. Denne (od ſtrax fine Folk ſtige tilheſt og red med neſten 500 Mand henimod Biſkoppen. Denne vilde ride til Side, men atter kom Kolbein ham i Veien. Nu var

— 2

64 Biſpen paa Holum.

Kampen uundgaaelig og fortes ſnart med den ſtorſte Hidſighed paa begge Sider. Som Striden var hedeſt, blev Kolbein ramt i Panden af en Steen. Han faldt til Jorden, og da han mærlede, at Det vilde blive hans Dod, forlangte han en Preſt. Da denne var kommen til ham, ſpvoer han Forligsed, tog Sacra⸗ mentet og dode. Med Kolbeins Fald ſtandſedes Kampen. Flere af hans Folk greb Flugten, andre overgave fig og lovede Biſkoppen Lydighed; paa begge Sider havde mange Mænd miſtet Livet. Med de fra Kolbeins Mend erobrede Vaaben vendte Gudmund ſig derpaa mod Arnor og Sigurd, der netop nu ankom til Kamppladſen. Da de ſage, hvorledes det var gaaet deres Forbundsfelle, ſogte de at undſlippe, haardt forfulgte af Biſkoppen og hans Mænd. Den folgende Nat indſage Sigurd og Arnor, at Biſkoppen kom dem nærmere og nærmere og fnart vilde naae dem; begge Anforerne ſnege ſig derfor bort fra deres Folk og ilede ſydpaa. Hall Klappjärnsſon overgav ſig tilligemed Reſten af Skaren og underkaſtede ſig Biſkoppens Dom.

Biſkoppen glædede ſig nu over at have faaet fin verſte Modſtander af Veien og ſtolede pan at have faaet enhver Gjenſtridighed kuet. Havde han for været ſtreng mod fine Uvenner, faa blev det nu meget verre. Han idømte dem ſtore Boder, hvilke han lod inddrive med yderſte Strenghed. De Mend, der ſkulde indkreve Boderne, turde ikke indfinde fig enkelt⸗ eller

Biſpen paa Holum. 65

parviis hos de Skyldige, men kom i ſtore Flokke, og jo ſtorre disſe vare, des voldſommere og vilkaarligere var deres Ferd. De lod fig give Boder for For⸗ ſeelſer, ſom de ſelv fandt paa at beſkylde Vedkommende for. Et Sted brændte de en Gaard; et andet Sted Dræbte de en Bonde. Iſer udplyndrede de Sigurds og Arnors Gaarde, hvis Beſiddere vare borte. Tvungne af Overmagten maatte Bonderne betale Boderne; men Utilfredsheden voxede og de ponſede blot paa Leilig— hed til at tage alvorlig Hevn. Under disſe ſpendte Forhold var det da meget naturligt, at Biſkoppen fandt, at Bønderne ikke vifte ham den tilborlige Ly⸗ dighed, og det varede ikke længe, for han paauy an⸗ vendte Banſtraalen. a

Gudmund fik imidlertid ikke Lov til at nyde For⸗ delen af fin Seier ret længe: Sommeren var neppe forbi, for ct nyt Uveir traf fammen over hans Hoved. Sighvat Sturleſen paa Dale var paa den Tid Øens mægtigite Hovding; ham bad nu de betrængte Bønder om Øjælp. Sighvat erklærede ſig ſtrax villig til at ftaae dem bi og indgik i det Siemed et Forbund med Arnor Tumeſen og fem andre Hovpdinger, hvor⸗ iblandt hans beromte Broder, Snorre.

Der var Travlhed blandt Bønderne pan Nord- landet den Vinter. Fra Gaard til Gaard gik der Bud for at ſamle Folk, og Alles Tanker vare optagne af den foreſtaaende Hevn og Befrielſe fra Biſpens Mag.

Vaaren kom, og da Paaſfen var forbi, ſamledes

5

66 Biſpen paa Holum.

de Forbundne og droge til Holum med en Skare paa omtrent tuſinde Mand. Skjondt Gudmund maatte vente et Angreb, var han dog ingenlunde mandſteerk nok til at kunne byde en ſaadan Overmagt Spidſen, ſaameget mere, ſom de fleſte af hans Folk havde for— ladt ham i Vinterens Lob, og de Hovdinger, ſom kunde være villige til at yde ham Hjælp, vare ſnart talte. Den megtigſte af hans Venner, Ogmund Sneis, vilde ogſaa denne Gang ſtaae ham bi; men det var forudſeet af de Forbundne: de ſendte Folk til hans Gaard og bemægtigede ſig hans Vaaben og Heſte og tvang ham felv til at ſoge Flugten. Biſpen havde dog efter bedſte Evne beredt fig til Forſvar, ſaaat Angriberne, da de kom til Holum, fandt Gaarden befeſtet. Nogle raadede til, at man ſtrax ſkulde an⸗ gribe, men een af de anſeteſte Mend iblandt dem, Thord Bodvarſon, mente, at man burde noies med ſom Udfordring at raabe Heerraab og udſette An— grebet til neeſte Morgen, da ſikkert endnu flere af Biſpens Folk, nu da Faren ſtod for Doren, vilde forlade ham i Lobet af Natten. Raadet blev fulgt, og det vifte fig at være godt, thi Mange fnege fig om Natten bort fra Gaarden og ſluttede ſig deels til Angriberne, deels ſogte de andetſteds hen. Gaarden var altſag neſten blottet for Forſvarere, da Angrebet fandt Sted tidlig den neſte Morgen; men de Faa, der fandtes, forſvarede ſig med den ſtorſte Tapperhed. Overmagten var imidlertid altfor betydelig, og efterat

Biſpen ban Holum. 67

flere Mænd vare faldne, trængte Angriberne ind. De huſerede paa det Voldſomſte, hvor de kom frem, og op⸗ brød Dore, Kiſter og Aflukker. Biſpen ſelv ſtillede de to Vilkaar: enten ſkulde han loſe dem af Ban, Drage bort og aldrig mere vende tilbage, da ſkulde ogſaa de af Thinget domfeldte Mænd, der havde ſogt Skjul i den nærliggende Kirke, fane Fred, eller ogſaa vilde de uden Skaanſel dræbe disſe Mænd og jage Biſkoppen bort med Vancre. Intet af disſe Vilkaar vilde Gudmund finde ſig i; hans Folk fik ham dog til at lœeſe Miſerere over Fjenderne, men han til foiede, at de ligefuldt vedblev at være i Ban. Snorre Sturleſen, der var mildere ſtemt mod Biſkoppen og vel nœrmeſt var gaaet med, fordi hans Frender faa indſtendig havde opfordret ham dertil, tog fig nu af ham og indbod ham til at ſoge Tilflugt paa hans Gaard Reykholdt. Der var ingen bedre Udvei for Gudmund, ſom ogſaa ſtrax tog mod Tilbudet, og man lod ham da drage uhindret bort med Snorre. Udenfor Kirken havde der paa Kirkegaarden fundet en ikke mindre hidſig Kamp Sted end den ved Biſpe⸗ gaarden; paa begge Sider var der mange Faldne og Saarede. Nu, da Biſkoppen var taget bort, kom Arnor hen til Kirkedoren og opfordrede dem, der vare derinde, til at overgive ſig, hvis ikke, vilde han lade fine Folk ſtorme Kirken eller indeſlutte og ud⸗ hungre dem. Een af hine Mend, Svein Jonsſon,

erklærede fig villig til Overgivelſe, og de andre fulgte 57

68 Biſpen paa Holum.

hans Exempel, forat ikke Kirken ſkulde beſmittes af Blod. De gik da Alle vaabenloſe ud og bleve tagne. Svein gik ogſaa forſt i Doden. Man lemlaſtede ham paa Hender og Fodder, men han lod ſig ikke merke med nogen Smerte og bad med hoi Roſt fit Ave Maria, hvorefter han koldblodig med fremrakt Hals modtog det drebende Hug. To andre bleve ligeledes halshuggede; Reſten fik Fred, idet Anforerne heri rettede fig efter hverandres Onſker. De Dom: feldtes Lig lode de ligge under aaben Himmel i to Maaneder, men deres egne Dode, der vare i Kirkens Ban, og „ſom døde uden Anger og Tilgivelſe“, bes gravede de i indviet Jord. Det ſkulde være Gjen⸗ gjeld, fordi Biſtoppen i over en Maaned ikke havde undt Kolbein Tumeſens Lig en Plads ved Kirken. Under Foregivende af, at Biſkoppen havde givet Tilladelſe dertil, ſendte nu Arnor og Sigurd Be faling til alle Preſterne, at de fkulde loſe Folk af Ban, lœſe Mesſer og forrette Gudstjeneſten ſom ſed⸗ vanlig. Hvem der havde fulgt Biſpen og endnu var i Live idømte de fvære Boder; Ogmund Sneis maatte betale den ſtorſte Bod og endda forlade fin Gaard. To Preſter og to Legfolk undgik kun ved Jernbyrd at blive haardt ſtraffede. Jovrigt raadede begge de nævnte Hovdinger efter Behag over Biſpeſcedet og dets Eiendomme og fatte Folk til at indkrœeve Tien⸗ derne og Afgifterne. Gudmund ſendte fra Reykholt Befaling til Holum, at man fkulde aflaaſe Kirken

Bifpen paa Holum. 69

og ikke holde Gudstjeneſte i den, fordi den var be⸗ ſmittet af de Drebtes Blod, og forbud tillige al Begravelſe. Vel blev hans Befaling forſaavidt ſtrax efterkommet, ſom man opreiſte et Telt paa Kirke⸗ gaarden og holdt Gudstjeneſte deri; men da Hov: dingerne fik det at vide, befalede de, at Kirken atter ſkulde aabnes, Begravelſe og al anden Gudstjeneſte fremmes, og Bræfterne turde ikke Andet end adlyde. Saaledes gik det over hele Stiftet, Biſkoppen ud⸗ ſtedte Forbud og fatte i Ban, men paa Magthavernes Bud blev der intet Henſyn taget dertil. Flere Forſog pan tilſoes at vende tilbage til Stiftet mislykkedes for Gudmund, thi Arnor lod alle Havnene bevogte. Han flakkede nu en Tidlang hjemlos og vennelos fra Sted ttl Sted. Der ſkete Icertegn, og han gjorde Mirakler, men de havde ikke mere den forrige Virk— ning: Hadet var blevet for ſterkt, og ethvert Forſog paa at flutte Fred mellem Arnor og Biſkoppen ſtrandede.

Et Par Aar gik hen paa denne Maade. Imid⸗ lertid var der kommet Tidender til Norge om den ſorgelige Forfatning, hvori Kirken befandt ſig paa Island, og 1212 kom der Brev og Budſkab fra den norſke Erkebiſkop Thorer til de ſyv Hovdinger. Han beklager fig heri over det Skete, „hvis det er, ſom laa Mange ſige, at ulcerde Mend have dømt ham (Biſkoppen), ſkjondt ingen Mand kan domme ham uden Paven og vi pan Pavens Vegne”. Ligeledes

— .. ⁵ :, “ '. . nmʃ.M O2 ß

70 Biſpen paa Holum.

Hager han over, at han ikke kan faae paalidelig Beſked om Sagen: „naar vi give os i Færd med at underſoge, hvoraf disſe Stridigheder reiſte ſig, viſe Nogle een Vei, Andre en anden.“ Under Trudſel om Straf opfordres nu de Syv til at mode i Norge tilligemed Biſkoppen „Gud til Velbehag, den hellige Chriſtendom til Frelſe, Eders Synder til Forladelſe og hele Folket til Bedſte.“ Sluttelig paalcegger han Arnor og dem, der have opkaſtet ſig til Herrer paa Biſpeſedet, at forſyne Biſkoppen med de nødvendige Midler til at komme ſommeligt til Norge.

Næfte Sommer reiſte Arnor. Gudmund begav fig ogſaa paa Veien, men faa ſeent, at han flere Gange blev dreven tilbage af Stormen. Forſt det folgende Aar kom han til Norge. Foruden Arnor var der endnu kun Een af de Syv, der adlød Erke— biſpens Opfordring.

De Efterretninger, Erkebiſkop Thorer havde faaet fra Island, maa ikke have talt til Fordeel for Gud⸗ mund, thi han blev ikke modtaget ſynderlig venligt. Det var ikke blot hans Forhold til Stormændene, der blev gjort til Gjenſtand for Underſogelſe, han blev ogſaa beſkyldt for at ville have forandret Kirkeſkikkene. En Klerk lod ham ſaaledes høre, at han havde tilladt Kjodſpiſer paa Faſtedagen (Fredagen). Gudmund benægtede det.

„Giver Du ikke Lov til at ſpiſe Kjod, naar Juledag indtræffer paa en Faſtedag?“

Biſpen paa Holum. 71

„Visſelig gjør jeg det, thi hvad bliver der af Morket, naar Lyſet kommer ind i Stuen?”

Den ſpidsfindige Kleerk taug, han folte ſig alle⸗ rede overvunden.

„Herrens Fodſelsdag,“ vedblev Gudmund, „er en Feſtdag og ingen Faſtedag. Faſten flyer for Hoi⸗ tiden, ſom Morket for Lyſet.“

Med Erkebiſpen ſelv havde han andre vidtløftige Forhandlinger om Dogmerne og Ritualet. Men han vidſte ſaa grundigt at forſvare ſig efter Datidens geiſtlige Logik, at Erkebiſpen ikke blot lod ſin Uvillie fare, men endog fattede ſtor Godhed for ham og ſorgede for at fane ham forligt med fine Modſtan⸗ dere, faa at han kunde vende tilbage til Holum.

Da Gudmund nu endelig atter kom til ſit Biſpe⸗ ſede, grundlagde han der en Skole under Ledelſe af en Klerk ved Savn Thord Upſi. Modgangen havde ikke gjort ham klogere eller forſigtigere i hans Færd; ſnart ſamlede han paany en Deel Folk om ſig, hvilke voldte ham ſtore Bekoſtninger og vare trykkende for hans Bonder. Han fif derfor ikke Lov til at være i Fred ret længe. Arnor Tumeſen havde kun nod⸗ tvungent fundet ſig i Biſkoppens Gjenindſceetelſe. Næppe var han derfor kommen hjem fra Norge, for han ſamlede de Misfornoiede om ſig og drog mod Holum. De brod om Natten ind i Huſene og be⸗ megtigede fig Biſkoppen. Han ſatte fig til Mod⸗ værge og klamrede fig med Hender og Fodder til Dor⸗

ä — —— — . —

72 Biſpen paa Holum.

ſtolperne, men deſto ſteerkere traf Voldsmendene i ham, jaa han blev aldeles lemleſtet. Endelig fif de ham jlæbt udenfor, hvor de lagde ham paa en Slede og kjorte med ham til Gaarden 48. Alle Biſpens Folk jog de bort, ligeſaa Skolemeſteren og hans Diſciple, efter at have truet med at brænde Skole— huſet og enhver, ſom var derinde. Paa As blev Gudmund indeſperret i et usſelt, morkt Kammer, hvor han blev behandlet ſom den groveſte Forbryder.

Næfte Sommer udruſtede Arnor et Skib i Hvidaa; enten med det Gode eller med det Onde fulde Biſkoppen nu ud af Landet. Den udterede og lidende. tredſindstyvegarige Mand blev lagt paa en Baare og bundet mellem et Par Heſte for at blive fort til Hvidaa. Underveis var han Gjenſtand for den haardeſte Medfart; Forerne pidſkede fan længe paa Heſtene, der bar ham, til de rev Baaren iſonder og flæbte den ulykkelige Biſp over den ſtenede Hede og over Moſer, jaa det var et Held, at han flap med at brekke det ene Been, og under alt dette var der ikke en Haand, der rorte fig for at hjælpe ham. Da de kom til Hvidaa, blev han lagt ind i et Telt og bevogtet, indtil han kunde komme bort med Skibet.

Paa Flatey, en O midt ude i den ſtore Brede— Fjord, boede en Ven af Biſpen, ved Navn Eyulf Kärsſon. Han fattede det Forfæt, at befrie Gud⸗ mund. Een af hans Svende, en forflagen lille Gut, kaldet Skum den Lille, blev ſendt til Hvidaa for at

Biſpen paa Holum. 73

underſoge Forholdene. Han ffaffede fig Adgang til Teltet og lagde noie Merke til Alt. Kort efter kom Eyulf, forſynet med et tilſtrekkelig Antal Heſte til Eſteholt, hvor han indtil videre ſtjulte fig i Stalden hos en Bonde. Da han endelig fandt Tiden beleilig, drog han derfra en Nat i Regn og Snee til Arnors Telt. Skum kom ham imode og gav ham den for nodne Underretning. Skjondt ſex Mand holdt Vagt, lykkedes det dog Befrierne at ſnige fig ubemerkede hen til Teltet og rykke dets Pele op der, hvor Biſpens Leie var redet. Da Hovedgjerdet ſtodte lige op til Teltveggen, var det en let Sag for Eyulf at gribe ham om Halſen og træffe ham ud. Efter at have iført ham en medbragt Chorkaabe og en hvid Kjortel, blev han fat paa en Heſt, og de ilede derpaa ſtyndſomſt bort. Skum blev tilbage og lagde fig i Biſpens Seng. Naeſte Morgen undrede Vegterne fig

over, at „den Skjeeggede“ ſov faa længe; nogle af dem.

meente, at han maatte være meget ſyg, ſiden han faa flet pasſede fine Bedetimer. Da de vilde fee noiere til, opdagede de Skum. Han fortalte dem nu, at Eyulf havde været der og taget Biſkoppen; men, naar de vilde ſkynde fig, kunde de viſt nok nage ham endnu, thi længere end 6—8 Miil kunde han dog ikte være kommen, foiede han haanligt til. Arnor blev opbragt, da han fi denne Underretning; men der var nu intet Videre at gjore ved den Sag, han reiſte derfor ſtrax hjem igjen, medens Biſpen og hans

74 Biſpen paa Holum.

Befriere drog til Flatey, hvor de holdt fig ſkjulte i Skovene, indtil de fik Vished for, at de ikke bleve forfulgte.

Bijfop Gudmund maatte nu paany ligeſom et Dyr gane fra Gaard til Gaard, men faa godt ſom Ingen vilde unde ham noget blivende Sted og de gaa, der vare venligere ſtemte mod ham, kunde ikkun midlertidig huſe ham. Han fik rigtignok ſamlet nogle Folk om ſig, da han var kommen nogenlunde til Krefter igjen og drog op for om mulig at komme i Beſiddelſe af Holum. Men ſaaſnart han viſte fig, vare de overlegne Fjender rede til at modtage ham og efter en blodig Kamp ved Helgeſted Kirke blev han atter dreven paa Flugt. Kun med Nod og Næppe undkom han til Gaarden Odde, hvis mægtige Beſidder Sigmund Jonsſon endelig undte ham et Tilflugtsſted for den folgende Vinter.

Næjte Sommer, 1221, finde vi atter Gudmund i Nordlandet. Med fine Venner og Ledſagere havde han taget Ophold pan Malmay, en lille Ø i Skaga⸗ fjord. Herfra gjorde Eyulf Kärſon og Einar Skem⸗ ming et nyt Forſog paa at tilbagevinde Holum for Biſkoppen. Det lykkedes dem virkelig efter en haard⸗ nakket Kamp, hvori Einar Skemming dræbte Sighvat Sturleſens Son Tumi, der var ſat til at vogte Biſpe⸗ ſedet; men inden Gudmund kunde komme derind fra Mälmay, havde Sighvat været der og fordrevet hans Folk. Gudmund, der nu ikke længer følte fig tryg

Biſpen paa Holum. 75

ſaa nær ved Island, ſeilede da heelt ud til Grimsey, en O nogle. Mile udenfor Islands Nordkyſt. Men heller ikke her var han ſikker. Sighvat, der brændte af Begjerlighed efter at hævne fin Sons Fald, kom ogſaa derud og bemægtigede fig Biſpens Perſon. Under Forhaanelſer og allehaande Mishandlinger blev han flæbt ombord pan Sighvats Skib. Underveis hævede Gudmund fine Øine mod Himlen og bad:

„Hevn nu Du mig, Herre, thi jeg Elendige formager Intet mere.“

Som om hans Bon var bleven hort, opſtod der pludſelig et ſterkt Uveir, faa at det kun med den yderſte Anſtrengelſe og med Tabet af henved fyrretyve Mand lykkedes Sighvat at nage Land. Da han var kommen hjem, lod han Gudmund komme ombord paa et Skib, der forte ham til Norge, hvor han opholdt fig de folgende fire Aar.

Efter al denne Modgang ſkulde man have troet, at Gudmund hellere vilde have tilbragt ſin Alder⸗ doms ſidſte Dage i Fred og Ro i Norge, men han vilde endnu engang prove fin Lykkfe. De megtigſte Mænd paa Island lage dengang i Feide med hver⸗ andre, han haabede derfor, at de vilde have nok at gjore med denne Kamp og vendte da i Sommeren 1226 tilbage til Holum. Det lod virkelig til, at hans Forhaabninger ſkulde blive til Virkelighed; thi man lod ham være i Ro hele den folgende Vinter.

76 Biſpen paa Holum.

Næfte Sommer drog han til Althinget, hvor han blev modtaget af Snorre Sturleſen og behandlet med ſtor Venlighed. Men efter at han havde faaet hvervet lig en Deel Tilhængere for at være belavet paa det Verſte, lod hans gamle Modſtander, Sighvat Sturle⸗ jen, ham vide, at han af al Evne vilde forhindre hans Tilbagekomſt til Holum.

Gudmund drog da til Stadarhol, hvor han blev ſyg. Sighvats Broder Thord, der ligeſom Snorre var mere velvillig ſtemt imod Biſkoppen og desuden laa i Strid med Sighvat, lod ham paa Baarer fore til fin Gaard, Hvamm, hvor der i alle Henſeender blev ſorget for hans Sikkerhed. Saalcenge han var der, fandtes der aldrig færre end 120 Mand paa Gaarden. Om⸗ lider blev der fluttet Forlig mellem Brodrene, og Gudmund fik ved ſamme Leilighed Lov til at vende tilbage til ſit Biſpeſede. Her tilbragte han nu nogle faa Aar i Rolighed, indtil han vakte ny Misfornoielſe og i Aaret 1232 atter maatte flygte. Forſt da Sturlungerne fik andet at tænke paa i den haardnakkede Kamp, ſom de i de folgende Aar forte indbyrdes, kom der roligere Dage for Gudmund. Men han var nu over halpfjerdſindstyve Aar gammel og tilmed haardt medtagen i de uafladelige Kam pe, han havde fort, ſiden han blev Biſkop. J ſine ſidſte Leveaar var han ſtadig ſyg, han tilbragte Tiden neſten ſom Eueboer under daglige Andagts⸗ ovelſer. Syvoghalvfjerdſindstyve Aar gammel døbe han 1237, efter at han i 34 Aar forgjæves havde

Biſpen paa Holum. 77

ſogt ſom Biſkop at hævde Kirkens Magt over de ſtridbare Islœndere. Der ffete Icertegn ved hans Grav, og efterhaanden ſom de forrige Stridigheder glemtes, begyndte man at mindes hans Hellighed; der er ſaaledes bevaret en Mengde Legender om ham, og han kaldes i Sagaerne Gudmund den Gode.

1

78

La vernice fa tutto, Af H. C. Stilling.

Den tydſke Maler Wilhelm Tiſchbein kom i Aaret 1781, 30 Aar gammel til Italien, hvor han efter nogle Aars Forlob boſatte ſig i Neapel og forblev der faa længe, at han af fine Landsmænd fik Tilnavnet „Neapolitaneren“. Det var ved den Tid, at Opdagelſen af og Udgravningerne i Pompeji, Herculanum o. ſ. v. vakte hele den dannede Verdens Opmeerkſomhed, drog ſtore Skarer af Kunſtnere og Lærde til Syden og foranledigede en fornyet, længe ukjendt Interesſe for Oldtidens clasſiſke Kunſtveerker, og med disſe for Kunſt i Almindelighed. Der havde været en lang Periode, hvori Kunſten i Italien, ſom i alle andre Lande, havde været nedſunket i dyb Forfald og vegeterede ukjendt og upaaagtet af Folkets ſtore Masſe, men nu var et nyt Liv vaagnet, man anerkjendte Kunſtens Berettigelſe og hoie Be⸗

La vernice fa tutto. 79

tydning og ſogte ved alle Midler at løfte den igjen

af deus fortrykte Tilſtand.

J Aaret 1789 dode den gamle Directeur for Kunſtacademiet i Neapel. Tiſchbein var iblandt An⸗ ſogerne om den ledige Poſt, og, ſtjondt Udlending, blev han efter en Concurs med de ligeledes an⸗ ſogende Indlendinge, ſom den Seirende, udnævnt til Academiets Directeur, hvilken Poſt han bekledte indtil 1799, da han efter Franſkmendenes Beſettelſe af Neapel forlod Italien. Tiſchbein var vel ikke noget ſtort Talent, men han var en korrekt Tegner; han componerede og malede med en vis behagelig Lethed, og var ſin Kunſt inderlig hengiven. J Forening med den engelſke Geſandt Hamilton udgav han Af bildninger og Beſkrivelſer af de beromte Samlinger af antike Vaſer, ſom Engleenderen havde ſammen⸗ hobet med lidenſkabelig Iver og ſtore Pengeoffre; han var iøvrigt pan mange Maader virkſom og ſom Academiets Directeur paa fin rette Plads.

Det var imidlertid intet let Hverv, Tiſchbein her havde paataget ſig, thi han maatte fra Grunden af reorganiſere det forældede, neſten hendode Kunſt⸗ academi; Lokale, Underviisningsapparater, Lerexe, Elever, Alt blev nyt, og ſom det ſnart vifte fig, blev Alt bedre med det ſamme. Eleverne, ſom folte deres Meſters Værd, bleve ham meer og meer hengivne og i Staden vakte det nye Academi almindelig Opmerk⸗ ſomhed. Der var truffet den Indretning, at Publikum

80 La vernice fa tutto.

kunde overvære Aftenunderviisningen, og Benkene udenom de efter den levende Model tegnende Elever, vare ſtadigt opfyldte med tauſe og opmeerkſomme Til⸗ ſtuere. Interesſen for Academiet og med det for Kunſt i Almindetighed var i ſterk Tiltagende blandt Neapels Indvaanere. Kunſten, ſom faa flænge havde været overſeet og forglemt, var nu paa engang kommet i Mode, Alle talte om den, Enhver vilde være Kunſtkjender og gjerne efter Evne agere Mæcenas; ifær var Portraitfaget i Anſeelſe. Men Tiſchbein ſom Academiets Directeur Havde imidlertid fuldt op af Bryderier af alle Slags, og ikke altid formagede han at værne om Kunſtens Verdighed, naar f. Ex. en eller anden umoden Elev tillod fig at agere Meſter ligeoverfor et ukyndigt Publikum. Tiſchbein har felv derom fortalt folgende lille Hiſtorie:

Det var Skik i Neapel at Lotteri⸗Collecteurerne havde Kongens og Dronningens Portraiter ophængte i deres Butiker. En Collecteur havpde beſtilt to ſaa⸗ danne Portraiter hos en af Academiets Elever ved Navn Giovanni. Denne var en Begynder, men han var fattig, og, glad ved den Fortjeneſte ſom Beſtillin⸗ gen lovede ham, paatog han ſig den uden at betenke, om han ogſaa formagede at udføre den. Kongens Portrait blev forſt færdigt, og Giovanni modtog Be⸗ talingen derfor, men da han nogen Tid efter modte hos Collecteuren med Dronningens, vilde denne ikke modtage det, men paaſtod at det ikke lignede, og at

La vernice fa tutto. 81

det ſaavel ſom Kongens Portrait vare Fufferarbeider. Den fornærmede og hidſige Kunſtner tyede ſtrax til en Procurator, af hvilke Neapel altid har havt Over⸗ flod, og en Proces blev vieblikkelig indledet im od Collecteuren.

Medens denne Proces ſtod paa, indfandt Giovanni ſig en Dag hos Tiſchbein i hans Hjem, fortalte ham det Forefaldne og meddeelte ham, at Portraitet nu ifolge Dommernes Forlangende ſkulde fremſtilles for ham, Academiets Directeur, for at han kunde bedomme dets Værd eller ikke Verd. „De er Fader for alle os unge Kunſtnere“, lagde han til, „jeg fætter min Lid til, at De vil være paa mit Parti og ſorge for at Collecteuren bliver domt til at betale det beſtilte Arbeide“. Tiſchbein lovede at gjore ſit Bedſte, men gjorde ham tillige opmeerkſom paa, at han maatte ſee Billedet, forinden han kunde have nogen Mening om Sagen. Neppe var Maleren gaaet bort, fan indfandt Collecteuren ſig. „Jeg kan umuligt modtage Billedet“, ſagde han, „intet Menneſke kan faae mig til at hænge et ſaadant Smoreri op i min Butik eller til at be⸗ tale det; De, Hr. Directeur“, foie de han leende til „vil ſnart fane at fee, hvad det er for Toi, Hr Giovanni har makket ſammen“.

Naeſte Morgen kom den unge Maler igjen til Tiſchbein og gjentog ſin Bon. — „De veed, at jeg gjør for Eder, hvad jeg formaager“, ſvarede Tiſchbein, „men det behager mig ikke ret, at De paa ſaadan en

6

82 La vernice fa tutto.

Maade har indladt Dem paa en Proces; vil Deres Modpart ikke have Billedet, ſaa vilde jeg i Deres Sted ikke have forſogt paa at tvinge ham; imidlertid lad mig nu forſt ſee Deres Arbeide“. Giovanni lob da for at hente det, og Tiſchbein ſaae nu et Makverk, der i Stymperagtighed langt overgik Alt, hvad han kunde have ventet. Han ſagde reent ud til Giovanni, at han ikke nokſom kunde undre ſig over, at han ikke ſkammede fig ved at ſtille et ſaadant Fufkerarbeide frem, men endog vilde tiltvinge ſig Betaling derfor ved en Proces. „Men“, foiede han til, „dette Toieri ſkal ikke fremſtilles i Retten, det man ſtrax paa Stedet tilintetgjores til Deres eget Gavn, thi bar De det over Gaden, og Lazaronerne fik det at ſee, ſaa vilde de myrde Dem, naar de erfarede, at det er deres ſmukke Dronning, ſom De har maltrakteret paa den Maade, og jeg kunde friſtes til at ſige, at der ſkete Dem Deres Ret. Efter hvilket Maleri har De copieret det?“ ſpurgte Tiſchbein endelig. „Ikke efter noget Maleri, men efter Hukommelſen“, var Svaret. — „Hvor har De da ſeet Dronningen?“ — „Flere Gange naar hun kjorte forbi; hun er blond, og ſaa⸗ ledes har jeg malet hende.“ — „Men det er jo ikke Haar, De har malet, det er en Tot Hor, der hænger ned over Panden, og er det en Mund? er det en Neſe? og de Huller der, ſkal de foreſtille Sine?“ — og ſaaledes vedblev Tiſchbein en Tidlang at revſe den nheldige Kunſtner. „Men hvad fful jeg da

La vernice fa tutto. 83

gjore?“ ſpurgte denne endelig ſpagfeerdig; „der er ikke Tid til at male et andet Billede, thi om tre Dage ſkal det fremlegges i Retten, og jeg har ikke Udſigt til igjen at fane en anden Beſtilling, naar dette mit Arbeide casſeres.“ Ved disſe Ord kunde han ikke længer tilbageholde fine Taarer.

Tiſchbein havde imidlertid Medlidenhed med den ſtakkels Stymper. „Vi maae ſee at ſkaffe Raad“, ſagde han; „her er Lærred, der har De Palet og Farver, og her er et Portrait af Dronningen, ſom De kan copiere; jeg ſkal nok være Dem behjelpe⸗ lig, og nu raſk til Arbeide!”

Hvem var gladere end Giovanni! Under Meſte⸗ rens Veiledning gik Arbeidet raſk fra Haanden; Billedet blev færdigt og paa den berammede Dag var det opſtillet i Retten, hvor hver af Modparterne modte med ſin Advokat. Portraitet var forelobigt tildekket. Giovannis Sagforer fremkom forſt med ſin Klage over at Collecteuren vægrede fig ved at betale et beſtilt Billede og dertil frænfede Kunſtneren ved at foragte dennes Arbeide og paaſtaae, at Portraitet ikke lignede Hendes Majeſtcet Dronningen. — Nu tog Modparten Ordet: De Herrer Dommere, ſagde han, vilde ſtrax ſelv fee, Hvor flet Billedet var malet, ja jaa flet at intet Menneſke kunde fee, hvem det ſkulde foreſtille, faa at Collecteuren hverken kunde være bekjendt at hænge det op i fin Butik eller

overhovedet modtage og betale det. — „Viis Billedet 6*

—

84 La vernice fa tutto.

frem,“ ſagde den ene af Dommerne. Maleren tog Portraitet og holdt det frem, men ſaaledes at hans Mod⸗ part ikke kunde fee det. Dommerne forbauſedes ved at fee det ſmukt udførte Billede og yttrede høit deres Beundring over den ſlagende Lighed. Collecteuren og hans Advokat loe og gottede ſig, idet de antoge den almindelige Beundring for Ironi, men Dommeren vendte fig imod dem og ſagde: „Naar De ikke vil have Billedet, jaa tager jeg det paa Stedet og betaler det med Fornoielſe, thi et faa lignende Portrait af vor ſkjonne Dronning har jeg længe ikke feet, og det er intet Under, at Academiets Directeur har udtalt ſig til Gunſt for dette Billede.“ J det ſamme vendte han Billedet om imod dem, og hvem formager at ſkildre deres Forbauſelſe over den ubegribelige Forandring ? „Ja nu“, ſagde de, „ſeer det rigtignok anderledes ud, det er jo et heelt andet Maleri; men hvorledes kan dog en ſaadan Forvandling være foregaget?“ ſpurgte de Maleren. „Har jeg ikke ſtrax ſagt Dem det“, ſvarede denne; „har jeg ikke ſagt Dem, at Por⸗ traitet var fuldkommen ligt, men at det endnu ikke havde faaet la vernice (Fernis), dog De gjorde en Larm ſom Beſatte; De vilde ikke høre mig, og vare nær ved at kaſte mig paa Doren; nu har Billedet

faaet Fernis, og der ſeer De Virkningen!“ — Kan da Fernis gjøre flig Forandring og frembringe ſaadan Lighed? — „Viſtnok, la vernice fa tutto (Fer⸗

nisſen er Hovedſagen)! dengang vare alle Farver ind-

bun iini E

La vernice fa tutto. 85

flaaede, men Fernisſen bringer dem atter frem, og da ſeer man forſt, hvad et Maleri duer til.“ — Det havde de aldrig troet, at Fernisſen kunde gjore den Virk⸗ ning. — Alle de Onmſtaaende bekraeftede imidlertid hoit, at Fernisſen var Hovedſagen. Sicuro, la vernice! la vernice fa tutto! — „Det har jeg ikke vidſt,“ ſagde Lotteri⸗Collecteuren, „men da det nu engang er ſaaledes, faa modtager jeg med Fornoielſe Billedet og betaler hvad det koſter.“

Procesſen var ſaaledes endt til alle Parters Til⸗ fredshed og til den unge Malers Berommelſe. „See“, ſagde man, „hvorledes Hans Majeſtcet vor Konge ſorger for de ſkjonne Kunſter! Siden det nye Academi er oprettet, fremſtaaer der Talenter blandt vore unge Folk; de lere at bruge Farverne og — Fernis, — Evviva Sua Maestà!“

86.

En historisk frormsigelse.

Den ſveuſke Konge Carl den Tolvte havde paa fit bekjendee Tog mod Rusland opflaaet fit Hoved— kvarteer i Smorgony i det nuværende Gouvernement Wilna, hvor han forblev en heel Maaned, rimeligviis fra 22de Februar til 23de Marts 1708.

Han havde ryddet godt op i Sachſen og Polen og revet den polſke Krone af Hovedet pan en daarlig Fyrſte for at jætte den paa fit eget. Nu havde han Lyſt til at tilfoie fin Dodsfjende, den mofkovitiſke Czar, ſamme Skjebne. .

Da Carl dvelede længe i Smorgony, blev denne By fnart Samlingspunktet for Svenſkere og Polakker af enhver Alder og Stand. Blandt Andre kom der ogſaa en ung Mand, Svenſker af Fodſel, der havde ſtuderet ved Univerſitetet i Upſala. Hans Navn er ikke bleven overgivet til Efterverdenen, endſkjondt der knytter fig et ſelſomt Minde til hans Perſonlighed, og vi ville ſimpelthen falde ham „Smorgonyeren“.

En hiſtoriſt Forudſigelſe. 87

Der var noget meget Hemmelighedsfuldt i denne Mands BVæfen, og da det ſtemmede med hans In⸗ teresſer at ſtille det i et ſaa ſkarpt Lys ſom muligt, var ethvert Middel dertil ham velkomment; han gik altid ſom i Dromme, talte helſt om ſcelſomme Ting og forſtod at ſette fig i en vis Reſpect i de Kredſe, der ſtod ham aabne. Han gav ogſaa hele Verden at forſtaae, at han var i Beſiddelſe af Spaadomsgave, og at han havde en Nogle, der kunde aabne ham Veien til Fremtidens dybeſte Hemmeligheder.

Eudſkjondt denne Mands underlige Egenſkaber ſnart bleve bekjendte i Carls Hovedkvarteer, Havde han dog det Uheld, at man flet ikke ſkjcenkede ham nogen Anerkjendelſe paa de Steder, hvor han helſt gad vinde den. Han opſogte indflydelſesrige Per⸗ ſoner, for at de ſkulde ffaffe ham Audients hos Kongen, han talte vidt og bredt om de vigtige Oplysninger, hvilke han ſom ivrig ſvenſk Patriot paa ingen Maade kunde forholde fin Landsherre, han ſkildrede fine Meddelelſers Vigtighed med de meſt levende Farver, men Alt var forgjeves. De Perſoner, der havde kunnet ſkaffe ham Audients hos Kongen, kjendte dennes Tenkemaade, der ubetinget forkaſtede enhver Spaadom, og vidſte forud, at Smorgonyeren faa meget ſikrere vilde komme i en baade for ham ſelv og Kongen ubehagelig Stilling, ſom Carl, der var beruſet af fin Seir over Rusſerne ved Holowezyn, kun dromte om

f.92n2 —— —

8 —————ꝛꝛ—————ðzx“vꝝ—ß;rðẽS ¶ ů—᷑2ͤůÄX—ß[lu

88 En hiſtoriſt Forudſigelſe.

ſtadige Seire og Triumfer og ikke vilde unde ſig Ro, for han havde ſtodt Czaren fra Tronen.

Jo mindre villige Carls Omgivelſer viſte ſig til at laane Øre til Smorgonyerens Onſker, deſto bitrere klagede denne over fin Vanſkjebne. Om hans Klager end juſt ikke vare ſkikkede til at blodgjore Hjerterne, jaa vakte de dog hos mange en vis Nysgjerrighed efter at lære Beſkaffenheden af hans Meddelelſer at kjende.

Til disſe Nysgjerrige horte Carl den Tolvtes Hofprœſt Nordberg.

„J har valgt et ubehageligt Tidspunkt,“ bemeer⸗ fede Nordberg en Dag, da han havpde Leilighed til at underholde. fig med Smorgonyeren. „J maa dog vide, at Kong Carl, bortſeet fra den Omſtendighed, at han afſkyer ethvert Sandſigeri, for Oieblikket ſysler med de driſtigſte Planer. Det havde været heldigere at benytte Leiligheden, forinden vor Konge havde aabnet Fjendtlighederne mod Rusland.“

„Det kunde jeg ikke,“ ſvarede Smorgonyeren; „dengang ſtod det anderledes i Stjernerne. Jeg ſaae Seir og Berommelſe vente vort Fedrelands Faner, hvilket ogſaa hidtil er blevet os tildeel ligeoverfor Rusſerne, og jeg fane de ſkjonneſte Laurbær pryde vor Konges Pande. Nu derimod” ....

„Og nu?“ ſpurgte Nordberg.

„Nu,“ forſikrede Smorgonyeren i en meget hemmelighedsfuld Tone, „nu ſeer det ud, ſom om

Eu hiſtoriſt F ovudfigelfe. 89

Sverrig maa ſynke ned fra den Hoide, hvortil Carls Driſtighed og Mod har hævet det, til den uberomme⸗ lige Lidenhed, hvori det for befandt fig.”

„Saa fortæl dog, hvad J veed!“ bad Nordberg.

„Ja til Kongen, men til intet andet Menneſke!“ ſvarede Smorgonhyeren fort.

Nordberg fvarede i en lidt vred Tone: „Det er ikke min Bane at trænge ind pan Nogen. Naar jeg imidlertid onſker at erfare den Hemmelighed, der efter Eders Sigende kan have fan uberegnelige Følger for vor Konge og vort Fadreland, ſaa maa J ſtrive det paa min Fadrelandskjorligheds Regning og hen⸗ fore det til den Omſtendighed, at jeg gjerne vil ſkaffe Eder en Samtale med Kongen, hvis jeg i Eders Meddelelſe kan ſkimte Noget af en ſaadan Be⸗ tydning, at det berettiger mig til at gjøre et fligt Skridt for Eder.“

Smorgonyeren ſyntes et Sieblik at fæmpe med fig ſelv, og tilſidſt fattede han den Beſlutning at aabenbare ſin Hemmelighed.

„J maa gjøre Eder det klart, at jeg kun meget modſtrœbende aabenbarer Eder min Hemmelighed, fordi det var mit faſte Forſcet i en hemmelig Samtale at indvie Kongen i den Fremtid, ſom han og vort Fedreland gaaer imode. Hvis J imidlertid troer, at J kan være mig behjelpelig med at fane en ſaadan Samtale, vil jeg i al Almindelighed antyde Eder vor Stilling i den allernermeſte Fremtid. Den er ingen⸗

90 En hiſtoriſt Forudſigelſe.

lunde lys, og en ſtor Ulykke venter os, hvis Kongen ikke Hurtigt ſtandſer Fjendtlighederne. Kongen vil levere Moſkoviterne et Slag og — tabe det! Storſte— delen af de Krigere, der ikke falde pan Valpladſen, kommer i Fangenſkab. Tilſidſt gaaer hele Heeren tilgrunde, men Kongen kommer derfra med Livet og frelſer fig ved Flugten. Han vil trætte fig tilbage til et Naboland, men med et faa ringe Folge, at han kun ſeer tre eller fire Perſoner ved ſit Bord.“

De ſidſte Ord udtalte Smorgonyeren med ſtort Eftertryk.

„Det er morke Udſigter!“ ſvarede Nordberg. „Lad os imidlertid haabe, at Stjernerne, dengang Fremtiden viſte fig for Eder i en ſaa betenkelig Skikkelſe for Kongen og Krigsfolket, mage have været overtrukne med Skyer og indhyllede i Taage, faa at det ikke har været Eder muligt med al Eders Dyg— tighed at faae et fandt Indtryk af Himmellegemernes indbyrdes Stilling.“

Nordberg lo, men Smorgonyeren ryſtede paa Hovedet.

„Jeg bilde for mit Fedrelands Skyld onſke, at jeg var en falſk Profet,“ forſikrede han efter nogen Toven; „jeg onſker desuden, at J, ærværdige Herre, ikke maa komme til at angre Eders Mistro og til at beklage, at J ikke har ſkaffet mig Adgang til Kongen. Jeg ſeer, at J Intet finder i mine Antydninger, der kan ſtemme Eder gunſtigt for mine Duſker, lev ſaa

En hiſtoriſt Forudfigelfe. 91

vel da! Giv Eder kun hen til Eders Dromme om Seire og Triumfer og bed til Gud, at J ikke maa komme til at mindes mig, naar det er for ſilde at folge mine Raad.“

Smorgonyeren gik bort i Vrede; han hapde gjort det ſidſte Forſog paa at komme i Kongens Ner⸗ hed, og det var ſtrandet ſom alle de foregagende. Nordberg anfaae ham for en upaalidelig, maaſkee ſindsforvirret Perſon og var ikke bange for at paa⸗ Drage fig Samvittighedsnag ved at dolge Smorgo— nyerens Spaadomme for Kongen.

Det varede imidlertid blot eet Aar og nogle Maaneder, for man kunde gjore den Jagttagelſe, at Carl gik ſin Undergang imode i Rusland. Fjenden havde med egen Haand antændt Steder og Lands⸗ byer, odelagt Markerne, nedtraadt Seden og for⸗ vandlet vidtſtrakte Landſkaber, der ellers rummede Himlens rigeſte Velſignelſe, til ſorgelige Orkener. Sult og Sygdom gjorde Indhug paa Svenſkernes Gær og bortrev en Mængde af Kongens Tropper; hertil kom Slaget ved Liefna i Palatinatet Mſcislau, hvor General Löwenhaupt miſtede ti tuſinde Mand.

Endelig kom Pultawas Beleiring. Kongen blev farlig ſaaret i Benet, og kun et i Sandhed heroiſt Mod var iſtand til at gjore en Amputation unod⸗ vendig. Rusſerne traf imidlertid Foranſtaltninger til at undſœtte Pultawa; den 8de Juli 1709 led Svenſterne et. frygteligt Nederlag, og Carl maatte flygte til

3

92 En hiſtoriſt Forudſigelſe.

Besſarabien. Kun nogle faa Trofaſte kunde folge ham, den overveiende Deel laa pan Valpladſen eller vandrede til Siberien, og kun et ringe Antal af dem, der vare ſaa ulykkelige at falde i Fangenſkab, gjenſaae deres Fedreland.

Smorgonyerens Forudſigelſe gik ſaaledes paa en ſorgelig Maade i Opfyldelſe.

93

Psalme.

Af H. C. Anderſen.

(Denne ſmukke Pſalme, der er leveret mig fra en righoldig

Autografſamling, ſkrev Anderſen under et Sommerophold hos

Fru Neergaard i 1864. Den er et Vidnesbyrd om hans

Stemning efter Modtagelſeu af den ulykkelige Efterretning om Als's Overrumpling og Indtagelſe)

Jeg har en Angſt ſom aldrig før, Som ſtod jeg foran Dodens Dor Og maatte ind og ſtyrte ned

J Morke og i Enſomhed.

Jeg rives frem med Stormens Haſt, O Herre, Herre, hold mig faſt.

Alt Ondt i mig det kom fra mig, Hvad Godt jeg gjorde, kom fra dig; De Andres Skyld jeg nok opfkrev, Men ei mit eget Skyldnerbrev. Hvor har jeg for mig ſelv hver Dag Beſmykket godt min egen Sag.

94

Pſalme.

Jeg tredes ſkal af Dødens Hel, Forſt da ſig lofte kan min Sjel, Læg „Fadervor“ ſom Duens Blad Mig paa min Tunge, gjor mig glad! Har jeg ei Gud, hvad har jeg da, Naar hele Verden falder fra!

—

„„ Es ' . s ß ; p èò:⁊ꝶñ , m ¼:¼'' ß

95

Julennt. Af Chriſtian Juul,

(født den 30te October 1813, død den 22de October 1854).

Hvi tindrer i Nat Guds Stjerner ſmaa Saa klart og ſelſomt fra Sky? —

De mindes den Stund, de Barnet ſaae

J Krybben i Davids By;

De mindes den Stund, da fra Sſtens Hjem De ledte de hellige Konger frem

At hilſe Guds Sjeeleſols Gry.

De mindes de Glimt, hin ſterke Sol Skod ud fra Midnattens Skjul,

Saa Morgnen klared' fra Pol til Pol Med Vaar for Hjerternes Fugl.

Og alt ſom i Sferernes Dands de gage, Det er, ſom onſked' de Store og Smaa: Gudsfred og en lykkelig Juul!

|

var 1 N.

Wee aH

an

5 12400 *

- 323 1 frå

3 e ene e a vd e 5 1. n.

indau.

Pau L

99

To Werdener. Af Miſs Thackeray.

En Eftermiddag ſtandſede Doctor Rich ſom ſed⸗ vanlig udenfor Hr. Dumbletons Bolig, red ind gjennem Jerngitterporten mellem de allerede blomſtrende Sy⸗ ringer og ſtod af ved den ſtore Stentrappe. Han ringede pan og ſpurgte, om Miſs Berners var hjemme.

Man forte ham ind i Salonen. Det var et ſmukt, langagtigt Verelſe i Stueetagen, fuldt af Sofaer og magelige Stole; Vinduerne gik ud til Haven, og Solen kaſtede i dette Sieblik fit fulde Lys ind gjennem Trœerne. Venggene vare prydede med Portraiter af Familien Dumbleton, hvis Medlemmer havde levet i disſe Værelfer, vandret i denne Have, og ſom nu havde overladt deres Pladſer til Andre. Alt var faa hyggeligt, Ilden brændte klart i Kaminen, og Horatia ſad i en ſort Floils Dragt i Nerheden af den.

77

100 To Verdener.

Hun reiſte fig, for at hilſe pan Doctoren. Da han fane hende komme ſaaledes hen imod fig, om— ſtraalet af det fulde Lys fra Vinduerne, ſyntes han, hun lignede et Billede, han havde ſeet et eller andet Sted .. . Eller, havde han feet det i Dromme? Hvor: dan det nu end var, han var vis paa, hun vilde ſige til ham: „Vi ſkal nu reiſe, farvel.”

„O, Doctor Rich,“ ſagde hun og rakte ham Haanden, „jeg er ſaa bedrovet! Tante ſagde mig nys, at vi ſkulde tage bort.“

„Naa,“ ſvarede han, ganſke bverraſket over at ſee det gage i Opfyldelſe, han havde tenkt paa, „det gjor mig meget ondt at miſte min Patient. Og jeg

vilde juſt have ſagt til Dem idag, at De kunde langt;

bedre helbrede Dem ſelv end jeg. Alt, hvad De trenger til, er at bevæge: Dem hver Dag, fore et regelmesſigt Liv og ... have noget at beſtille. Det er Ting, ſom jeg ikke kan lade Apothekeren ſende Dem.“

„Men hvor kan det falde Dem ind, at jeg mangler Beſtjeeftigelſe?“ ſagde Horatia ganſke for— undret.

„Er det da ikke Tilfældet med de fleſte Damer?” ſagde Doctoren ſmilende. „Finder jeg dem ikke alle indelukkede indenfor fire Veegge ſom Fanger og be: ſkjeftigede med allehaande unyttige Smaagarbeider, for at fane Tiden til at gage? Dette Verelſe er' ganſke

—

To Verdener. 101

viſt et meget ſmukt Fengſel, men det er altfor varmt til at være ſundt.“

„Ja, De har Ret, jeg er visſelig en Fange,“ ſagde Horatia, „men jeg forſikkrer Dem, at jeg ogſaa arbeider ſtrengt.“

Doctoren ſage noget tvivlende ud.

„Maa jeg fortælle Dem, hvad jeg tager mig for?“ vedblev hun. „Det er ikke forſte Gang, De har talt ſaaledes til mig.“

„Det er, fordi det er noget, jeg længe har lagt Marke til, og jeg kan ikke undlade ſtadig at gjentage, at Kvinder i Deres Stilling have ikke nok at beſtille,“ ſvarede Doctor Rich.

„Fordi De ikke forſtager Dem paa det, Doctor. Hor nu f. Ex. hvorledes mit Liv gaaer; jeg er jo ikke Herre over et eneſte Sieblik. Jeg maa ſtadig være paa Ferde, fore Brevvexling, modtage eller gjøre Beſog, tage ud til Middag, ſpadſere . .. J Selſkabstiden er jeg næften hver Aften ude; om For⸗ middagen maa jeg i Butikkerne eller ſkrive Breve; om Eftermiddagen ffal jeg kjore en Tour. Jeg er aldrig ene. Altid ſkal jeg ledſage Tante, tale, høre, være ſnart hiſt, ſnart her. Er det ikke Arbeide nok for ti Kvinder og ikke meget for meget for en ſtakkels overanſtrengt Skabning ſom jeg?“

Doctor Rich var meget overbærende med fine Patienter og ifær, naar det gjaldt Horatia; han ſagde derfor venligt: „Ja, det er ganſke viſt et redſomt

102 To Verdener.

Liv. Men kan jeg ikke hjcelpe Dem? Kunde jeg ikke forefkrive Dem en mere fornuftig Maade at leve paa?”

„Aa nei, der er Ingen, ſom kan hjælpe mig, og Intet, ſom kan frelſe mig,“ ſagde Miſs Berners. „Jeg er faa tret, faa opflidt. Da jeg er fuldſtendig afheengig af min Tante, maa jeg rette mig efter hende i enhver Henſeende.“

„Men De kunde maaſkee,“ ſagde Doctoren nolende, „maaſkee ...“

„Nei,“ udbrod Horatia, „jeg vil aldrig gifte mig, hvis det er det, De mener. For en halv Snes Aar eller mere ſiden kunde jeg have teenkt derpaa, men nu

. nu, jeg ſkammer mig ved at fee Folk i Anſigtet, naar Tante forſoger ... Aa, hvad er det for Taabe— ligheder, jeg der ſiger! . . . Nei, det maa blive ved at gaae, ſom det gaaer. Der bliver ingen Hvile for mig, for jeg .. .“ og hun braſt i Taarer ...

„Dockoren ryſtede pan Hovedet og gik hen til et af Vinduerne. Han tog Gardinet til Side, lukkede Vinduet helt op og ſage ud i Haven. Derpaa gik han et Par Gange op og ned i Varelſet og fatte fig ſaa ved Kaminen. Det var en ſtor, gammeldags Kamin, ſom i mere end to Aarhundredrer havde ſeet Medlemmerne af Familien Dumbleton rundt om ſin Arne. Oven over den var der et Portrait af en Dame med puddret Haar og et Perlehalsbaand paa,

To Verdener. 103

ſom ſyntes at ſee ned paa Datteren med et venligt Smil.

Horatia havde kaſtet fig ban en lav Sofa og torrede ſine Taarer. Den friſke Luft, der trængte ind i Verelſet, gjorde hende mere godt end alle Ord. Da hun blev mere rolig, ſage hun op, og da Doctoren bemceerkede det bekymrede Udtryk i hendes morke Oine, folte han en dyb Medlidenhed med hende. J nogle Sieblikke tav han ſtille, men derpaa ſagde han med ſagte Roſt, ſom om fan havde taget en ſtor Be— ſlutuing:

„Jeg troer, jeg vil kunne hjælpe Dem, hvis De tillader det. Iſtedetfor at være et Straa, der- hvirvles om af Strommen, var det ikke bedre at blive et Anker i faſt Grund? Kunde De ikke have Lyſt til at blive en Leges Huſtru?“

Horatia rodmede ſterkt og lagde overraſket Hovedet ned i Sofaens Puder for at ſtjule ſin Bevegelſe. Doctoren vedblev at tale roligt, idet han tilfokede, at han aldrig havde lagt ſtor Vegt paa Standsforſkjel

Hat han ikke indſage, hvorfor en fornem Dame ikke ſkulde lere Livets Virkelighed at kjende. „Thi,“ til⸗ foiede han med et Smil, „den Stilling, jeg kan til⸗ byde Dem, er meget beffeden.”

Han var ſom ofteſt lidt vidtloftig i fin Tale, men den Dag var han ſnart færdig og ventede nu, hvad Horatia vilde fvare.

„Jeg er ganſke overraſket,“ ſagde hun endelig,

104 To Verdener.

idet hun beſtrebte fig for at tale roligt. „Jeg. veed ikke ... De kjender mig jo ikke, Doctor Rich.“

Denne ſvarede beſtandig ganſke rolig, at han længe havde teenkt paa at gifte fig, at han ikke kunde vente, at hans lille Husholderſke, hans Soſter Berta, længe vilde blive hos ham, at der ikke var Nogen i Nabolaget, han ſyntes om, og at det forekom ham, at den Plan, han havde omtalt, vilde gjore dem begge To lykkeligere, end de Hidtil havde været.

Hans Tone var faa rolig, — ſom ſedvanlig naar han var bevæget, — at Horatia ikke ret fik nogen Anelſe om, at denne Ro ſfjulte et fyrigt og hengivent Hjerte med ridderlige og lidenſkabelige Folelſer .. .; hun vidſte ikke, at det var en Skat, ſom blev budt hende, og at den ſimple Landsbylege ſtod ligeſaa hoit over hende ved ſin blide Natur ſom ved ſin mandige Kraft, fine Talenter og fin Iherdighed.

Med brændende Kinder fane hun opmerkſomt pan ham. Han var en noget foer Mand af Middel— hoide med et velvilligt Anſigt og et venligt, men dog ſkarpt Blik; hans Stemme havde en eiendommelig blid Klang, der endnu ſyntes at gjenlyde for hendes Oren, efterat han havde ophørt, at tale.

Derpaa gjenkaldte hun fig det med Vedbende bedeekkede Hus, ſom hun engang havde ſeet "paa en Tour med Fru Dumbleton. Hun forſogte at tanke fig, hvorledes Dagen vilde gaae i dette fredelige Tilflugtsſted, og fin egen ſtille Tilverelſe efter ſaa mange Aars

To Verdener. i 105

Larm og Bevegelſe, fin Ro efter faa mange Anſtren⸗ gelſer, en virkelig Ven iſtedetfor mere eller mindre ligegyldige Bekjendtſkaber. J bette Øieblit vilde hun have været mindre friſtet til at modtage en Mands Tilbud, fom Havde nok af Verdens Goder. Da hun var bleven rolig nok til at kunne tale, ſagde hun ikke det Nei, der forſt var forekommet hende ſom det eneſte mulige Svar.

„Jeg kan ikke . ..“ mumlede hun, „jeg kan ikke give Dem et beſtemt Spar nu. Jeg ffal ſende det . . . jeg ſkal ſkrive. Jeg maa tale med de Andre; jeg beder Dem, tag bort, for de komme ...“

Doctor Rich ſtod op, bukkede alvorligt og gik. Hans jevne Opdragelſe gjorde ham her god Tjeneſte; han forblev fuldkommen rolig og Herre over fig ſelv, medens Horatia ſkjcelvede og neppe kunde blive Herre over fin Beveegelſe. Da han var borte, gik hun oven⸗ paa, gjennem de ſtore Rum til ſit Verelſe. Der hortes ingen Lyd rundt om hende; hun faae kun de ſtore Egetres Dore, Familieportraiterne pan Væggene og de ſtore Vinduesfordybninger, hvorfra man ſaae ud over Egnen paa den nedgagende Sol og Treernes Toppe.

Hun ſtod ſtille og faae ud. Foran hende ſlyngede Veien ſig ſom et Belte midt gjennem Skoven; hun ſaae en Rytter fare hen ad den, indtil en Omdreining fuldkommen ſkjulte ham. Hendes Blik ſtirrede endnu nogen Tid ud i Landſkabet, men uden at hun havde

106 ' To Verdener.

nogen Bevidſthed om de Gjenſtande, det modte. Store, purpurbremmede Skyer ſtege op i Synskredſen, det luftede op og ſuſede gjennem Treernes Grene, medens Kragerne ſkreg i deres Reder. Dagens Lys ſluktes i hele ſin Straaleglands, og Stjernerne begyndte at tindre pan den morke. Himmel. Men alle disſe For— andringer vakte ikke Horatia op af hendes Drommeri; kun da Solen helt var forſvunden bag Træerne, be— merkede hun til fin ſtore Overraſkelſe, at hun neſten havde fattet en Beſlutning, at det, ſom forſt var fore— kommet hende faa umuligt ... det, ſom endnu Dagen i Forveien ſyntes hende faa nopnageligt, det var nu i hendes Magt, Hvis hun havde Mob til at gribe det .. . til at modtage denne rolige Tilværelfe, denne fredelige Lykke, ſom — det havde hun ſagt fig ſelv tuſinde Gange — aldrig vilde blive hende til Deel. Den ſtakkels af Bolgerne omtumlede Baad var plud— ſelig ved en ſikker og rolig Havn; endnu buldrede Havet, Vindene og Bolgerne larmede og brodes ...: men hvad angik denne Larm hende nu? Hun var landet paa en lykkelig Strand, Hvor hun vilde blive beſkyttet og forſvaret, hvis hun vilde blive der. Ja viſt vilde hun det; thi om hun end neppe havde Driſtighed nok til at blive, Jan havde hun endnu mindre til atter at drage ud og trodſe Uveirets Magt. Maaſkee overdrev Horatia ſit foregagende Livs Sorger og Moi— ſommeligheder; men viſt er det, — og det gjentog hun ofte nok, — at hun med ſine to og tredive Aar

To Berdener. 107

var gammel nok til ſelv at beſtemme fin Skjebne. Hun folte Taknemlighed mod ſin Tante, ſom hun ſkyldte fan mange Aars edelmodige Kjærlighed, men ſelv kunde hun dog bedre end Nogen bedomme ſin Stilling. . .. Og alt medens hun gjentog for ſig ſelv, at hun ikke var utaknemmelig, begyndte hun at tenke over, hvorledes hun ſkulde faae en Billet ſendt til Doctoren, og hvorledes hun ſkulde bære fig ad med' at meddele ſin Tante, Lady Whiſton, og ſin Couſine den frygtelige Nyhed. k

De to Damer fom feent hjem fra Byen og begav ſig ſtrax til deres Verelſer, for at klæbe fig om til Middagsbordet. Horatia havde kledt fig om med nerveus Haſt og var i altfor ſtor Bevegelſe til at holde fig rolig. Hun vandrede hurtigt frem og til— bage i Salonen i fin hvide Kjole og beſtrebte fig for at fane Mod og finde Ord til at fortælle fin Familie, hvad der var heendt. Hun lagde neppe Mærke til, at Huſets Herre, Hr. Dumbleton, ſtille traadte ind og kaſtede ſig i en Leeneſtol. Hau blev endelig træt af at ſee hende ſaaledes fare frem og tilbage. Det var en ung Mand af et meget tiltalende Ydre, ſom ſed— vanligviis var taus, men dog ogſaa godt forſtod af ſvare forſtandigt og ſtundom at gjore fine Sporgs⸗ maal, naar han fandt for godt. Det hendte da ogſaa denne Eftermiddag.

„Hvad er der paafærde, Horatia? Er der Noget gaaet Dig imod?“

108 To Verdener.

Horatia ſtod pludſelig ſtille, vendte ſig imod ham og ſage et Minut ſtift paa ham uden at ſvare. En Time tidligere ſyntes hun, at hendes Beſlutning var fattet, men nu tovede hun og var nær ved at for— andre den, hellere end at beſlutte fig til at meddele Jin Tante den, faa redſomt forekom det hende. Men der aabnede fig jo en ny Vei for hende; Henrik Dumbleton var jan god! Maaſkee vilde han hjælpe hende. Under alle Omſteendigheder vilde han give hende et godt Raad.

„Du kan hjælpe mig,“ ſagde hun endelig. „En Gang i mit Liv har jeg endelig forſogt at tage en Beſtemmelſe, og nu veed jeg dog ikke, hvorledes jeg ſkal bere mig ad.“

„Det overraſker mig,“ ſvarede Dumbleton med et Smil; „Du veed da ikke, hvad Du vil?“

„Siig mig,“ udbrod Horatia pludſelig, „vilde Du finde det meget taabeligt, at en Kvinde, ſom ... Antag, at Du er en Kvinde paa over tredive Aar ...“

„Nei, det gaaer virkelig ikke,“ ſvarede han.

„Hor mig,“ vedblev Horatia. „Tonk Dig en Pige, ſom ikke mere er ung, ſom intet eget Hjem har, og ſom i mange Aar ikke har kjendt til rigtig at være elffet for fin egen Skyld. Tro ikke, at jeg intet Hjerte har . .. min Tante har altid været Godheden ſelv, og jeg vil evig være hende taknemlig derfor, men ...“

„Men Alverdens Taknemlighed vilde ikke kunne

To Verdener. 109

beſtemme mig til at leve med hende, hvis det er det, Du mener,“ ſagde Dumbleton.

„O Henrik!“ ſagde Horatia og ſaae ham lige ind i Anſigtet; „vil Du ſynes, at det er meget taabe⸗ ligt af mig, derſom .. . ſiig mig, vilde der være noget Upasſende for en Kvinde i min Stilling i en For⸗ bindelſe ...?“ — Hun fif Taarerne i Vinene, og Dumbleton faae, at hendes Hender ſkjcelvede. Han følte fig rørt og beſluttede at komme hende til Hjælp, hvis det var muligt.

„Hvem er det?“ ſpurgte han ikke uden Uro over Svaret. :

„Doctor Rich,“ ſagde Horatia, idet hun rodmede ſom en tyveagarig Pige.

„Derfor var det altſaa, han kom her?“ ſvarede Dumbleton forbauſet.

„Synes Du ikke om ham?“ ſpurgte Horatia i en bonfaldende Tone.

„Jeg troer, Rich er et prægtigt Menneſte,“ ſagde Dumbleton noget langſomt, „men det forekommer mig ikke, at han handler klogt. Eders Forhold ere meget forſkjellige, Katia; Du maa faa til at tage helt ander ledes fat, men jeg antager, at Du er forberedt derpaa.“

„Ja viſt,“ ſagde Horatia. „Du er fan god, Henrik; jeg vovede ikke at haabe, at Nogen vilde høre faa taalmodig paa mig.“

Horatia var ganſte viſt lidt overraſket over, at

110 To Verdener.

hendes Fetter ikke gjorde flere Ophevelſer. Opdragen ſom hun var, forekom Forſkjellen i deres Stilling hende langt ſtorre, end det virkelig var Tilfældet. Hun ſyntes, hun udførte en Heltedaad; hun havde en ubeſtemt Folelſe af, at hun var en Fyrſtinde, der ſteg ned fra fin Throne . .., at hendes Befſlutning gjorde hende ſtor Wre, . . . at det var en overor— dentlig Gunſt, ſom Doctor Rich maatte være i hoi Grad taknemlig for . ... Og dog havde Doctor Rich ſagt den fulde Sandhed, da han forſikkrede Horatia om, at han ikke lagde ſynderlig Vogt paa Stands— forffjel. Han folte en virkelig Beundring og den ommeſte Hengivenhed for Miſs Berners, men han brod ſig kun ſaare lidt om, at hun var Niece af en Baronesſe og Couſine til forſkjellige Perſoner af hoi Fodſel: denne Merkelighed havde han neppe engang offret en Tanke.

Han nermede ſig nu ſit Hjem ad den ſmalle Vei med en Rælfe Træer med tæt Lovverk paa begge Sider; hiſt og her glimtede Stjernerne frem, og Vinden ſuſede mellem Grenene; men han var ganſke optagen af Tanken om denne ſmukke og yndefulde Kvinde, der havde vundet hans Hjerte. Han elſtede hende for hendes egen Skyld og ikke for Andet; han bilde have taget hende til Huſtru, ſelvb om hun var fodt i en Hytte. Men hun modtog ham viſtnok mere for det, han kunde give hende, end for hans perſonlige Verd. Hun ſamtykkede i at ægte ham, ikke fordi han

To Verdeuer. 111

var brav, om og dygtig, ikke fordi hun vilde gjøre ham lykkelig og være ham en god Huſtru, men fordi hun haabede, at han kunde forſkaffe hende den Lykke, hun ſukkede efter. Ved at gifte ſig giorde hun ganſke viſt Affald paa mange Ting, men hun opgav jo kun fin Stilling, fordi hun var træt af den; hun gjorde det for ſin egen Skyld.

Saaſnuwart der var faldt tilbords, kom Lady Whiſton og fjendes Datter ned. Hr. Dumbleton bod fin Sviger— moder Armen, de to andre Damer fulgte efter dem ind i Spiſeſalen. Et Sieblik blendedes de af Lyſenes Glands, Solvptoiet og Blomſterne, ſom bedeekede Bor: det, men det var ſnart forbi, og man tog Plads. Lady Whiſton var en gammel lille Dame, ſom altid var i Bevegelſe, Datteren en elſkverdig, lidt trivelig ung Dame, ſom ſelv holdt meget af at tale og taal⸗ modig beſvarede fin Moders Ordſtrom; Hr. Dumble⸗ ton ſkar for og blandede ſig kun lidt i Samtalen. Horatia kunde neppe ſamle ſine Tanker faa meget, at hun kunde folge den ...

„Jeg er frygtelig træt,” ſagde Lady Whiſton. „De veed, Henrik, at jeg ſlet ikke er ſterk, og dog har jeg i Formiddags været i Byen; jeg har gjort Indkjob i aver to Timer' og fan ſpiſt Frokoſt hos Beau⸗ ville's. Der traf jeg Jane Parſon, ſom abſolut vilde have mig med i Muſeet og derfra til Marochettis Atelier. Saag har vi endnu gjort en Mengde Vi— ſitter; vi har ogſaa været hos Lady Ferrar, hvor vi

112 To Verdener.

lige fik Tid til at drikke en Kop The, thi der traf jeg Vognen og Auguſta, ſom ventede mig ved Porten. De maa endelig bede Lady Jane om at tilbringe nogen Tid her; hun er ſaa rar.“

Hr. Dumbleton ſage fortrœdelig ud, og hans Kone ſtyndte ſig med at forandre Emnet for Sam— talen og ſagde:

„Naa, fjære Ratia, hvad har Du da beſtilt hele Dagen?“

Horatia ſaae ned i fin Tallerken, og Hr. Dumb: leton fane paa hende.

„Har Doctor Rich været her?“ ſpurgte Lady Whiſton.

„Ja,“ ſagde Horatia.

„De Folk ere ſaa fordringsfulde,“ ſagde den gamle Dame. „Jeg haaber, Horatia, at Du har ladet ham forftaae, at vi nu tage bort og ikke have mere Brug for ham. Gud veed, hvor ſtor hans Regning bliver. Det er jo ikke engang en rigtig Doctor, ſkjondt han kalder ſig ſaa; og de Folk maa holdes i Reſpekt.“

Horatia blev ildrod i Hovedet; det morede Dumble⸗ ton, og. Samtalen fortſattes nu ſnart om det Ene, ſnart om det Andet. Men det var ligeſom en Stjæb- nens Styrelſe, at Lægerne ſtadig kom paa Tapetet; med hver Ret kom der en ny Hiſtorie om dem frem. De meerkeligſte Sygdomme i den fornemme Verden blev forhandlede i alle Enkeltheder; men Horatia horte

To Verdener. 113

ikke noget deraf, hun fad ſom i Drømme og vakkedes kun, naar Doctor Richs Navn nævnedes. Var da hendes Sfjæbne beſtemt? Skulde denne nye Verden aabnes for hende? Var hun allerede en Fremmed her, fordomt til at forlade dem Alle, at bryde alle de gamle Baand, leve dette ukjendte Liv, ſom blev tilbudt hende? Det forekom hende, ſom om det ingen Virkelighed havde.

Da Damerne forlod Bordet, reiſte ogſaa Dumble⸗ ton fig mod fin Sedvane, og idet Horatia gik fordi ham, hviſkede han: „Jeg ſkal ſige det til min Sviger⸗ moder.“

Horatia blev ſtagende i Forverelſet; hendes Hjerte bankede heftigt, og idet hun vendte fig om mod Glas⸗ børen, faae hun op til den morke Himmel. Det havde regnet, Skyerne ſpredte ſig ad, og Maanens Straaler kom frem bag Træerne, medens enkelte Vindſtod lød over Enge og Marker. Der hang en Lampe i For⸗ verelſet, der ſaae ud ſom et Slags Tempel, i hvilket Horatia i fin hvide Kjole var Preſtinden, ſom for⸗ ſogte at læfe fin Skjcebne i Stjernerne, — fin Skjcebne, ſom andre Folk i dette Sieblik ordnede efter deres Forgodtbefindende. J Salonen fordømte den over⸗ raſkede, forvirrede og forbittrede Lady Whiſton hende uden Barmhjertighed til at forblive gammel Pige ind⸗ til hendes Dages Ende, medens Dumbleton med ſin blide, men faſte Stemme bortgiftede hende ligeſaa

uigjenkaldeligt til Doktoren. Hans Kone holdt ſnart 8

114 To Verdener.

med ſin Moder, ſnart med ſin Mand, medens Horatia, der var den, hvem Sagen meſt angik, ſtod udenfor og fane paa Maanen og Skyerne. Endelig ſtod Dumbleton gabende op og forlod ligegyldig Verelſet. Han kom mud til fin Couſine, ſom ubevægelig ſtod ved Glasdoren; hun ſkjcelvede, da han nærmede fig.

„Jeg ſender et Bud til Stationen,“ ſagde han. „Hvis Du onſker det, kan han tage et Par Linier med, ſom kunne berolige den ſtakkels Doctor. Der er Blœk og Pen i mit Verelſe.“

Han tændte en Cigar og gik udenfor, medens Horatia begav fig til haus Verelſe. Hun fatte ſig ned, tog langſomt Pennen, holdt Haanden for Sinene, og medens hun neppe ſaae paa Bogſtaverne eller ret vidſte, hvad det var, ffrev hun:

„De man hjaelpe mig med at afvæbne min Tantes Brede; jeg har beſtemt mig til at komme til Dem . jeg veed, jeg kan ſtole paa Dem.“

27

Horatia.

Hun lagde Brevet ſammen og forſeglede det; derpaa gik hun ud med Billetten i Haanden. Dumble⸗ ton tog den med et Nik og gav den til en Tjener, han kaldte pan, med de Ord: „Afleveer det hos Doc⸗ tor Rich, naar Du ſtal til Stationen, og naar Du kommer der forbi paa Tilbageveien, fan ſporg, om der er noget Svar.“

Horatia forſtod i dette Sieblik, at Loddet var

To Verdener. 115

kaſtet, at hun havde undertegnet og forſeglet fin Stjæbne.

J famme Wieblit ſagde Lady Whiſton, ſom det var lykkedes, da Svigerſonnen var borte, at overbeviſe ſin Datter, med ſtor Beſtemthed: „Vi reiſe ſaa imorgen eller iovermorgen; jeg vil ikke ſee Horatia igjen i Aften; jeg er altfor misforneiet med hende, og hun maa opgive denne latterlige Plan.“

Det var allerede meget ſent, da der endelig lod Heſtetrav udenfor Doctorens Hus. Hans Soſter Ro: berta begyndte at blive kjed af ſin lange Samtale med hans Medhjælper, Hr. Caton, og ſkyndte fig ud til Broderen og kysſede ham kjerligt, medens Caton fulgte langſomt efter. J det Dieblik, da James, træt og urolig, ſatte Foden til Jorden, folte han et uſigeligt Behag ved at blive fan kjerligt modtaget. Syntes ikke dette Hjem, der ſaaledes aabnede fig til Velkomſt for ham, at ſige: ,, Træd ind, her har Du Ret til at være og til at blive elſket; hvad der end hender Dig udenfor, Du er altid velkommen her, kom og glem nu din Frygt, din Sindsbevegelſe og Uvished!“ ;

„Nu da, James Rich,“ ſagde Caton til ham, „Du indbyder mig til Middag Kl. 6 og kommer forſt ſelv Kl. 8!“

„Jeg ... jeg kunde ikke komme for; jeg blev opholdt,“ ſvarede Doctoren. „Berta, lad dem rette an.“

Faa Minutter ſenere ſad de omkring et Bord, bedælfet med Roſer, og hvorpaa der ſtod en neſten

8*

116 To Verdener.

helt forbrændt Bedekolle; Betty vartede op, men lod meget tilbage at onſke. Tiltrods derfor og ſtjondt Retterne kun vare tarvelige, var Maaltidet dog helt fornoieligt.

Da det havde regnet, kunde Berta ikke gage ud i Haven, ſom hun var vant til efter Bordet. Medens de to Herrer bleve ſiddende i Spiſeſtuen, gik hun da ind i Dagligſtuen og tog fat pan fit Arbeide. Imens hun ſyede, faldt hun i dybe Tanker ... hun tenkte paa, hvad dette Liv egentlig forte til. Fra ſin Plads horte hun de to Mænds Stemmer; hun kunde ſkjelne ſin Broders klare Roſt fra Catons mere fraſtodende. . . . Vilde det være muligt, at hun nogenſinde kunde komme til at elſke denne Stemme, ſom hun elffede den Andens? Hendes Traad braſt . . . nei, nei, aldrig! Ingen vilde blive for hende det, hendes Broder var. Hvorfor ſkulde hun elſke nogen Anden; hun kunde jo altid leve med ham. Juſt ſamme Formiddag, medens de ſpadſerede ſammen i Haven, midt imellem Blom⸗ ſterne og Solſkinnet, havde de havt en lille Strid om den ſtakkels Caton, ſom hun flet ikke ſyntes om, men Broderen derimod. Naar han var alvorlig og be— drovet, faa holdt hun næften af ham; men naar han var altfor venſkabelig, munter og lod Munden lobe, hadede hun ham næften. Selv James indrommede undertiden, at den unge Mand ſatte vel lidt Pris paa de ydre Former.

Det er meget vanſkeligt beſtemt at angive den

—

To Verdener. 117

merkelige Forſkjel — faa ſtor tiltrods for dens kun ringe virkelige Betydning —, der findes mellem Men⸗ neſker, ſom boe paa det ſamme Sted, tale det ſamme Sprog og have de ſamme Folelſer. Ved Siden af de Folk, man kalder den ſtore Verden, er der endnu Menneſker, der deltage i Selſkabslivet, derpaa dem, der leve udenfor dette, og endelig det egentlige Folk. Doctor Rich, hans Soſter og hans Compagnon horte ikke med til den egentlige Selſkabskreds og havde dog bæret meget lykkelige. Horatia var en Dame af Verden .. . af en Kreds, ſom ikke havde ſtjenket hende Lykke, men ſom havde givet hende visſe Vaner og Tilboieligheder, der gjorde hende helt forſkjellig fra Roberta og ſtillede hende over denne i Alt, hvad der angik den ydre Form. Doctoren ſelv var over fyrre⸗ tyve Aar gammel; han havde været anſat ſom Lege ombord paa et Skib, der gik til Indien. J femten Aar havde han flakket om ſnart hiſt, ſnart her; han havde lært Livet at fjende mellem alle Slags Men⸗ neſker, lige neſten fra nøgne Vilde til de fineſte Damer i Silkekjole, og hvis Erfaring, Iheerdighed, gode Evner og en god Opdragelſe ikke efter en ſaa⸗ dan Aarrckkes Kampe danne en Gentleman, faa er det vanſkeligt at ſige, hvad der endnu ſkal foies til. Den ſtakkels Caton havde ikke været ſtillet faa heldigt, han havde kun fin Iheerdighed og fin Kjærlighed til Doctoren, ſom han havde pleiet, da denne kort for

Soſterens Ankomſt havde havt Kopperne — en Om⸗

118 To Verdener.

ſteendighed, ſom burde have gjort Berta mere tak— nemmelig.

Hvis hun ſtrax Havde viiſt den unge Lege Vel— villie, ſaa er det ſandſynligt, at hendes Broder ikke havde ſyntes om det; men da hun let ikke brød fig om ham, faa vifte der fig den beſynderlige Modſigelſe, at Doctoren juſt roſte ham beſtandig og idelig indbod ham. Den ſamme Formiddag havde hau juſt ſagt til Berta, at hun maatte være meget taabelig og ſtor paa det, naar hun ikke ſatte Pris paa en ung Mand, der var ſaa god og hederlig ſom Caton.

„Det er muligt, at jeg er en Tosſe, James, men Du veed godt, at jeg ingen fornem Dame er .. .; jeg hader de fine Damer," ſagde Berta, for hvem dette Emne var meget ubehageligt.

De kom juſt fra Frokoſten og gik ude i Haven, James med fin Cigar og Berta med en Kurv fyldt med Roſer i Haanden. Doctoren tang et Sieblik, der⸗ paa ſvarede han:

„Men de har jo aldrig gjort Dig noget Ondt; hvorfor vil Du da hade Folk, ſom Du ſlet Intet fjender til?“

Berta fane lidt forundret paa ham over den Tone, han ſagde det med.

„De har maaſkee aldrig tilfoiet mig noget Ondt,” ſagde hun lidt forvirret; „men jeg foler mig altid ilde berort af dem.“

„Det er jo taabeligt, kjere Berta!“ ſvarede han

To Verdener. 119

og vendte ſig pludſelig om; „det er da din Feil og ikke deres. . .. Men jeg kan ikke blive her længer; lad os fane noget Ordentligt til Middag! Caton kom⸗ mer idag, og Du maa ikke ſulte ham .. . og heller ikke ſkjeendes med ham.“

Derpaa forlod han hende, og Berta horte ham ride bort .. .; men hun vidſte ikke, at han ilede fin Fremtidsſkjcebne imode.

— Roberta var meget huslig; hun var af en blid og tenkſom Character, og lykkelig ved Livets ſmaa daglige Interesſer. En fredelig Sommeraften, et kjerligt Ord af Broderen, undertiden en Roman, et Beſog af en Veninde, eller en Tour til London, det var hendes Hovedfornoielſer. Hendes Smaaſorger angik altid Huſets Fornodenheder eller de Fattige i Nabolaget, og faa undertiden naar hendes Broder vilde have, at hun ſkulde aflægge et af de faa meget frygtede Beſog hos Familien Dumpleton eller pan en anden af de ſtore Gaarde i Omegnen, der var be: boede af lignende Uhyrer. Hun var flittig og pas⸗ ſede Huſets Gjerning godt og var ogſaa vel udruſtet af Naturen; men hun havde ikke Halvdelen af de Talenter, ſom Miſs Berners glimrede med. Medens hun ſtille opfyldte ſine Pligter, forſomte Horatia det ofte, men gjorde ſig rigtignok ſaa voldſomme Bebrei⸗ delſer, fordomte fig til en Mængde Savn og tog de kjckkeſte Beſlutninger; men derved blev det ogſaa, thi Udforelſen kom kun .. . i Indbildningen. —

120 To Verdener.

Den ſkjebneſvangre Dag var da hengaget, og Berta ſad og ſyede, medens hun ventede paa, at de to Herrer ſtulde komme ind fra Spiſeſtuen. Pludſelig kom der Nogen forbi Vinduet, der blev ringet, og Betty bragte et Brev ind, ſom hun lagde paa Bordet. Imidlertid lavede Berta Theen til, og de to Læger kom nu ind; Caton ſatte ſig hos hende, medens James tog Brevet og gik ind i fit Studereverelſe, Efter fem Minuters Forlob kaldte han paa hende, og hun lob ind til ham.

Han ſtod endnu med Brevet i Haanden; hans Dine ſtraalede, og der var et ganſke ſœreget Udtryk i hans Anſigt.

„Berta, der er hendet mig noget, ſom gjør mig meget lykkelig,“ ſagde hau og rakte hende Haanden. Hun tog den, idet hun faae kjœrligt op til ham med en ſporgende og overraſket Mine.

„Der er En, ſom har lovet at ville vere din Soſter, og ſom Du maa elſke, fordi Du holder faa meget af mig.“ vedblev han ſmilende, uden at lægge Meerke til Bertas forſkrokkede Anſigt.

„Hvem er det, James?“ ſpurgte hun med ſtjel⸗ vende Stemme.

„Du kjender hende, min Kjære; Du har feet hende hos Dumbletons. Du vil holde af hende, ikke ſandt? Og Du vil hjælpe mig med at gjøre hende lykkelig?“

Berta flap hans Haand med beende Sjerte.

To Verdener. 121

Gun havde hos Dumbletons feet en elegant ſmuk Dame, ſom, da hun havde talt med hende, havde vakt en Folelſe hos hende, ſom om hun var dannet af Kanter .... en fiin Dame .. .. hun, ſom hadede dem! . . . . en af disſe ſkrekkelige Skjonheder fra London .. .. Hvad havde dog James gjort! .... Hvor kunde han tenke paa en ſaadan Daarfkab!

Hun kaſtede ſig om ſin Broders Hals og frem⸗ ſtammede: „O, jeg haaber at Du ffal blive lykkelig ... at hun vil gjore Dig lykkelig! Men hvorfor har Du flet ikke talt et Ord til mig derom, ſagt mig det for?“

„Jeg fattede forſt Beſlutningen i Eftermiddag og ſagde hende det; i dette Sieblik har jeg faaet hendes Svar,“ ſagde Broderen, idet han blidt unddrog ſig hendes Favntag.

Berta fane endnu engang paa ham med et kjer⸗ ligt Blik; det forekom hende, ſom om det var ſidſte Gang, og at Horatias Mand ikke mere vilde blive det ſamme Menneſte ſom hendes Broder James. Hun gik ſtille ud af Verelſet, thi hun folte, at hun fik Taarer i Oinene, og hun vilde ikke have, at han ſkulde ſee det.

Medens bette foregik i Legens ſtille Hjem, fad Horatia og talte med fin Conſine.

„Du maa hjælpe mig, Auguſta,“ ſagde hun, „og forſvare mig. Jeg forſikkrer Dig, jeg vil blive lyk⸗ kelig. Du veed, at jeg altid har længtes efter at

122 To Verdener.

leve ſtille paa Landet, og at jeg engang haabede at gifte mig med en Præjft.”

„Men Du har ikke altid onſket en Landsbylcege til Mand,“ ſvarede Auguſta.

„Det kommer jo ud paa Eet,“ ſagde Horatia livligt. „Jeg vil tage mig af de Fattige og Skolerne, og faa bliver jeg fri for denne kjedelige, eensformige Kreds med dens dræbende Fornsoielſer.“

„Men efter nogen Tids Forlob vil dit Liv blive endnu mere kjedeligt.“

„Nei,“ ſvarede Miſs Berners i en afgjort Tone; net ſaadant Liv er naturligt og ſundt, medens dette her er imod Naturen, uſundt og trættende. Du maa fee at fane min Tante til at blive god igjen, Auguſta; nu kan det dog ikke gjores om .. .. Henrik har ſendt mit Brev afſted.“

„Alt er da altſaa i Orden?“ udbrød Auguſta meget troſtet, thi hun var altid glad, naar Folk tog deres Beſlutning uden at tage hende med paa Raad. „Ja, faa maa jo Mama tilgive Dig.“

Den gode lille Kone ſkyndte fig ind til Lady Whiſton og havde en lang, lang Samtale med hende, ſom endte med, at der blev kaldt paa Horatia. Da hun forlob Værelfet, var hun meget bleg, men der var et triumferende Smiil om hendes Mund; thi den gamle Dame havde givet efter.

„Du vil jo dog gjøre, hvad Du har Lyſt til,“ havde hun tilſidſt ſagt; „men det maa Du vide, i vor

To Verdener. 123

Kreds vil Du miſte din Plads. Jeg vil engang imellem komme til Dig, naar jeg har Tid og Lei⸗ lighed; hvad det angager at forlange mit Samthkke, faa er det jo noget Tosſeri. Jeg tilſtager, jeg havde haabet noget Bedre for Dig.“

„Men Du vil dog nok tilgive hende, Mama,“ ſagde Auguſta bonfaldende.

„Jeg kan ikke give min gamle Lege Ufffeb, hvis det er det, hun venter,” var Svaret. „Men hvad gik der dog egentlig af Dig, Horatia, da Du indlod Dig paa denne latterlige Hiſtorie?“

„God Nat, kjcre, gode Tante,“ ſagde Horatia pludſelig og trykkede den gamle Dame i ſine Arme. „Jeg kan ikke ſige Dig, hvad det var, jeg vilde, men Sagen er nu engang afgjort. God Nat, Auguſta.“

Hvad hun vilde? Hun vilde have Lykke, Hvile, et fredeligt Hjem og Kjerlighed .... og nu var alt dette hendes! Da hun gik forbi ſit Speil, kaſtede hun et Blik i det. Var dette ſtraalende, foryngede Anſigt da virkelig ogſaa hendes eget, bette gamle, livstrœtte Anſigt, hvis flove Blik hun havde mødt i jaa mange Aar?

Faa Dage efter rullede en Vogn hen ad Veien fra Dumbleton til Wandsworth. Auguſta kjorte ſelv ſine Ponyer og tog med ſin Couſine hen for at ſee Horatias nye Hjem. Det var et deiligt Solſkinsveir, og hele Verden ſyntes at ſtraale rundt omkring dem. Horatia fab ſmegtende, lenet tilbage i Sædet, altfor

124 To Verdener.

lykkelig til at tale. Hun ſtirrede ligegyldigt paa Skyggerne, der bevægede fig fremad med hende, paa Ponyernes Hoveder, paa Træerne og Huſene i det Fjerne, paa Børnene og de Forbigagende, der kom forbi. „Det er ſom et Fee⸗Eventyr,“ tænkte hun en Prindſesſe, ſom kjorer en Tour .. .. Hvad bliver Enden paa Hiſtorien?

Endelig kom de til en Bivei, Auguſta dreiede ind paa den; de kjorte ad en ſmal Vei med Skygge og Lys og ſtandſede endelig ved en Gitterport, ſom forte ind til et Hus af rode Murſten fra Dronning Annas Tid, overalt omſlynget af Vedbend og med Vinduerne aabne til alle Sider. Det var da altſaa hendes Hjem .... „Er det ikke nydeligt?” ſagde Auguſta nog pegede paa Huſet.

Doctoren var ikke hjemme, men Miſs Berta var nede i Haven, ſagde Pigen og vilde hente hende.

„Nei,“ ſagde Horatia hurtigt, „vi gane ned til hende.“

De to Damer ſteg af. J det Sieblik Horatia gik over Dorteerſkelen, tenkte hun med Gyſen paa, at det var det forſte Skridt, hun gjorde i ſit nye Liv. For et Minut ſiden Havde dette Liv endnu været ſkjult bag Doren; men nu da Betty havde aabnet Doren, laa Begyndelſen der. De to Damer feiede den lille Gang med deres lange Silkekjoler, de kaſtede et Blik paa Doctorens Hatte, der hang paa Knagerne, paa et Par ſmaa Sideverelfer, hvis Dore ſtode gabne,

To Verdener. 125

paa Sofaen med Heſtehaars Betrœk, pan de ſimple Stole, det lille Klaveer, de chineſiſke Kopper paa Kaminen, nogle Blomſter i en ſimpel Vaſe pan Bordet. Auguſta fandt det Altſammen meget prægtigt, og da de kom ud i Haven, udbrod hun:

„Hvilken deilig Udſigt, Ratia, det er neſten alt for ſmukt!“

„Jeg ſyntes bedre om, hvis Udſigten ikke var ſaa ſtorartet,“ ſagde Horatia med et dybt Suk.

„Det er Skade, at Haven er lidt forſomt,“ ved⸗ blev Auguſta og ſaae fig om.

Ganſte viſt voxede Roſerne og Kaalen ſammen i den venſkabeligſte Forvirring; Kaprifolium flyngede ſig op ad Murene, Peterſillie, Pebermynte og Safran groede langs med Bedene. Haven var ingenlunde ordnet med Smag; den havde tre ſmalle Gange, der alle forte hen til den lave Mur, ſom omgav den. J den yderſte Ende var der en Lovhytte, helt bedeeket med Vedbende og Kaprifolium, og der ſad da Berta med en Straahat paa og leſte i en Roman. Hun løftede Sinene op, da hun horte Skridt, og faae en elegant kledt Dame for fig. Hun følte ſtrax, at det var Huſets tilkommende Herſkerinde. Hvor hun var ſmuk! Heltinden i hendes Roman kunde ikke ſammen⸗ lignes med hende. Hvilke glimrende Bine og hvilket yndigt Smil!

Roberta havde kun feet hende een Gang for; dengang havde hun ikke ſyntes om hende. men nu

126 To Verdener.

forſtod hun godt, at James havde ladet fig bedaare af denne yndige Kvinde, ſom gjorde Affald paa al ſin Storhed for hans Skyld.

„Jeg er kommen for at fee mit tilkommende Hjem,“ ſagde Horatia og talte hende Haanden. Roberta tog den rodmende og ſagde:

„James har ſagt mig det. Jeg haaber, De vil blive lykkelig her; ſynes De ikke godt om det gamle Hus?“ — For hende havde det jo Altſammen en fortryllende Nude.

Man gik ſnart igjen ind i Verelſerne, og Roberta viſte dem omkring overalt. Der var ikke meget, ſom fandt Naade for de to Damers Sine, med Undtagelſe maaſkee af de gamle udſtaarne Stole i Spiſeſtuen. De trængte endogſaa ind i James's Studereverelſe, og det forekom næften Roberta ſom en Vanhelligelſe. Hun kom ſelv kun derind ved hoitidelige Leiligheder, naar hun ſkulde have Penge, ſige Farvel til fin Broder, eller havde faaet Lov til at ſtove Bøgerne af. Hun tillod aldrig Pigen at rore ved Noget derinde. Ved Siden af var der et lille Kammer, hvor Berta ſom Barn havde faaet Lov til at ſidde, medens James arbeidede, og det var en hel Feſt for hende! Hvor ofte havde hun ikke ſtaaet pan Taaſpidſerne, for at fee fig i Speilet over Kaminen! Og nu ſage hun, iſtedet for fit eget frygtſomme Anſigt, to prægtigt kledte Damer i det, ſom rodede omkring overalt, faae lige⸗

To Verdener. 127

gyldigt paa Moblerne, vendte Bogerne og loe og ſnakkede.

„Det er et rigtigt gammelt Ungkarlehus,“ ſagde Horatia, uden at ane hvor ondt det gjorde den unge Pige. Men Damer paa tredive Aar have en ſeregen Evne til at ſaare meget unge Piger, og Roberta var, trods fine tyve Aar, ſaare ung. Hun ſkyndte fig der⸗ for ud i Kjokkenet for at forlange The og gjenvinde ſin Fatning.

„Bring den ind i Salen, Betty; hvis min Broder var her, vilde han ſette ſtor Priis paa det.“

„Det er virkelig fͤrſte Gang jeg hører, at man ſkal drikke The, for man har ſpiſt til Middag,” ſvarede Betty og gav et veldigt Stod til et Kar, ſom ſtod paa Bordet.

Berta ſkyndte ſig ind igjen og vedblev at viſe ſine Gjeeſter om, indtil Theen kom. Men Betty bragte den ind, uden at viſe den mindſte Omſorg for, hvor⸗ ledes den var rettet an, og det ſtakkels Barn ſaae godt det Smil, hvormed de to Damer betragtede Arrangementet. Tiltrods for ſin Sorg forſogte hun dog at ſmile, og da James Rich ſnart efter kom hjem, kunde han fuldſteendig troe fine unge Aars Drøm virkeliggjort: en lykkelig lille Familie i det fædrene Hjem, en ſmuk Kvinde, ſom modtog ham med et glad Smil, og Berta lykkelig ſom hendes Soſter. Han havde ikke tænkt pan en ſaadan Gloede, da han red hjemad, og det var med det lykkeligſte Smil, at han

128 To Verdener.

hilſede paa Horatia forſte Gang under ſit eget Tag. Da han ſaae ind i fin Forlovedes ſmukke Anſigt, maatte han ſporge fig ſelv, om det virkelig ogſaa var ſaa, at hun vilde blive hans Huſtru. Han bod hende kjœrligt velkommen, og Horatia, ſom var rørt og hen— rykt over hans Omhed, blev elſkverdig, blid og hjertelig. Da Vognen endelig forte de to Damer bort, ſtod Doc⸗ toren i Doren og fulgte hende med Øinene, ligeſaa lykkelig og vis paa deres fremtidige Lykſalighed ſom Horatia ſelv.

Bilde det have været anderledes, hvis Doctoren havde kunnet forudſee Fremtiden? Det var endnu Tid. Hvis man kunde have fortalt ham de to Aars Hiſtorie, der fulgte efter hans WEgteffab, vilde han da have holdt fig tilbage? Neppe. Han var faa kjœk og ufor⸗ ſigtig, at han ikke vilde have troet derpaa; og ſelv om han havde vidſt Alt, hvad der vilde komme, var han dog gaaet fin Skjcebne imode med det ſamme Mod, ſom fod ham bære den, da den var kommen over ham.

Ogſaa Horatia var beſtemt paa at ægte Doctoren tiltrods for de talrige Advarſler, hun HE Men hun vilde Intet hore. Hendes Tantes Klager, Bebreidelſer Redſelsudbrud, Suk ..., hendes Slegtninges uophor⸗ lige Beſog, der ſtadig kom derud fra Byen for at hindre dette Wgteffab og hvis det gjordes nødig, at træde denne fordringsfulde Doctor ned under deres Heſtes Hove — Intet kunde rokke hendes Beſlutning.

To Verdener. 129

„Jeg begynder at tenke paa, at Du juſt ikke gjor noget godt Parti, Horatia,“ ſagde Doctoren en Dag til hende. „Har Du ogſaa rigtig tenkt over, at Du fra nu af kommer til at høre til dem, ſom maae arbeide? Du vil fane det Samme at beſtille ſom Berta, ſee til Maden og ſaadant Noget.“

„Jeg er ældre end Berta, og jeg er ogſaa ander⸗ ledes opdragen,“ ſvarede hun. „Det er en Vildfarelſe at troe, at Tonen altid behøver at være i ſit Kjokken, for at Alt kan gage godt . . .. Men hvor vil Du nu hen?“ vedblev hun, glad for at flippe fra dette Emne, ſom hun hadede.

„Jeg ſkal fee til en Syg en halv Milsvei her⸗ fra; det er en af Catons Patienter, ſom er meget daarlig.“ Ø

„Jeg ſynes ikke rigtig om Hr. Caton,“ ſagde Horatia.

„Det er en prægtig ung Mand, en ufleben Dia⸗ mant,“ ſvarede Doctoreu; „han har engang frelſt mit Liv, og derfor maa Du vere venlig imod ham, men ogſaa af andre Grunde, Horatia.“

Han forlod hende med ct venligt Nik og mere indtaget i hende end nogenſinde.

Da Caton begyndte at tale til ham om Wgte⸗ ſkabet og kom med Advarsler med Henſyn til Stands⸗ forſkjel, afbrød James ham heftigt og ſagde:

„Hvad vil det ſige, at Enhver ſkal blive i Jin

Kreds? En Gentleman er en Dames Lige, hvor for⸗ 9

130 To Verdener.

nem hun end er. Naar hun ægter mig uden Ind— vending, hvad gaaer det ſaa Dem an? Det er aldrig til nogen Skade at have en god Opdragelſe og at Fjende noget til Livet udenfor fin egen ſnevre Kreds.”

„Men Deres Soſter ...“ begyndte Caton.

Men Doctoren afbrod ham: „Det vil kun have en god Indflydelſe paa min Soſter, naar hun lerer Verden lidt bedre at kjende. Hun holder altfor meget af fit Husveſen.“

Han vidſte meget godt, hvad Caton teenkte om Roberta.

Sex Uger hengik nu lykkeligt for James og Horatia, men meget langſomt for Roberta. J hele denne Tid kempede hun en heltemodig Kamp, ſom Ingen anede: hun fæmpede med ſig ſelv, det ſtakkels Barn, og modtog alle Slagene.

Caton gjettede, at hun ikke var lykkelig, og en Dag kom han for at trøfte hende; men han havde lagt fit Anſigt i faa alvorlige Folder, at Berta udbrød i Latter ved hans forſte Ord og ikke paa nogen Maade vilde indlade ſig med ham om denne Gjenſtand. Hun vilde ikke engang forſtaae ham, da han forſogte at tale om det, der laa ham endnu mere paa Hjertet. Den unge Pige undgik Alt, hvad der havde det mindſte Skin af Folelſe. Inderſt i ſit Hjerte ſyntes hun viſtnok godt om ham, og hun tenkte maaſkee engang i Tiden paa at gjore ham lykkelig; men i tyve Aars Alderen er Livet fan langt, Synskredſen jaa vid, der er endnu

— SEE

To Verdener. 131

Tid nok til at elffe og hade. WEldre Folk ere mere utaalmodige; kun Ungdommen kan vente. Roberta tænkte kun paa Fremtiden, naar en ſkinſyg Folelſe ligeſom tyugede paa hendes Sind; hun meerkede godt, at hun ikke var den Samme ſom tidligere, at Livet ikke var faa ſtille og fredeligt, ſom hun hapde indbildt ſig det.

Jo nærmere Tidspunktet for Brylluppet kom, deſto mere ſorgmodig blev den ſtakkels Berta. Hendes tankefulde Dine ſogte idelig Broderens Blik og fulgte ham overalt. Aftenen for den hoitidelige Dag boiede hun ſig ned over ſin Broder, medens han ſad og ar⸗ beidede, og mumlede nogle uforſtagelige Ord, afbrudte af Hulken.

„Min kjereſte Berta,” ſagde James, „vi ville bede Gud om, at han vil gjøre os Alle lykkelige. Græd ikke, taabelige Barn! hvor kan Du troe, at Noget nogenſinde kan forandre min Kjerlighed til Dig.“

Denne Nat ſov Berta roligere, end hun længe havde gjort. —

— Doctor Richs Bryllup ſtod i Putney en kold Vinter Formiddag. Hr. og Fru Dumbleton, Berta, nydelig med ſin lille hvide Hat, og et Par andre Venner vare de eneſte indbudne Perſoner. Efterat Hoitideligheden var forbi, tog Berta hjem, pakkede ſit Toi og kjorte med Toget til den Landsby, hvor hendes Sted⸗ fader opholdt ſig. Hendes Moder, der ikke var James's

Moder, men havde været hans Faders anden Kone, gt

132 To Verdener.

var anden Gang bleven gift med en kjedelig, trette⸗ kjer Maud, ſom ikke tog fig af noget ſelv, men for⸗ drede meget af Andre. Han holdt meget af ſine egne Born, men brod ſig ikke ſtort om ſin Steddatter, og det var ſandſynligviis derfor, at Fru Baron havde ſamtykket i at ſkille fig fra Berta, ſom var hendes Yndling. Hun var imidlertid henrykt over at fee hende komme tilbage, og da Berta kom til Præfte- gaarden, ſtod Moderen i Doren, for ſtrax at trylle hende i fine moderlige Arme, medens alle Brødrene og Soſtrene indfandt ſig i et Optog, for at byde hende velkommen. Juleferien var begyndt, og alle Drengene bare da hjemme; det var derfor en ſtoiende og kjerlig Flok, ſom omringede Berta. Den unge Pige kunde neppe forſtaae, at det kun var en Tid af to Timer, der ſtilte hende fra disſe Skinſygens, Omhedens og Uroens Kampe, ſom havde pint hendes Hjerte, medens hun med Bettys Hjelp pakkede fine Sager ſammen og fældede hede Taarer.

Det varede fun fort, inden hun after følte ſig ſom hjemme i Præftegaarden. Hun hjalp fin Moder, der fra Morgen til Aften havde travlt med at ſorge for ſin egen Familie, for Sognebeboerne og for Skolerne; hun ſkar Kleder til Landsbyens Born, indovede Juleſangen og hjalp i tre Dage ſine Soſtre med at pynte den gamle Kirke med Vedbend og Chriſttorn.

Flere Maaneder hengik. James ſkrev oftere til

——————

To Verdener. 133

hende, og hun modtog endogfan et Par Breve med Horatias ſmukke Haandſtrift. Det nygifte Par var for længe ſiden vendt tilbage, havde indrettet ſig meget behageligt og haabede at deres unge Soſter ſnart vilde komme til Wandsworth og blive der, ſaa længe hun havde Lyſt. James tilfoiede: „Caton taler om at ville aflægge Dig et Beſog; jeg antager, Du vil ſee ham med det Forſte.“

Disſe ſidſte Ord gjorde Fru Baron meget urolig, thi hun vidſte ikke, hvorledes hendes WÆgtejælle vilde optage den unge Læges Opmerkſomhed. Kvinderne ere ſom ofteſt mere gjeſtfrie end Mændene; men ved denne Leilighed var det dog ikke alene Glæden over at modtage et Beſog, ſom ſatte Fru Baron i Uro. Den unge Lege var ti Aar yngre end James, han havde en meget god Stilling, og hun var overbeviiſt om, at han ikke kom til denne afſides Landsby alene for at fee hende og hendes lidet elffværbige Mand. Og det havde hun Ret i. Da Doctor Caton kom, bad han ftrax om at fane Berta i Tale, og den unge Pige indfandt ſig ogſaa. Men hun traadte ind i Verelſet med et jan fraſtodende Veſen og vifte Jan liden Glæde over at fee ham, at han beſluttede at tage bort igjen, uden at omtale ſin egentlige Henſigt med Beſoget.

„Hvorledes har James det nu?“ ſpurgte Fru Baron, for dog at begynde en Samtale.

Doctoren traf pan Skuldrene og ſvarede: „Jeg

134 To Verdener.

kommer nu meget ſjelden hos ham, thi hans Frue modtager mig altid ſaa fornemt. Dog kan jeg ikke aldeles opgive vort Venſkab; det forekommer mig, at han lider, ja, jeg troer, han begynder at angre ſit Abgteſkab.“

„Saadanne Bgteſkaber lykkes ſjelden,“ ſagde Fru Baron med et Suk.

„Det er juſt, hvad jeg altid har ſagt, og hvad der har ſaaret ham ſaa meget,“ ſagde den unge Mand. „Jeg holder ikke af en Kone, ſom mener, at hun egentlig ftaaer over fin Stilling. En Kone fſtal tage ſig af ſit Huus og ſin Mand, men det gjor Fru Rich ikke. Det var ganſke anderledes i Miſs Bertas Tid. Nu gaaer Alt, ſom det bedſt kan; og Maden, den Fjender jeg, den er forfærdelig, Jeg er dog ikke krœeſen, men forleden var det mig virkelig umuligt at røre en Bid.“

Roberta antog vel, at Catons Beretning var noget overdreven, meu hun blev dog meget bedrovet derover. Det var imidlertid kun altfor ſandt. Hvis Horatia var bleven tidligere gift, vilde det maaſkee bære' gaaet bedre, men for en Kvinde i hendes Alder er det umuligt pludſelig og fuldſtendig at forandre ſig. Naar man har tilbragt hele ſit Liv i Lediggang, har været for magelig til endogſaa at hjelpe fig ſelv, jan bliver man ikke paa een Gang virkſom og flittig og faner en Husmoders Egenfkaber.

Berta gjorde et kort Beſog hos ſin Broder, ſom

— PE

To Verdener. 135

var til alle Parters Tilfredshed, men da hun kom hjem igjen, følte hun dog en ſtor Wngſtelighed for Broderens Fremtid. Fra James havde hun viſtnok ikke hort nogen Klage; men Berta havde troet at be⸗ merke, at hendes Svigerinde begyndte at blive træt af fin nye Stilling, ligefom det havde veret Tilfældet med hendes tidligere. Da Horatia og James giftede fig, havde de begge foregjøglet fig et Samliv, der langtfra ſvarede til Virkeligheden. James ventede fig i Horatia en god og fortryllende Huſtru, kjcerlig mod Alle, med Interesſe for hans Planer, tilfreds med ſin Skjœbne og glad ved fin Mand. Han tenkte fig hende beſkjcftiget paa tuſinde Maader med Arbeide for de Fattige, med Raad, Hjælp og Opmuntring; han tænkte ſig hende ſom en god og trofaſt Veninde i Alt, hvad der var godt og ophøjet. „Det ligger i hendes Natur, ſagde han til fig ſelv; jeg kjender hende ligeſaa godt ſom mig ſelv.“

Horatia havde ogſaa teenkt fig en Tilvereſſe paa fin Maade. Klædt ſimpelt, men dog elegant, vilde hun modtage fine Venner med huslig Ynde og om⸗ forme ſin Bolig til et lille Trianon. Hun vilde give nydelige ſmaa og billige Middagsſelſkaber, have et Croquetſpil ude paa Gronſperet, og ſenere vilde hun vende tilbage til ſin Selſkabskreds. Indtil da vilde hun være ligefrem, elffværdig, uafhængig og ifær i Begyndelſen viſe fig meget tilfreds med fin Beflutning og fin Mand. Denne var rigtignok noget ufleben.

136 To Verdener.

men hun ſkulde nok forandre ham, og det vilde dog være forunderligt, om hun ikke med fin fornemme Slægt ſkulde faae ham bragt iveiret med Tiden . hvem kunde vide? maaſkee til en rig Mand. Men lidt efter lidt blegnede hendes Dromme for Virkelig⸗ heden; hun begyndte at finde denne rolige Havn alt— for rolig, kun forſtyrret af Kjævlerier med Tyendet. Hun holdt ganffe viſt ikke af ſtoiende Selſkaber, men hun var ikke vant til en faa fuldſtendig Stilhed, eller, hvad der var endnu verre, til den beſynderlige Kreds i Nabolaget: de unge Damer, ſom kaldte hende min Kjere og vare forbauſede over Alting, de ſimple Matroner med deres lattermilde Mænd, og jaa denne Hr. Caton, der var den utaaleligſte af dem alleſammen. Heldigvis havde hun dog endnu ſine egne Bekjendte.

James vedblev imidlertid at dromme. Han ſad paa Benken udenfor og røg fin Cigar og tænkte paa de lange, yndige Aftener, hvor han fra fin Plads ſkulde høre Horatia ſpille for ham. Han ſaae Huſet fane nyt Liv ved hendes Nerverelſe, tenkte fig de livlige Samtaler, der ſkulde afloſe den tidligere Stilhed eller den ſtakkels Robertas Hverdagspasſiar. Den . Fjære Berta vilde jo vinde ligeſaa meget ved For⸗ andringen ſom han! Var det virkelig ogſaa muligt, at al denne Herlighed var hans? at hans Huſtru var derinde i Stuen og hed Horatia? Han lagde Cigaren fra fig og ſage ud igjennem Vinduet, for at

To Verdener. 137

overtyde ſig om, at det ikke var et Hjerneſpind, frem⸗ bragt af Rogen, Roſernes Duft eller det yndige Sommerveir. Et Lieblik efter vendte han fig igjen om og byggede ingen Luftkaſteller meer; thi Horatia var der rigtignok, men med Lady Whiſton og Datter. Denne Sladren, de bruſende Kjoler og Vognen for Doren, alt det var intet Drommeſyn, det var den rene Virkelighed . . . . og han fatte fig igjen paa fin Plads.

„James!“ raabte Horatia ud af et Vindue; James vendte fig om og ryſtede paa Hovedet.

Horatia kom ud og ſpurgte ham, om han ikke vilde tale med hendes Tante. Men Doctoren ſparede, at han havde noget at beſtille.

„Hun vilde gjerne have, at vi ſtulde ſpiſe til Middag hos hende idag,” ſagde Horatia og lagde ſin Haand paa hans Skulder. „Hun venter Lord Holloway.“

„Vi ſpiſte jo til Middag der igaar, og neſte Uge ſkulle vi til ſtor Frokoſt der; find paa en Und⸗ ſlyldning og ſiig nei.“

„Men det er af ſtor Betydning for din Fremtid, at Du ſtifter Bekjendtſkaber; det talte vi juſt om der⸗ inde,“ ſagde Horatia rodmende. „Lord Holloway lider forfærdeligt af Gigt.”

„Det vil jeg ogfan komme til, hvis jeg ſtal ſpiſe hver Dag hos din Tante. Du kan tage derhen, hvis Du har Lyſt, og faa kan Du meget bedre gjøre Cour til Lorden, naar jeg ikke er tilſtede.“

——

— ———— ——

138 To Verdener.

„Hvor kan Du dog komme med ſaadant Noget! Naturligviis maa jeg tage alene derhen, naar Du ikke vil med, men det er jaa loierligt, og jeg ſynes flet ikke om det.“

„Hvorfor lader Du da ikke bære?” ſagde Doc⸗ toren med et venligt Smil, medens hun rynkede Panden.

„Min Tante vilde tage det ilde op,“ ſvarede Horatia og vendte fig bort; „jeg maa faa ſige hende det, og det er meget ubehageligt.“

James ſaae efter hende med et noget underligt Blik, da hun ſtolt og feiende forſvandt gjennem Doren, men mumlede dog lidt efter ved ſig ſelv: „Ja, hvor⸗ for ſkulde hun egentlig ikke have Lyſt til at gage?“ Og ſkjondt han vel kunde have fvaret fig ſelv derpaa, gjorde han det dog ikke. Det er det Klogeſte, hverken at opkaſte eller beſvare ſaadanne Sporgsmaal.

Horatia kom hjem Klokken 1 om Natten. Hendes Mand var endnu ikke gaaet tilſengs, men fad i fit Studereverelſe med Caton. Vinduet ſtod aabent, der brændte et Lys paa Bordet, og en ſeeregen gjennem⸗ trængende Lugt fyldte Verelſet. Horatia var misfor⸗ noiet derover og vifte det tydeligt. Caton reiſte fig med en ſaa alvorlig Mine og gjorde et jaa fraſtodende Buk for hende, at hun folte ſig endnu mere ilde ſtemt. James ſaae ogſaa meget alvorlig ud, men rakte hende dog Haanden med et Smil.

— 1

To Verdener. 139

Hun indhyllede ſig i ſit ſtore hvide Overſtykke og vendte Ryggen til Caton.

„Hvad er det, De have for ſammen, James? Hvorfor ſidder Du for aabent Vindue? Det var kjede⸗ ligt, at Du ikke tog med mig; Lord Holloway var virkelig overordentlig elſkvcerdig, og ...

„God Nat,“ ſagde pludſelig Caton. „God Nat, Fru Rich,“ gjentog han, idet han gik ud af Doren.

„Dette Menneſke er utaa ...,“ begyndte Horatia, men blev afbrudt af fin Mand, ſom i en træt Tone ſagde til hende, at han ikke var bleven oppe for at forſvare ſine Venner, og at han vilde til Ro.

„Hvor underligt han taler til mig,“ tenkte Horatia.

Næjte Dag tog Doctoren til Byen og kom forſt hjem til Middag. Han var taus og noget nedflanet, og da Caton kom om Aftenen, lukkede de fig inde i nogen Tid.

Horatia kunde ſlet ikke lide den unge Mand, hans Nerverelſe forekom hende utaalelig. Det tog Doctoren meget ilde op, da hun en Dag yttrede det, og ſagde: „Hvorfor har Du da egentlig fattet et ſaadant Nag til ham?“

„Fordi han er altfor fortrolig og blander ſig i Ting, ſom ikke angaae ham,“ ſvarede Horatia.

„Men hvad ſiger Du da om Lady Whiſton?“ ſagde Doctoren heftigt. ;

Horatia ſvarede bittert, og denne lille Strid

VdV

140 To Verdeuer.

endte med, at James befluttede ikke at tage med fin Kone til en Feſt hos Dumbletons. Men da hun ſagde Farvel, for hun tog bort, fandt James hende ſaa ſmuk og fortryllende i hendes hvide Dragt, at han ikke kunde modſtaae Lyſten til at ſee hende blive be- undret og beſtemte ſig til ſenere at tage derhen, hvis det blev ham muligt.

Horatia havde iovrigt ſlet ikte noget imod at tage alene bort, thi hun befandt ſig egentlig langt bedre i den gamle Kreds uden ſin Mand. Saaſnart hun var ankommen, indfandt de gamle Venner ſig for at hilſe pan hende, to fordums Tilbedere udbade fig en Dands hos hende, og Dumbleton bod hende Armen, for at fore hende ind og nyde en Forfriſkning. Hun følte fig atter omgivet, beundret og det med en Varme, der var i ſtaerk Modſtrid til hendes Wgtefeelles Alvor og Kulde.

„Naa, hvordan gaaer det hjemme med Huſets Styrelſe?“ ſpurgte Dumbleton.

„Aa, tal ikke til mig derom,“ ſvarede Horatia; „det ligger ſlet ikke for mig ...; og faa tænk, James er undertiden gnaven og ſkjender.“

De befandt fig juſt i et ſtort, oplyſt Driphuus, fuldt af Træer, Planter og Blomſter. Man kunde i Afſtand høre Muſikens dæmpede Toner; den deiligſte Duft og et blidt, demrende Lys fyldte dette fortryl⸗ lende Sted, medens man gjennem Glastaget kunde ſee Stjernerne tindre. Horatia var aldeles fortryllet;

To Verdener. 141

hvad der for havde kjedet hende fan meget forekom hende nu fom et Eventyr fra Tuſind og een Nat.

En Fetter af hende, en fordums Tilbeder, kom hen til hende og kunde neppe kjende hende igjen, ſaa vidunderlig ſmuk og lykkelig faae hun ud. Han bod hende op til Dands; Horatia modtog glad og ſtraa— lende hans Arm, medens Henrik Dumbleton fulgte hende med Øinene, lidt i Tvivl om det var et virkelig lykkeligt Wgteſkab, han havde været med til at bringe i Orden.

Horatia valſede imidlertid rundt, ganſke beruſet af Oieblikkets Nydelſe, og ſtillede ſig derpaa med Fet⸗ teren ved et aabent Vindue for at afkjole ſig. De begyndte at tale ſammen om gamle Tider med den Fortrolighed, ſom fælles Erindringer vokke; og Fet⸗ teren bebreidede hende, at hun havde forladt dem. Folte hun da ingen Fortrydelſe derover, ſpurgte han, og havde hun rent opgivet ſine gamle Vaner, for at ſlutte fig til nye?

„Nei, nei, nei!“ udbrod Horatia ivrigt. „Det er en Daarſkab at gifte ſig under ſin Stand. Det er forſt naar man føler fig eneſtagende og uforſtaaet midt imellem Menneſker, der ere vante til at tage Alt, ſom det bedſt kan falde, at man begynder at op⸗ bage, hvilken Betydning disſe Forſtjelligheder have, og hvor uovervindelige de ere. Sedvaner, der hele mit Liv igjennem have forekommet mig fuldſteendig natur⸗ lige, ſynes dem ſelſomme og merkvcerdige. Der er en

142 To Verdener.

vis Mistœnkſomhed hos dem, ſom jeg ikke kan forklare . . . en underlig Lavhed, Fortrolighed, ſimpel Spog ...“

„Men hvorledes har De nogenſinde kunnet gjøre det!“ udbrød Fætteren. „Det er jo redſomt. De maa komme tilbage til os, De. veed, at vi altid ...“

J ſamme Oieblik reiſte En, ſom fad udenfor Vin⸗ duet, ſig hurtig op og gik bort.

„Jeg taler iffe om min Mand,” ſagde Horatia og rodmede. „Det er paa Bekjendte af Huſet, jeg tænker, Menneſker, jeg ikke kan blive fri for. Der er f. Ex. hans Stedmoder, ſom for nogen Tid ſiden kom i Beſog hos os og paa en upasſende Maade vilde blande fig i Alt. Og faa er der en redſom Doctor Caton, ſom er i hoi Grad uforſkammet. Det er utaaleligt.“

„Stakkels Horatia,“ ſvarede Fætteren og ſaae medlidende pan hende.

Muſiken begyndte igjen, og de Dandſende ilede til deres Pladſer. Udenfor gik Enkelte omkring og talte ſammen; Lampernes Skin lyſte mellem Træerne, ikke det mindſte Vindpuſt bevægede deres Grene, og hiſt og her fane man hvide Skikkelſer viſe fig og atter forſvinde i Morket. Horatia blev ſtagende ubevægelig med Hovedet ſtottet til fin Haand; Fetteren lænede ſig ud af Vinduet, men pludſelig lyttede han og ſagde: „Horte De ikke Noget?“

Anden Gang lod der et klagende Skrig tydeligt henne fra Parken.

To Verdener. 143

„O, gaa og ſee, hvad det er,“ ſagde Horatia; „hvad kan det dog være?”

Der var ligeſom et Liebliks forventningsfulde Stilhed; men ſaa lod atter Muſiken, og man horte de ſummende Stemmer; ſelv Horatia havde neſten glemt fin Uro, da Fætteren kom tilbage.

„Det var ikke Noget,“ ſagde han; „det var En, ſom fif ondt, og en Dame blev forſkrœkket herover og ſkreg. Doctor Rich var der med en anden Lege.“

„Min Mand!" udbrød Horatia overraſket.

„Man ſagde, at den Syge var bragt hjem,“ vedblev Fœetteren. — „Har De Lyſt til at dandſe endnu en Vals?“

— Da Horatia kom hjem, fandt hun en lille i Haſt ſkreven Billet kun med de Vid: „Vent mig ikke i Nat, jeg har Forfald. J. R.“ — Da Doctoren kom hjem neſte Dag, var han bleg og fane. daarlig ud, ſom om han havde vaaget hele Natten.

„Hvem var det, der var ſyg?“ ſpurgte Horatia, „hvem fik ondt?“

„Det kan jeg ikke ſige Dig,“ ſvarede Doctoren. „Caton har beſorget det. Jeg ſelv har havt meget at gjore og er ikke rigtig vel ſelv, Horatia. Jeg vil lægge mig.“

„Du har da været hos Dumbletons i Aftes?“ ſagde Horatia.

James ſparede ikke; han feſtede fit Blik paa fin Kone med et underligt Udtryk og forlod derpaa Verelſet.

| ; i ' I

8

144 To Verdener.

Horatia fik ikke at vide, hvad der var foregaaget den Aften, men det forekom hende, at hendes Mand heelt havde forandret fig efter denne Feſt, og ſnart ønffede hun levende, at Berta ſkulde komme tilbage.

Da Roberta forſte Gang Havde beſogt fin Broder, var Moderen med, og dennes uheldige Bemeerkninger, ſom havde ſtodt James og hans Kone ſaa meget, vare en god Lære for hende, til at hun ikke ſkulde bære fig lige ſaadan ad. Hun var forovrigt gjerne bleven i Preſtegaarden, men da Stedfaderen horte, at der var kommet Brev fra James, mumlede han, at det jo var det Bedſte, hun tog derhen, naar de onſkede det faa meget; og faa var hun reiſt. Hun holdt jo desuden faa meget af fin Broder, at hun gjerne vilde være gaaet til Verdens Ende for ham. Roberta fandt Horatia misfornøiet og kjed af det, James var ned- flaaet og ikke raff, Huſet i alle Henſeender i Uorden, og. Tjeneſtetyendet forſommeligt. Huſets Frue hapde ſmukke Talemaader om Alt, men hun forſtod ikke at bringe fine Leerdomme i Udovelſe.

„Ethvert menneſkeligt Veſen har Rettigheder,” ſagde hun ofte, „og Tjeneſtefolkenes blive ofte krœnkede.“

Deraf fulgte, at der blev læft Romaner og Sligt i Pigernes Stue, medens der var ſmudſigt og uordent⸗ ligt overalt — ganffe anderledes end i den Tid, da der kun blev taget Henſyn til den ſtakkels Doctors Rettig⸗ heder.

Berta følte, at det neſten var hende umuligt at

To Verdener 145

tie til alt dette. Hun var ofte ner ved at grede, naar hendes Broder kom ſeent hjem og dog maatte vente en Time paa fin Middagsmad. Han ſaae ſygelig ud, og hans Ydre havde rent forandret fig; hun kom næften til at hade Horatia og vilde ſelv ikke anerkjende de gode Egenſkaber, hun dog uimodſigelig var i Be ſiddelſe af. Dennes Taalmodighed var ſaaledes uro kelig; hun fandt ſig ganſke roligt i den unge Piges betydningsfulde Blik og bittre Bebreidelſer. Hun ſaae, at hendes Mand Holdt af fin Soſter, og hun vilde ikke bedrove ham ved at yttre ſin Uvillie imod hende. Hun undrede ſig ofte over, at James ſyntes at foretreekke fin Soſters Selſkab for hendes. Og dog mente Horatia at ſtage langt over fin unge Sviger⸗ inde; Havde hun ikke langt mere Aand, var hun ikke ſmukkere og bedre opdragen? Viſtnok, men hun beſad ikke den ſjeldne Gave ſom denne at gjøre Alt hygge— ligt, hun var ikke faa blid og rolig, fan opoffrende og kjerlig.

- Medens Horatias ſmukke, mørke Dine ikke havde Blik for alt det, der foregik omkring hende, medens hendes fine og hvide Hender aldrig befattede ſig med hvad der horte til hendes Wgtefelles Velvere, hen⸗ randt Dagene i deres vante Gang, og James Rich udførte fin vanlige Dont, undertiden med et Suk, naar han ſaae paa fin fortryllende Kone. Ak, han havde ikke havt Lykke med fig! Han faae klart fine

Skuffelſer, fæmpede daglig med fin Sorg derover og 10

ͤ — ͤ˙Np—²ĩ—;— 1111 Ü— 7˙Ü˙—tꝗp N — Ä!

146 To Verdener.

forſogte at lukke Øinene for denne ſorgelige Side af fin Tilvœrelſe. Horatia, der faa hurtig opdagede Andres Feil, var fuldftændig blind for fine egne: hun gjorde ſig ingen Skrupler, men ſagde Alt, hvad hun tænfte, og tænkte egentlig kun paa, hvad der be— hagede hende. Hun talte uforbeholdent til fin Mand, til Dumbletons om fine feilſlagne Forventninger, om Alt, hvad hun ikke ſyntes om, men ifær om fin Uvillie mod Doctor Caton. Siden Bertas Tilbagekomſt kom den unge Mand ſtadig, og Horatia, der ingen Lyſt havde til at fane en ſaadan Svoger, ſagde det til Ro— berta, ſom gap fig til at lee, rodmede og ſparede, at hun var ganſke enig med hende. En Dag talte ogſaa Horatia til fin Mand derom, men han fvarede med en adſpredt Mine:

„Caton er et prægtigt Menneſke og meget dygtig; jeg er forreſten bange for, at Berta ikke bryder ſig ſtort om ham. Men han kommer jo ogſaa egentlig til mig, Horatia.“ —

Da Horatia ſamme Eftermiddag gik i Haven, havde hun den Wrgrelſe at ſee den unge Lege ſidde nede i et Lyſthus, fordybet i Samtale med hendes Mand. Snart havde hun ogſaa en anden Aergrelſe. Da hun ganſke uventet havde arvet nogle hundrede Bund Sterling, vilde hun ſtrax anvende dem til at kjobe en Vogn og fane en heel Deel Nyt til Huſet. Hendes Mand vilde ikke gage ind derpaa, men onſkede, at denne Sum urørt ffulde forblive i Banquierens

To Verdener. 147

Hender. Hun kunde nok ei Liden fane Brug for den, ſagde han. Men hun kunde ikke forſtaage denne be⸗ ſtandige Lyſt til at ſpare; han gik ingen Steder, tog Alting faa noie og vilde neppe engang tillade, at hun engang imellem bad nogle af ſine Slegtninge. Efter⸗ haanden blev Horatia mere og mere utaalmodig, det trættede hende, og hun begyndte at anſee fit Wgteſtab for en Feiltagelſe og onſke ſin tabte Frihed igjen tilbage.

Paa Roberta var hun ogſaa ſkinſyg, ſkjondt hun ſelv havde onſket hende tilbage. Den unge Pige fane godt, at der var noget Alvorligt iveien, men hun gav den ſtakkels Horatia hele Skylden. Det forekom hende ogſaa, at Doctor Caton vidſte mere, end han vilde ſige; mere end een Gang havde hun grebet ham i at ſee viſt paa hende, medens hans Miner udtrykte en ſorgmodig Medlidenhed; en Dag, da hun mødte ham paa Veien, var det endogſaa tydeligt, at han vilde tale til hende, men da hun hurtigt gik forbi ham, betænkte han fig og vendte fig raſk om, medens hun ikke turde vende tilbage og ſporge ham, af Frygt for at det ſkulde være det gamle Emne, ſom hun ſtadig omhyggeligt undgik.

En Dag ſad hun ved Vinduet og ſyede, medens Horatia laa pan Sofaen og læfte. Solen ſkinnede ſmukt ind i Verelſet, og bette frembød et fredeligt Skue med dets Blomſter og Bøger, Tausheden og de

to unge Damer. Pludſelig lagde Horatia Bogen bort 10*

— 4 —

148 To Verdener

og begyndte en Samtale, ſom bragte Blodet til at ſtromme op i Bertas Kinder, medens hun ivrigt ved— blev at ſye.

„Det er en Skam,“ ſagde Horatia, „at jeg ikke ſelv kan vælge mit Selſkab, og at jeg er nødt til at ſee et Menneſke her, der er mig fan meget imod ſom Doctor Caton. Hans Familiaritet er virkelig utaalelig. Selv idag kom han op til mig og ſagde, at jeg maatte viſe mere Omhu for James. Du og din Broder kunne ikke forſtaae, hvor det kreenker mig, . ... hvor jeg trenger til en mere pasſende Omgang."

„Du har jo James,“ ſvarede Roberta

„James er en fortræffelig Mand,” ſagde Horatia og tog fig op til Panden med en fortredelig Mine; „men han har ikke levet ſom jeg og kjender ikke noget til alle de Ting, jeg har været vant til hele mit Liv. Jeg favner Sympathi og føler mig ofte faa ene.“

Et mere klartſeende Menneſke end Berta vilde bedre have forſtaaet Horatia, men den unge Pige folte fig ſaaret, og hendes længe tilbageholdte Smerte brød endelig frem, og hun ſparede, uden ret ſelv at vide, hvad hun ſagde:

„Du vover at beklage Dig ... Du, ſom er kom⸗ men hertil og kun har bragt James Kummer og Sorg; Du, ſom ikke kan forſtaae ham og fætte Priis paa hans gode Hjerte. Det er det bedſte Menneſke, og han fortjener at blive elffet, han er faa taalmodig, faa blid, og Du forſommer ham, ſom ingen anden Kone

To Verdener. 149

nogenſinde har forſomt ſin Mand. Du gjor Intet for at være ham til Støtte. Naar han kommer træt hjem om Aftenen, plager Du ham kun med dine Klager, thi Du tenker kun paa Dig ſelv, Horatia. Jeg kom⸗ mer maaſkee aldrig mere tilbage til dette Hus, men jeg maa udtale mig, thi mit Hjerte er briſteferdigt ved at fee alt dette. Naar han træt og modig træder ind, har Du ikke et kjerligt Blik at modtage ham med; Du lægger neppe Meerke til ham uden for at ſige: James, luk Doren og ſee til Ilden, eller lignende Ting. Jeg havde altid troet, at James's Kone ſkulde blive det ſtolteſte og lykkeligſte Voeſen paa Jorden, men Du har bragt mig ud af Skuffelſen ...“

Det var for meget for Horatia, og hun ſvarede harmfuldt:

„Ganſke viſt maa Du ikke komme her igjen, Ro⸗ berta, medens jeg er her. Du taler om Ting, der flet ikte angaae Dig, og Du burde have tiet ſtille. Jeg er fuldkommen iſtand til at bedomme min Mands Fortjeneſter, uden at Nogen behøver at fremhæve dem for mig. Men det falder mig undertiden ind, Roberta, at en af os gjorde bedſt i at rømme Pladſen. Bliv,” vedblev hun; „jeg er ikke ganſke vis pan, at det er mig, ſom Hal blive.”

Hun reiſte ſig i hele ſin Hoide, ſamlede ſine Boger og Papirer og gik majejtætiff ud af Doren.

Da James kom noget tidligere hjem end ſed⸗

vanlig, fandt han kun Roberta i Stnen, og hun gred

— — . —

150 To Verdener.

bitterligt. Horatia var paa fit Verelſe; hun havde Hovedpine, blev der ſagt, og med Middagsmaden havde det kun daarlige ÜUdſigter. Roberta ſogte for- gjæves at ſtandſe ſine Taarer.

„Jeg vil tage bort,“ ſagde hun, „jeg vil reiſe endnu iaften. Det er altfor ubehageligt for Horatia at have mig her i Huſet. Jeg har baaret mig meget galt ad, og det gjor mig meget ondt, James. Jeg vil gjore Alt, hvad Du vil; jeg vil bede hende om Tilgivelſe og om at maatte komme af og til herhen, for jeg holder mere af Dig end af nogen Anden i Verden. Ver blot ikke vred pan mig, kjcreſte James.“

Doctoren gik ind til ſin Kone; da han kom ud, var han meget bleg og bed fig i Leberne. Horatia havde modtaget ham med Bebreidelſer og gjentaget alle fine gamle Klager, men det kunde jo ikke nytte noget, havde hun ſagt tilſidſt.

„Det er bedſt, Du ſtrax ſamler dine Sager, Ro⸗ berta,“ ſagde Doctoren med et dybt Suk. „Jeg ffal ſelv bringe Dig til Banegaarden, jeg vil ſee Dig reiſe. Klokken er kun fire; naar Du fan. være der inden Klokken fem, er Du hjemme endnu ved Dagen. Jeg troer, det er bedre, end om Du bliver her. Naa, græd ikke, mit Barn, Alt ſkal nok blive godt. Kom nu, Berta.“

Han gik ind i fit Studereverelſe, lukkede Doren af, kaſtede fig i fin Leneſtol og lod fit Hoved tungt ſynke ned imod Bryſtet. Hans Puls bankede heftigt

To Verdener. 15 1

og han havde ondt ved at beherfſke fin Bevagelſe. Hans Kones Bebreidelſer og lidenſkabelige Harme havde bragt ham heelt ud af fig ſelv; og nu at fjerne Berta, ſom han næften betragtede ſom fin Datter, at forblive ſaa ganſke ene, mere afſondret end nogenſinde for, det var altfor forfærdeligt for hans bløde Sind. Da Tiden kom til Afreiſen, kom han ligefan rolig ſom ſedvanlig ud af fit Verelſe og gik ind for at ſige Farvel til Horatia. Men hun vilde ikke ſvare ham, og han kom da ned til fin Soſter, hjalp hende op i den lille Vogn; og ſaa tog de afſted.

Da de vare i Nerheden af Banegaarden, modte de Caton, der kom ridende. Doctor Rich holdt et Oieblik og bad ham om at komme hjem til fig ſamme Aften Klokken ni. Han boiede ſig derpaa over til ham og tilhviſkede ham nogle Ord. Idet Berta hilſte den unge Læge med et Smil, undrede hun fig over, hvad det kunde være for en Hemmelighed, og hvorfor Caton havde feet pan hende med et faa ſelſomt Ud⸗ tryk, og om det var, fordi hun reiſte. Ak! vilde hun nogenſinde kunne tilgive fig ſelv? Hvor hun lengtes efter at gjenſee fin Moder, at kunne fortælle hende Alt, fane Skjcend af hende, ſom hun fortjente det, men faa igjen modtage hendes Tilgivelſe og hendes Kys ſom et forkjclet Barn. Hun ſukkede fan dybt, at hendes Broder gav fig til at lee.

„Naa, Du lille Nar,“ ſagde han; „glem nu Alt, hvad der er foregaaet, jeg ſkal nok ſorge for, at Horatia

— 1

—.— — . RENE —— — — — —

152 To Berdener.

ikke bliver ved at være vred paa Dig.“ Efter et Par Minuters Ophold vedblev han: „Troer Du, Berta, at Du nogenſinde kan komme til at holde af Caton? Han er maaſkee noget uſleben, men hjertensgod; og han er Dig af Hjertet hengiven.“

„Jeg holder ogſaa rigtig af ham,“ ſvarede Berta ſmilende; „men jeg kan dog ikke gifte mig med ham. Maaſkee med Tiden, naar Du bliver ved at roſe ham rigtig meget ...; men nu er vi der.“

Efter nogle Dieblikkes Forlob Havde Berta kysſet fin Broder, og hun fulgte ham med Oinene, medens Toget ſatte fig i Bevegelſe. Hun lænede ſig ud og kunde endnu en fort Tid ſee hans kjerlige og ſmilende An⸗ ligt, derpaa forſvandt han for hendes Blik, og nu rullede hun bort fra ham og fra hans Sorg og Be- kymringer.

Imidlertid vendte James tilbage i dybe Tanker, og da han kom hjem, var Horatia ſtaaet op. Men hun var i et aldeles fortvivlet Humeur og ſyntes, at hun blev gjort ſtor Uret. „Var han da virkelig lykke⸗ ligere, for jeg kom her?“ ſpurgte hun fig ſelv. „Han har jo ikke ſagt Nei dertil. Da jeg opgav Alt for hans Skyld, troede jeg dog i det mindſte, han vilde elſke mig.“

Hun lod fit Haar falde ned, ſpobte fig ind i et Shawl og gik ud i Luften. „Det vil gjøre mig godt,” tenkte hun, da hun aabnede Havedoren; og hun gik ned ad den Gang, ſom forte til Lyſthuſet. Paa

To Verdener. 153

Benken lan der en Bog, ſom enten James eller Berta havde glemt; Doctoren gik undertiden derned for at ryge en Cigar, og Roberta holdt meget af at ſidde der om Formiddagen med ſit Sytoi; men Horatia hadede dette Sted og kom der aldrig. Veiret var koldt og fugtigt, og den unge Kone ſkyndte fig igjen op i Huſet. Hun folte ſig forſtemt, men dog ikke mere ſaa forbittret, ſtjondt hun ganſke viſt var forundret over at opdage, at hun ikke havde kunnet gjøre fin Mand ykkelig. Haanligt ſagde hun til fig ſelv, at han trængte til en Husholderſke ſom Roberta og ikke til en Wgtefelle; at, hvis han virkelig havde været lykkeligere for fit Abgteſkab, var det vel det Bedſte, at hun forlod ham nu. Hun følte fig faa nedtrykt, og beſtandig vendte den Tanke tilbage, at det dog havde været bedſt for dem begge To, hvis de aldrig havde faaet hinanden. Hvor havde hun dog havt ſine Tanker, da hun havde forladt Alt for denne almindelige Mand?

Da han traadte ind i Verelſet, fad hun i Sofaen med Haanden under Kinden, og for dog at ſige Noget, ſpurgte hun, om de vare komne tidsnok. Da han havde bejaet det, vedblev hun: „Du maa ſige til Berta, James, at hun aldrig igjen maa tale til mig paa en ſaadan Maade.“

„Hun mente ikke noget Ondt dermed,” ſvarede han; „hun er meget bedrøvet over, hund der er fore⸗ gaaet, og har paalagt mig at ſige Dig det.“

„Ja, det kan nok være,” ſagde Horatia; „jeg er

154 To Verdener.

ogſaa bedrøvet over, hvad der er hændt. Det har ſagt mig .. . jeg forſtaaer nu ...“ og hun brød ud i Taarer.

Den ſtakkels James kaſtede ſig ned i en Leneſtol og ſagde med dyb Bekymring i alle Miner: „Bliv ved .. . fortæl mig alle dine Sorger, min ſtakkels Kone ... Hvad er det, Du nu forſtager?“

„At vi ikke have forſtaget at gjøre hinanden lykke⸗ lige,“ ſvarede Horatia heftigt. „Jeg vilde have kunnet udholde ſelv at være ulykkelig; men det piner mig at tænke, at Du ... at Du var lykkeligere, for jeg kom her „Men det er ikke Tilfældet; jeg har været lykke⸗ ligere, efter at Du er kommen her,“ ſagde James, hvis blide Rolighed ikke et Oieblik forncegtede fig. Jeg har været mere lykkelig og mere ulykkelig, thi jeg har baade havt dine og mine egne Sorger at bære.”

„Det er ikke jaa, James, jeg kan fee det paa dit Anſigt; og jeg har taget min Beſlutning. Hvad der end ſleer, faa ville vi være Venner, men jeg vil vende tilbage til min Tante. Roberta forſtager at pasſe et Hus, hun er en Slave af ſine Pligter; lad hende komme tilbage; hun vil være Dig til mere Gaun end din Kone. Horer Du?“ vedblev hun beſtandig mere ophidſet. „Jeg vil bort, fordi jeg onſker at være din Veninde og ikke din Husholderſke; fordi det er bedſt, at Folk ſkilles ad, naar de ikke pasſe ſammen.“

„Deri er jeg ikke enig med Dig, Horatia,“ ſagde

To Berdener. 155

Doctoren langſomt og faae pan hende med et eget Üdtryk. „En lang Vane nærmer tilſidſt to Vosner til hinanden; fælles Virken fremkalder de gode Egen⸗ ffaber, og naar to Wigtefæller trofaſt ſtrœbe at gjore deres Pligt, faa finde de ogſaa tilſidſt deres Lytte deri. Set, at vi ſkilles ad — maaſkee for beſtandig, thi Guds Veie er urandſagelige — hvad ville vi da vinde derved? Et enſomt, ligegyldigt Liv, uden Maal og Med. Men naar vi derimod kempe ſammen i nogen Tid, Horatia, ſaa ville vi tilſidſt lere at holde af hinanden, eller i det mindſte at bære over med hinanden. Kan Du da beteeke Dig et Lieblik der⸗ paa?”

„Det vilde jeg ikke heller,“ ſagde Horatia hulkende, „hvis ikke Roberta var; men mod hende har jeg ingen Pligter. Vi kunne jo ogſaa gjenſidig holde af hin⸗ anden, James, ſelv om vi ikke leve ſammen; jeg vil altid blive ved at være din bedſte Veninde.“

Den ſtakkels Doctor vidſte ikke mere, hvad. han ſtulde ſige; han reiſte fig op med et dybt Suk og for⸗ lod Verelſet. Horatia kaſtede fig ned paa Gulvet og ſtjulte fit Anſigt i fine Hender.

„Han vil ikke tilſtage det,“ ſagde hun til ſig ſelv, „men jeg veed, han vil blive lykkeligere uden mig. Han er altfor god for mig, ja viſt er han, altfor god. Jeg kan hverken elſke ham eller forſtage ham, og jeg gjor ham ulykkelig. Hvor han ſeer ſyg og modfalden ud! Og det er min Skyld .. . men det er ogſaa hans,

156 To Verdener.

naar jeg ikke er lykkelig. Hvorfor har han bragt mig herhen? Jeg maa bort, det vil dog være det Bedſte for os Begge. Ja, jeg maa bort, jeg vil bort.“

Imidlertid gik James hurtigt op og ned i Haven. Han kaſtede engang Øinene ind ad Vinduet og ſage ſin Kone heelt betagen af Sorg. Hvorledes ſtulde han gjøre hende lykkelig? Det var jaa vanſkeligt at ſvare derpaa. Han følte, at hun neppe fortjente Kjærlighed og ſagde pan ſamme Tid til fig ſelv, at den Omhed, ſom er fortjent, jo ikke mere er Omhed.

Han gik igjen ind til Horatia, men hun blev lig⸗ gende uden at fee op. Han løftede hende op og ſagde: „Men rorer der ſig da ikke nogen Folelſe hos Dig for mig, Horatia? Du vil da lade mig være ene og ulykkelig! Saa reis, hvis Du ſynes ſaa; men jeg ſiger Dig, Du vil ſnart fole Dig mere ulykkelig, end Du er nu. See nu paa mig og fiig, hvad Du har iſinde.“

Hvor han fane bedrovet ud, og hvor han var god og overberende! Horatia kunde ikke modſtaae; hun maatte give efter. Vel onſkede hun endnu at reiſe, at vende tilbage til det tidligere orkesloſe Liv; men hun havde dog hverken Hjerte eller Mod til at ſige det. Hun ſvarede ikke, men lod fin Mand beholde hendes Haand, og han anſage hendes Taushed ſom et Samtykke i at blive.

„Vi ville ikke mere tale derom,“ ſagde han. „Jeg gaaer ned i Haven for at ryge en